TEMA – NY DANSK RAP: I disse uger sætter vi fokus på ny dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
Nogle gange kan man sige mere om en person ud fra de ting, han ikke vil tale om, end ud fra det, han faktisk siger. Sådan er det lidt med Ham Fra Syd, den kontroversielle Aarhus-artist, der er ved at slå igennem med drill-inspireret gaderap, der viser livet i udsatte områder fra sin hårdeste side.
Da jeg møder rapperen på en parkeringsplads i Aarhus Syd, hvor han hænger ud med en større flok venner, forklarer Ham Fra Syd således, at han slet ikke vil lave interview. Vi kan dog hænge med ham en dag. Det virker som om, han helst ikke vil udfrittes for meget.
Ham Fra Syd svarer også ofte med enkelte ord. Eller med en brummende »hm«-lyd, som jeg hurtigt lærer er et slags standardsvar fra ham. Den 26-årige musiker viser intet behov for at dele sin historie med en person, han ikke kender eller stoler på.
En anden årsag til, at rapperen er tilbageholdende, kan selvfølgelig være, at vennen Abukar Ali – aka rapperen Shmur – blev skudt og dræbt i juli måned. Han var et af byens vigtigste nye hiphoptalenter og Ham Fra Syds faste samarbejdspartner. Det tab vil rapperen – forståeligt nok – helst ikke tale om.
»Jeg kan kun sige, han var et meget specielt menneske«, siger han om dén sag. »Han var min bedste ven«.
Der ligger alligevel meget ømhed i de få ord. Man fornemmer sorgen i det usagte. Ham Fra Syds forretningspartner, Prasad Balakumar, som rapperen har sit pladeselskab Selfmade Records med, fortæller således også, at de to rappere var uadskillelige. Og at tabet af Shmur har været ekstremt hårdt for både Ham Fra Syd og hele deres vennegruppe.
»For mig er det noget, vi lever med resten af vores liv«, forklarer vennen og partneren Prasad, der er kommet til parkeringspladsen i en anden bil sammen med Anushan Ruban, der laver deres musikvideoer.
»Vi kommer aldrig over, hvad der skete med Abukar. For her havde vi en realistisk mulighed for, at en person kunne komme over på den anden side med sit liv. Den chance har vi mistet«.
Set i det lys er det måske forståeligt, at Hanad – som Ham Fra Syd rigtigt hedder – ikke er klar på bare at åbne op for den nysgerrige journalist, der er kommet fra København. Rapperen har netop mistet sin bedste ven – hvorefter mange medier primært fokuserede på dennes voldsomme tekstindhold.
Så ja: Selvfølgelig er han på vagt. Alligevel har Ham Fra Syd lovet at vise mig kvarteret, hvor han er vokset op.
Der sker ting i det skjulte
»Der er kun én indgang til Rosenvænget, og det er her«, forklarer rapperen, da vi altså begynder at tale på parkeringspladsen, som ligger foran en tankstation ved siden af Rosenhøj-kvarteret. Det lyder næsten som om, han beskriver et fort, der kun kan angribes fra én side.
Han tænder en joint og fortsætter: »Før var her meget mere jungleagtigt. Masser af buske, blomster og træer. Det har de alt sammen fjernet, så de kan se ind. For der sker mange ting, de steder, hvor man ikke kan se«.
Dén slags slet skjulte referencer til den kriminelle aktivitet, der er en uadskillelig del af kvarteret, er der mange af. Og det store »de«, der fjerner skjulestederne, er selvfølgelig myndighederne, der bekæmper kriminaliteten ved at fjerne de steder, lokalbeboerne opholder sig.
Det er den samme historie som Aarhus-rapperen Xabski også fortalte mig, da jeg besøgte ham i Bispehaven: Mødesteder, klubber, broer og hele boligblokke fjernes. Man prøver at fjerne de konkrete bygninger for at løse problemerne, der plager dem. Spørgsmålet er, om det overhovedet hjælper.
Ham Fra Syds kvarter ligger altså på den anden side af parkeringspladsen. Det er ganske få blokke: Hele hans verden er kondenseret omkring et mindre areal. Og rapperen kender tydeligvis hver en flække af det her område, selv om han faktisk ikke oprindeligt er fra Aarhus.
