Efter 11 års albumpause er den norske popsanger Annie tilbage med en ny stil

4 6
Efter 11 års albumpause er den norske popsanger Annie tilbage med en ny stil
Annie. (Foto: Hildegunn Wærness)

Da jeg for nogle måneder siden læste, at Annie var på vej med sit tredje album, glædede jeg mig – begge forgængere var nemlig glimrende. Samtidig er det efterhånden 11 år siden, den norske popsanger senest udgav et album, så nogle ville måske mene, at det var ved at være på tide.

Men der var en hage ved sådan at melde comeback 11 år senere: Begge Annies oprindelige album lyder enormt meget af 00’ernes dancepopscene – inklusive hendes største hit, 2004’s ‘Chewing Gum’. Ville hun fortsætte i den rille, kunne hun let have lydt som om, hun sad fast i fortiden.

Jovist, nyere kunstnere som Rina Sawayama og Kim Petras har vist, at den lyd godt kan fornys til at fungere storartet i en moderne kontekst, og det ville skam have været interessant at se, om Annie ville kunne gøre det samme. Men på sit nye album, ‘Dark Hearts’, løser den norske kunstner problemstillingen på en muligvis mere spændende måde: Med et fundamentalt genreskift.

‘Dark Hearts’ er ikke et album, der er skrevet til dansegulvet. Det er en øm, tænksom samling synthpop-sange, der med sine henvisninger til synthwave og dreampop ville være som skræddersyet til at soundtracke en hypotetisk ‘Drive’-fortsættelse eller endnu en sæson ‘Twin Peaks: The Return’.

Det er påfaldende, hvor godt denne lyd klæder Annie. Hendes vokal kan ellers være så animeret (Annie-meret?), og denne lyd kræver en mere underspillet præstation, end jeg typisk forbinder med hende. Men hun er stadig en fremragende vokalist. Den mere kølige lyd giver hende mulighed for at udforske de helt diskrete nuancer i sin levering, og med de små knæk på en sang som ‘American Cars’ går hendes ekspressive vokal lige i hjertet.

Ikke blot viser genren os en ny side af Annie – Annie viser os også en ny side af genren. For selv om det på ingen måde er en klubklar samling sange, bliver denne synthbaserede neo-noir-dreampop alligevel krydret med nogle stiltræk fra dancepoppens verden. Og det virker!

Det kan være de let pulserende, house-klingende trommer på den sentimentale ‘Forever ’92’, det breakbeat-baserede fundament på den faretruende ‘The Bomb’, eller noget så radikalt som brugen af et fyldigt, tungt drop (!) som omdrejningspunkt for det kolde titelnummer.

Sådanne ting gør, at ‘Dark Hearts’ ikke blot føles som endnu et album i den lange stribe af udgivelser, der har omfavnet denne lyd i kølvandet på, at Chromatics slog igennem.

Disse chancer giver albummet sin karakter. Hvilket gør det lidt ærgerligt, når pladen til tider kaster sig ud i for længst fortærskede klicheer. Især ærgrer jeg mig over, at spoken word-passager er en så fremtrædende del af ‘Dark Hearts’. Det kan godt være, at en enkelt passage ville give lidt stemning, men når de bruges så ofte, føles det lidt som voiceoveren i det oprindelige biograf-cut af ‘Blade Runner’ – lidt fjollede momenter, der hiver dig ud af en ellers engagerende elektronisk noir-verden.

Dertil er der nogle numre mod slutningen, der ikke helt rammer stemningen så effektivt som størstedelen af albummet. Den æteriske ‘The Countdown to the End of the World’ er en køn, men rimelig anonym dreampopsang, der kun skiller sig ud ved, at de unødigt skramlede trommer stikker kraftigt ud i mixet. Den let eksperimenterende, ambient-prægede ‘The Untold Story’ når aldrig rigtig at finde sin form, så den lyder lettere retningsløs i størstedelen af varigheden.

Mest mystisk slutter albummet af med en 60’er-soulpop/doo-wop-klingende sang ved navn ‘It’s Finally Over’. Det er egentlig et ganske charmerende nummer, men det føles underligt at afslutte med en så sukkersød, provinsiel lyd, når resten af albummet har haft så meget kant.

Overordnet præsenterer ‘Dark Hearts’ dog afgjort en lyd, der klæder Annie. Og med udgivelsen viser hun klart, at hun er værd at følge i 2020 – så håber vi bare, at der ikke skal gå 11 år, før vi igen får et album.


Kort sagt:
Efter 11 års pause har Annie kastet sig ud i synthwavy dreampop, og hun bringer mange interessante virkemidler til stilarten. Jovist, der er nogle svipsere, men overordnet er ‘Dark Hearts’ et særdeles kærkomment gensyn med den norske musiker.

Annie. 'Dark Hearts'. Album. Annie Melody.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af