To danske musikere om at spille for et siddende publikum: »Jeg kunne se på folk, at de gerne ville op at stå«

Drew Sycamore og Marshall Cecil-frontmand Daniel Abraham fortæller om, hvordan det er at stå på scenen foran et publikum, der er lænket til deres siddepladser.
To danske musikere om at spille for et siddende publikum: »Jeg kunne se på folk, at de gerne ville op at stå«
Drew Sycamore.

På det seneste er livekoncerter så småt begyndt at vende tilbage, men de foregår ikke helt, som vi kender det. I stedet for dans, fællessang og moshpits skal publikum nemlig vænne sig til at sidde ned og tie stille.

Sådan er den nye, men nødvendige Covid-19-virkelighed i det danske koncertland, og der skal lyde et stort hurra for, at livemusik igen er en mulighed for os allesammen. For selv om de mange virtuelle koncerter og andre kreative løsninger er en god måde at tage abstinenserne på, så er den ægte vare – live ude i den virkelige verden – bare noget andet.

Men hvordan fungerer det så med siddende koncertgængere og nye spilleregler? Er det overhovedet det samme? Bliver stemningen i rummet anderledes?

I diverse liveanmeldelser er vi her på sitet kommer ind på, hvordan det er at være publikum til koncerter under coronavenlige forhold. Men hvordan er det rent faktisk for dem på scenen? Kan man som musiker få det samme kick foran et publikum lænket til deres stole? Kan man mærke en forskel?

De spørgsmål har vi stillet to danske kunstnere, der netop har oplevet den nye koncertvirkelighed på egen krop: Drew Sycamore, der har spillet tre koncerter i slut-august og september, og Marshall Cecil-frontmand Daniel Abraham, der spillede i Store Vega 5. september.

Drew Sycamore

»Det har været sindssygt fedt og virkelig også … mærkeligt er for negativt et ord, men lidt for spændende nogle gange også, fordi vi ikke helt vidste, hvad vi skulle forvente«.

»Jeg kunne ikke overskue at skulle ud og spille med sådan et kæmpestort ‘hva-så-Herning-agtigt’-setup og så måske komme ud til et siddende publikum, som ikke må røre sig ud af flækken. Derfor valgte jeg en mindre opsætning uden for eksempel trommer, og det har fungeret virkelig godt. Også selv om jeg i starten var bange for, om folk så ville synes, at de havde købt billetter til noget andet og meget større«.

Et siddende publikum i Store Vega.

»Jeg er imponeret over spillestederne og ikke mindst også publikum, der kom til koncerterne. De er så lovlydige, at det er helt vildt. De sidder ned, og de synger ikke med. Præcis som de har fået besked på inden koncerten. Spillestederne har virkelig også været tjekkede og organiserede i den måde, de har fået det hele til at fungere. Så kæmpe cadeau til dem«.

»Men koncerter er et sted, hvor vi skal have lov til at give slip, så de her begrænsninger er lidt et paradoks i koncertland. Det giver på mange måder ingen mening, men det er jo en løsning på et problem. Der er spillesteder og musikere, der lever af det her, så på den måde er det både et erhverv, der bliver holdt i live, men også noget mere åndeligt. En mulighed for at komme ud og opleve noget kunst, som alle mennesker jo har brug for«.

»På en eller anden måde synes jeg, at det fedeste er at komme ud og skabe det der åndehul for folk. Der sker en hel masse ting, som er ude af vores kontrol, og som kan være nederen, men hvis vi kan få folk til at glemme det bare en smule med vores musik, så har vi jo gjort vores arbejde«.

»Jeg glemte det i hvert fald et par gange selv. I Odense spillede vi ‘Take It Back’, og jeg havde det helt vildt, fordi det var så fedt at være ude og spille denne her sang for første gang, så jeg tænkte, at jeg skulle have gang i noget fællessang. Lige indtil det midt i en sætning gik op for mig, at fuck, det må de jo ikke!«

»Så jeg glæder mig alligevel ustyrligt meget til, at vi kommer tilbage til normalen. Jeg tror ikke, at der er en federe følelse end at høre et publikum skråle med på ens sang. Det er så sindssygt, så jeg glæder mig rigtig meget til, at folk må gøre det igen. Og nu har jeg jo skrevet det her omkvæd i ‘Take It Back’, der er verdens letteste omkvæd, så alle kan teksten, så det glæder jeg mig så meget til at høre folk synge med på«.

Marshall Cecil – Daniel i midten (Foto: Dennis Morton).

Daniel Abraham – forsanger i Marshall Cecil

»Først og fremmest er det en kæmpe forløsning at få lov til endelig at kunne spille foran rigtige mennesker igen. Vi har spillet en del af de her livestream-shows, men det er jo lidt en anden oplevelse, hvor man koncentrerer al sin energi ind i linsen på et kamera, så at stå foran mennesker igen var virkelig dejligt«.

»Siddende koncerter er anderledes. Man skal have inkluderet publikum på en anden måde. Så snart, jeg gik på scenen, kunne man virkelig mærke, at folk glædede sig til at se en livekoncert igen, men som koncerten gik i gang, så sad folk jo bare der og lyttede. Der skal man som frontmand huske sig selv på, at folk ikke keder sig, men at de rent faktisk bare sidder og nyder oplevelsen«.

»Det, man frygter, er jo, at folk bare sidder ned, og der ikke rigtig kommer nogen energi tilbage fra publikum. Men jeg synes faktisk, at vi fik rigtig meget energi tilbage. Nu har vi jo også leget så meget med forskellige formater det sidste halve år på den danske musikscene, så jeg tror også, folk er meget afstemte med, at det hele er lidt anderledes. Det kan næsten også give en lidt opløftet stemning, når man endelig sidder til koncerten. At vi i fællesskab har gjort det muligt for livemusikken at vende tilbage«.

»Vores sange er også sådan nogle værker, hvor man går igennem nogle forskellige følelser og tanker. Musikken er meget detaljerig og dynamisk, og det bliver egentlig meget fint pointeret i sådan en slags teaterramme, hvor folk sidder ned. Men så er der andre steder, hvor vi går mere amok, og hvor det ville have været skønt at have et stående publikum til at gå amok sammen med os. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at jeg kunne se på folk, at de gerne ville op at stå«.

»Det er jo lidt mærkeligt med de her restriktioner. Livemusik skulle gerne være et frirum. Et sted, hvor man kan have det godt og gøre, som man vil. Det kan man jo ikke, når man for eksempel er tvunget til at sidde ned. Musik er jo også en kropslig ting. Så vi har så meget brug for at kunne gå tilbage til normalen, hvor folk kan stå op og danse med, når de føler, det er det, de skal.«

»Jeg tror virkelig, alle glæder sig til at komme tilbage til normalen«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af