»Jeg kom hertil fra Aalborg, da jeg var 10-11 år gammel«, fortæller Hanad. »Vi er fem søskende – fire drenge. Det var noget helt andet at komme herhen. Kulturen er anderledes. Aalborg er en sød by. En god by. Da vi kom herhen, var alt anderledes. Ingen snakkede fint dansk. Der var kun udlændinge. Men man tilpassede sig hurtigt«.
Vi beslutter os for at gå hen til det sted, som Ham Fra Syd flyttede til – det er kun fem minutter fra parkeringspladsen, hvor vi mødtes. På vej derhen bliver vi dog overvældet af et helt skørt syn.
Kvarteret, hvor man ikke må gå hen
Fire-fem drenge står og prøver at bryde ind i en bil i fuldt dagslys. De kravler hen over dem som noget fra ’Mad Max’ og hiver og flår i dørene med redskaber. What, tænker jeg, og ser spørgende mod rapperen, der agerer tourguide for os.
Ham Fra Syd griner: »Se, hvad de laver!«
Hans lillebror, der laver musik som Lii Fuego, kommer hen til os og forklarer: »Han har ødelagt sin nøgle, og de kan ikke komme ind i bilen«.
Så nej, bare rolig: Bare fordi vi er i et kvarter, som er ghettostemplet af myndighederne, bryder de ikke ind i biler ved højlys dag.
Men der er alligevel en skummel aura over parkeringspladsen, som vi er på vej henover. Og jeg kommer til at tænke på Ham Fra Syds bemærkning om, at »der sker mange ting de steder, man ikke kan se«, da vi møder en af deres venners mor på vejen.
Hun hiver nemlig Ham Fra Syd og Lii Fuego til side og siger til dem, de ikke skal stå der og hænge. Men at de skal finde på noget andet at lave.
»Hun tænker, at hvis vi står derude, kan der ske os noget. Der er sket mange dårlige ting på det sidste«, siger Ham Fra Syd med reference til de mange voldsomme episoder, der plager Aarhus for tiden.
Der har nemlig allerede været seks drab i 2020, hvilket er det højeste antal i 11 år. Og der er stadig tre måneder tilbage af året. Fem af de seks drab er desuden sket i »kriminelle miljøer«, har chefpolitisinspektør hos Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, udtalt i Aarhus Lokalavisen.
Med andre ord: I miljøer, der trives i steder som netop der, hvor vi er nu. Da vi ankommer i Aarhus er der desuden indført visitationszoner i visse dele af byen.
På trods af de problemer mener Lii Fuego (der viser sig at være den mere snakkesalige af brødrene) dog, at kvarterer som Rosenhøj har fået et uretfærdigt ry.
»Her er ikke som den almindelige dansker skulle tro. Der er ikke hele tiden ballade«, fortæller han. »Jeg kan huske, jeg gik i skole med en pige. Da hun hørte, jeg var fra Rosenhøj, sagde hun: ’Hvad? Der må man ikke gå hen!’ Jeg tænkte bare: Helt ærligt. Der er bare nogle, der har et forkert billede af det, fordi de ikke har været der. Så dømmer de bogen på omslaget«.
Det er den samme historie, man så tit får i kvarterer som det her: Beboerne er stolte af at bo der og understreger sammenholdet. De benægter ikke, at der er en kriminel side af kvarteret. Bydelen er bare heller ikke dén ekstremt uhyggelige Mordor-zone, den måske tit bliver fremstillet som.
Hvorfor ikke bare blive rapper?
Ligesom så mange lignende kvarterer drejer Rosenhøjs verden sig om nogle få centrale steder. Multibanen, hvor der primært spilles fodbold, en klub, hvor man kunne lave musik, og så nogle kældre, hvor de unge drenge kunne hænge ud om aftenen. Der var ikke meget andet at lave end fodbold og rap.
»Vi startede med at disse hinanden«, siger Ham Fra Syd, mens vi går hen mod multibanen. »Vi skrev rim og så rappede vi nede i kældrene og ude i opgangene«. Lii Fuego forklarer dagens gang: »Om dagen spiller folk fodbold. Om aftenen mødes man og hænger ud. Så hvis folk fik lyst til at rappe, så rappede de«.
Ham Fra Syd, der er 26 år nu, har rappet på dén måde i over 10 år, og ifølge Lii Fuego var hans talent altid tydeligt. Men der var mere tale om freestyles med vennerne. Studietid var der ikke meget af – selv om Ham Fra Syd nåede at spille »lidt småkoncerter«, som han siger.
