’Disco’: Kylie Minogues eskapisme er ikke videre subtil, men den virker
Det er vel ret beset kun Madonna, der kan matche den diminutive australier, Kylie Minogue, når det kommer til langtidsholdbarhed i det nådesløse udskillelsesløb, der kendetegner tilværelsen som popstjerne.
Nu skal man ikke sætte Kylie op imod Madonna – sidstnævnte er efter alle tænkelige parametre en stjerne med større global rækkevidde – men jeg tror alligevel godt man kan tillade sig at hævde, at Kylies nye samling sange vil tilfredsstille en større del af hendes fanbase end det output, Madonna har præsenteret sin fanbase for i en mindre menneskealder.
’Confessions on a Dance Floor’ fra 2005 var Madonnas sidste store øjeblik som en popstjerne, der kunne samle på tværs af geografiske og generationelle skel – og det er måske et meget godt sted at kigge hen, hvis man vil have en hurtig fornemmelse for, hvad det er Kylie sigter efter med udgivelsen af ’Disco’.
Det er inden for det disco- og house-rettede materiale, Kylie har scoret sine største succeser. Det er som om den rene eskapisme – efter devisen: ’På dansegulvet kan du glemme alle dine problemer’ – passer Kylies ukomplicerede persona samt hendes begrænsede stemmepragt bedst.
Det udnytter hun til fulde på ’Disco’, der er så ligefrem i sit attak – både lyrisk og musikalsk – at den får Minogues dancepop-triumfer fra de tidligere 00’ere (’Fever’ og ’Light Years’) til at fremstå komplekse til sammenligning.
Man kan begræde den manglende subtilitet eller trang til at eksperimentere med virkemidlerne, men det som Minogue taber ved at gå lige efter stålet, vinder hun ved at levere sange, der sætter sig fast hos lytteren efter ganske få aflytninger – for derefter at blive siddende.
Forhåndssinglerne ’Magic’ og ’Say Something’ er glimrende eksempler på den vellykkede strategi. ’Magic’ indeholder et omkvæd, der er smittende på ABBA-måden, og ’Say Something’ er garneret med et hyppigt gentaget guitarmotiv, der er det lille ekstra krydderi, der gør en sang uimodståelig.
’I Love It’, ’Real Groove’ (hvis omkvæd er som snydt ud af Dua Lipas lystigt skrydende disco på dette forårs ’Future Nostalgia’) og ’Where Does the DJ Go?’ er tre andre eksempler på sange, der hæver sig et godt stykke op over det blot formularagtige på trods af, at virkemidlerne er velkendte: Sidstnævnte kombinerer Nile Rodgers-lydende guitarlinjer, brug af scratch-lyde (kikset og charmerende) og parafraserer ’I Will Survive’, den ultimative disco-schlager.
I det hele taget er Minogue ikke bange for at gå linen ud på ’Disco’: ’Supernova’ er ren kitsch med sin ’kærlighed som rumfart’-metaforik og overdrevne brug af både aututune og faux-strygere. ’OTT Dance Floor Darling’ er præcis så camp som titlen antyder.
2020 har budt på adskillige opdateringer af discolyden: Dua Lipa, Lady Gaga, Jessie Ware og Roisin Murphy er bare nogle af de kvindelige popstjerner, der har genbesøgt en genre, der hylder eskapismen som det bedste modsvar til en konfliktfyldt virkelighed.
På den måde kan discogrebet – sammen med ’isolationsalbummet’ a la Taylor Swift, Charli XCX og, i en noget anden aftapning, Adrianne Lenker – komme til at stå som det fremherskende bud på musik med fingeren på pulsen i et år, hvor kunstnere har stået med en stor opgave i forhold til på den ene side at gå helt tæt på og på den anden side drømme sig langt væk fra en virkelighed, det har været lidt for oplagt at forveksle med (et forvarsel om) den endegyldige apokalypse.
Kylie Minogues bud på 2020’s foretrukne popstil er mere ligefrem end for eksempel Jessie Wares eller Roisin Murphys, men den matcher Dua Lipas effektivitet og slår klart Lady Gaga, når det kommer til det rige udbud af umiddelbart smittende hooklines.
Kort sagt:
Popåret 2020 har budt på adskillige popstjerner, der har grebet til discomusikken for at formulere slagkraftige bud på den eskapisme, som er en oplagt ventil, når virkeligheden ligner en sci-fi-film. Kylie Minogues ’Disco’ er ikke subtil eller eksperimenterende, men til gengæld effektiv og ligefrem.