Greta beviste i Pumpehuset, at popmusik er den bedste eskapisme
Man kunne mærke det langs de kompromissøgende borde-bænke-sæt, og man kunne mærke det i Gretas begejstrede moves; afsavnet efter en god, gammeldags dansefest på klubben uden bagkant.
Fredag aften i Pumpehuset markerede sidste stop på den tyskfødte musikers lille Danmarksturné, og hun insisterede på at tage den 80’er-glittede synthpop fra debutalbummet ‘Ardent Spring’ til helt nye feststemte højder.
Med sikker hånd og smittende energi ledte hun os igennem et alsidigt set af både højtidelige og løsslupne stemninger, der cementerede Greta-projektet som optimalt forløsende for den konservatorieuddannede popentusiasts talent. Det var kort sagt inspirerende at være i selskab med Greta og hendes velspillende band.
Interludiummet ‘Oh’ drog os ind i det pastelfarvede popunivers med sine simple, stikkende synthakkorder, Gretas drømmende vokal og hendes stivnede silhuet imod den blomsterskydende scene. På ‘Waves’ blændede bandet op for de bugtende basgange og metalliske synths, som emmer herligt af tysk beton, imens hovedpersonen sang sig varm og ubesværet nåede op i versenes høje falset.
Inspirationen fra 80’erne, men også 70’ernes disco, er uforskrækket integreret i både Gretas lyd og visuelle identitet. Klædt i en hvid, bredbenet satinbuksedragt, der ville gøre Abba-Agnetha stolt, dansede Greta sig igennem de mange højdepunkter fra ‘Ardent Spring’, som beviste sig selv som deciderede bangers. ‘Hydrogen’ var fantastisk over-the-top med sit ormende groove, en vild synthsolo og ditto lysshow, imens det skrydende hook på ‘Bad Lovers’ var ekstremt effektfuld kombineret med tyske vers til lejligheden.
Facetterne blev yderligere foldet ud på en dragende dyster fremførsel af ‘White’, der mundede ud i hvide lysglimt og mikrofonskrig, inden ‘Wild and Young’ skabte et veltimet, eftertænksomt pusterum med Gretas nøgne vokal mod en hul guitar.
Herfra fulgte en pumpende finale udgjort af ‘Daughter’, ‘Again’ og ‘The End’, hvor Greta fik bænkene til at danse (lidt), afbrød sin sang med en spontan 2020-tale og endte syngende på ryggen på scenegulvet. Greta beviste, at popmusik er den bedste eskapisme – og at hendes egen er på vej mod stjernerne.
Kort sagt:
Med sikker hånd og smittende energi ledte Greta Pumpehuset igennem et alsidigt set af både højtidelige og løsslupne stemninger, som udgjorde en forløsende ventil for det kollektive afsavn efter en god, gammeldags dansefest på klubben uden bagkant.