Han optrådte blandt andet i Gellerup til små events, hvor folk som Marwan, Johnson eller U$O kunne dukke op. Men det var først for omkring et år eller to siden, at rapperkarrieren begyndte at fylde mere.
Ham Fra Syd forklarer: »Jeg har altid rappet. Men pludselig så jeg drengene få nogle checks. Så tænkte jeg: Det vil jeg også være en del af. Omar, Don Lee Barber og sådan nogle – to af dem er jo herfra. Og vi lavede musik alle sammen. Men de tog det seriøst, og det virkede. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke?«
Noget af det fascinerende ved historien om Ham Fra Syd er, hvor kort tid der går fra det »hvorfor ikke« til, at karrieren var i fuld gang. Han fandt hurtigt en producer i form af Ddianbaby, instruktøren Anushan Ruban til at lave musikvideoer og forretningspartneren Prasad Balakumar til at holde alle trådene samlet. Og så var der selvfølgelig hans højre hånd Shmur.
De lavede gennembrudssangene ’Stick Talk’ og ’Birdman’ sammen og filmede videoerne samme sted, som vi går rundt i nu. Sangene har en form for nedbarberet, minimalistisk kvalitet, der skiller sig ud – og som trækker tråde til drill-lyden.
»Vi hørte Chicago-musik helt tilbage til Chief Keef og Lil Durk«, siger Ham Fra Syd om den stilistiske indflydelse. »Der var ikke mange i Danmark, der hørte det. Men den bølge kunne vi godt lide. Det var meget råt og hårdt«.
Hele kvarteret troppede op, da musikvideoerne til de nogle af de her første danske drill-sange skulle filmes. »Jeg var meget overrasket«, fortæller Ham Fra Syd om den dag. Han var jo trods alt ikke i nærheden af at være kendt endnu, men hele området støttede op. »Jeg havde ikke troet, der ville komme så mange. Det var bare folk fra området. Jeg begyndte at svede lidt og sådan – jeg var lidt chokeret«.
Efter vores besøg kører vi i bil mod det næste mødested og hører nye Ham Fra Syd- og Lii Fuego-sange, og det er helt tydeligt, hvorfor musikken er så effektiv.
Ham Fra Syds stemme har en næsten Rick Ross-agtig kvalitet til at indgyde respekt – og en perfekt sans for timing. Fuego derimod er melodiernes mester. Især den situation, vi hører sangene i – en bil fuld af hashrøg, der konstant kører i overhalingsbanen – giver også sangene en ekstra intensitet. Det er gaderap i sin reneste form.
Numrene fungerer med andre ord simpelthen, og den lokale opbakning blev hurtigt til en større hype, der førte til at Ham Fra Syds label Selfmade fik en aftale hos Universal. Et års tid efter de første seriøse forsøg på at starte en rapkarriere op, så alt ud til at gå den rette vej.
Indtil Shmur blev skudt– ifølge politiet på grund af en narkohandel.
Volden i musikken
Dødsfaldet har været knusende på et personligt plan, men det har også ændret måden, offentligheden ser på Ham Fra Syd og hans musik. For før var han og Shmur to lovende rappere fra en hård gaderapscene. Nu er musikken uløseligt sammenkædet med livets ultimative konsekvens.
Det har pludselig fået en uhyggelig undertone, når Ham Fra Syd rapper hårde tekster som denne fra ‘Stick Talk’: »Forlænget magasin, der på længde med et reb / når mine niggas de sigter, så sigter de for at dræbe«.
Tekster som ovenstående har fået mange til at kæde volden og musikken sammen – også fordi både de her nye rappere bevægede sig indenfor dén drill-genre, der har været tæt forbundet med voldelige miljøer i byer som Chicago, London og New York. Men den sammenligning har Ham Fra Syd ikke meget til overs for.
»Jeg vil helst ikke være kendt som drill-sanger«, siger han efter køreturen er slut, og vi befinder os i et mødelokale, som Prasad har arrangeret i en mere fancy del af Aarhus. »Det er ikke det, jeg prøver at lave. I England dør der næsten én om dagen på grund af det musik. Det er det samme i USA, hvor de disser hinandens grupperinger«.
Ifølge Aarhus-artisten er der ikke en lignende dynamik mellem disses og bandevold i Aarhus: »Der er folk, der har dræbt heromkring. Der er også folk, der laver barske ting. Men de rapper ikke om det på den måde, som de gør i England eller USA«.
Ifølge rapperen er hans (og Shmurs) musik altså ikke kædet sammen med voldelige handlinger som drill-musik ellers er. Han sammenligner sin musik med fiktionsfilm. Selv om Ham Fra Syds tracks selvfølgelig har en forbindelse til det liv, han lever.
»Det er ikke nødvendigvis ren fiktion, for de her ting sker. Men der behøver ikke være en direkte forbindelse. Der kan også være indre aggressioner, der gerne vil ud. Det er en måde at udtrykke sig på – at slippe det fri«.
Musikken er den eneste udvej
Da jeg senere taler med Prasad Balakumar understreger han også, at det ikke er fair at betragte Shmur eller Ham Fra Syds tekster som direkte voldsforherligende. »I mine øjne er det kunst, de laver. Og kunsten skal aldrig begrænse sig selv«, mener han. Og uddyber:
»De her drenge kommer fra områder, hvor det her virkelig sker. De portrætterer ikke noget, de ikke har oplevet, eller som ikke sker der, hvor de kommer fra. Der er en tendens til at betragte de her mennesker negativt eller lægge låg på deres musik. Men de her artister prøver jo at skabe et opråb og skabe opmærksomhed omkring deres miljøer. De afspejler deres egen virkelighed«.
Men hvad med eksempelvis ’Chop’ og teksterne om at stikke folk ned – er sådan en sang ikke med til at gøre samfundet mere voldeligt?
»Den begrundelse, at deres sange skulle gøre samfundet mere voldeligt, synes jeg virker under bæltestedet. Det reelle problem er ikke, at de laver sange, men at de kommer fra hårdt socialt belastede områder«.
»Og der tegner en tendens til, at disse problemer ikke kun hersker i Aarhus, men i stort set alle større danske byer. Se eksempelvis på, hvor mange unge mennesker, der bliver dræbt i forskellige kriminelle opgør. Dét er problemet. Hvem fokuserer på det? Jeg tror ikke på, at kunstnere skal begrænse sig selv – og især ikke på baggrund af deres etnicitet eller på grund af deres ophav«, siger Prasad Balakumar.
Hvis man accepterer det argument – at Ham Fra Syd og Shmurs musik er kompromisløs kunst, der er en spejling af deres lokalsamfund – er det svært ikke at spørge: Hvornår gik det så galt i de samfund, der portrætteres?
For deres musik er unægtelig mere hårdfør, ja, mere brutal end noget tidligere dansk hiphop. Hvis det er deres virkelighed, må virkeligheden være meget dyster.
»Banderne har hårdt fat i USA og i England, og jeg tror, det er ved at ske i Danmark«, siger Ham Fra Syd. »Det er en ond epidemi. Hvert år bliver det mere og mere barskt. Der har været mange krige her i Aarhus. Blandt andet i mit kvarter. Det er en ond epidemi, der kører rundt i hele verden, og som du ikke kan slippe fra«.
Hvordan oplever du det helt konkret? At det bliver værre?
»Folk bliver mere hardcore i det. De små er ikke længere børn her. Man ser stadig 18-årige som børn, men da jeg var 18, var jeg ikke et barn. Og jeg følte mig ikke som et barn«.
Det er et dystert verdenssyn, Ham Fra Syd afslører her mod slutningen af vores interview, men det er måske desværre også et realistisk verdenssyn. For det er jo netop den verden, han har mødt. Et sted, hvor man bliver hurtigt voksen, og hvor ens bedste ven kan blive taget fra én, ligesom det så ud til, man var ved at klare den.
Hanad virker dog ikke som en, der er blevet slået ud af modgangen. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Prasad Balakumar, der trods alt har et positivt budskab om fremtiden – der samtidig også er et argument for, hvorfor den her musik er så vigtig.
»Ham Fra Syd har holdt sig væk fra kriminalitet, siden vi begyndte på musikken«, siger Prasad: »Han har holdt sig på den rette side af loven. Og det har været på grund af musikken, at det har været muligt. Musikken er en udvej – det er udvejen. Der er ikke andre muligheder. Der venter ikke store jobs. Det er det her – eller et liv, som vil være ét stort spørgsmålstegn«.