En af de mere kuriøse særheder ved et virkeligt sært år er, at discomusikken har oplevet et comeback i 2020, hvor diskotekerne ellers har været lukket ned.
En række udgivelser af kvindelige kunstnere fra ret forskellige ender af popmusikspektret har i løbet af 2020 kundgjort, at discomusikken langtfra er død og måske ligefrem er den life support, popmusikken har suget mest ilt fra i en situation, der mest af alt – og ikke mindst på kulturområdet – har haft karakter af en global undtagelsestilstand. Seneste eksempel kom med Kylie Minogues lakoniske varedeklaration af et disco-manifest fra starten af november: ’DISCO’ (bemærk versalerne!).
Det er meget muligt, at disco også var blevet tildelt en prominent kapiteloverskrift i den uskrevne bog om popmusik anno 2020, selv om verden ikke var blevet ramt af covid-19. Udgivelser fra Dua Lipa, Lady Gaga, Roisin Murphy og Jessie Ware stod klar i kulissen, allerede inden pandemien gjorde sit indtog – et forhold, der fik Gaga til at udskyde udgivelsen af ’Chromatica’ fra starten af april til slutningen af maj.
Et betragteligt udsnit af årets disco-inspirerede popudgivelser var altså allerede konciperet og indspillet, da pandemien ramte, men spørgsmålet er selvfølgelig, om de havde ramt med helt samme både kritiske og kommercielle pondus, hvis ikke det havde været for de dystre rammebetingelser.
Disco som genre har altid trivedes i spændet mellem sociale problemer og strukturel undertrykkelse på den ene side og fest, længsel efter forløsning og rendyrket eskapisme på den anden.
New Yorks forfald og discoens opståen
Disco opstod i 70’ernes New York – en tid og et miljø, der i de samme år fostrede både hiphop og den amerikanske afart af punk.
New York City var i starten af 70’erne nærmest synonymt med alt det, der var galt med Amerika. Film som ’Midnight Cowboy’, ’French Connection’, ’Taxi Driver’, ’Dog Day Afternoon’, ’Shaft’ og ’Across 110th Street’ viste en by, der befandt sig på en moralsk og åndelig afgrund; et hjemsted for pushere, alfonser og korrupte politifolk (tænk bare på HBO-serien ’The Deuce’).
Hvad der få år tidligere var en by præget af utopiske drømme om ’peace, love and understanding’, blev forvandlet til raceuroligheder, barrikaderede gader, stinkende baggyder og desperate kriminelle på jagt efter penge til det næste fix.
Social og kulturel deroute kan forløse voldsomme energier i kunsten og kunstnere. Tænk bare på Berlin i 1920’erne. Der voksede således kreative knopskydninger en masse op af New Yorks rådnende og forsømte undergrund. Kunstnere og musikere bemægtigede sig byrummet (herunder forladte lagerhaller og delvist nedbrændte byggetomter) og skabte grobund for en vital kunstscene, hvor billed- og installationskunst, film og musik sugede næring fra hinanden.
Disco blev den måske mest iøjnefaldende globale succeshistorie, efterhånden som hvide navne som Bee Gees og Abba gjorde genren til allemandseje, men i udgangspunktet var disco en afroamerikansk æstetik og kulturform, der – ligesom afrofuturismen i samme årti – fungerede som en ventil for sortes frustrationer og følelse af udsigtsløshed og manglende anerkendelse.
Men det var ikke kun sorte, der så muligheden i disco. Bøssemiljøet – ikke mindst i kraft af natklubber som The Flamengo og Tenth Floor – tog i den grad disco til sig og omfavnede musikkens camp kvaliteter, der stod godt til det ekstravagante og seksualiserede univers, homoseksuelle mænd kunne mødes om i natklubbernes mørke, væk fra offentlighedens puritanske snæversyn. I 1972 var det i New York endnu ved lov forbudt for mænd at danse sammen (!); i meget direkte forstand tog dansen, disco og dekadencen derfor form af et frihedsbrøl.
Disco blev med sine synkoperede baslinjer, el-klaver, strygere og four-on-the-floor-beats anledning til at formulere en protest mod elendighed og undertrykkelse, men også en fejring af alt det gode i livet, som selv benhårde kapitalistiske logikker ikke kan frarøve mennesket: den værdighed, der er forbundet med kropslighed, sanselighed og fest.
Fornyet gennemslagskraft
Som antydet blev disco relativt hurtigt til en forholdsvis ’hvid’ musikgenre, som mange vil forbinde med synet af langbenede skandinaviske isdronninger iført eksorbitante mængder make-up og billeder af en dansende Bianca Jagger på det eksklusive Studio 54.
Men forbindelsen til en kerne af retfærdiggjort eskapisme og stoltserende fest-på-trods lever for så vidt videre, når disco anno 2020 kolliderer med popmusikalske begavelser som Jessie Ware og Roisin Murphy, der bruger disco-troper i formidlingen af hjertesorg og livskrise.
Til sammenligning er disco-indflydelsen hos kommercielt rettede navne som Gaga, Lipa og Minogue (hvis album fra i år alle er gået nummer 1 i England og hhv. nummer 1, 4 og 26 i USA) måske umiddelbart en kende mere tyndbenet.
Men tag ikke fejl: Uanset om vi taler Ware, Murphy, Minogue, Lipa eller Gaga synes det at være en kærlighed til genren – snarere end billig kalkulation – der har fået disco-gryden til at syde syndigt på ny.
Disco er en genre med nogle meget let genkendelige virkemidler, og den er som sådan nok sikret en form for evig genfødsel i det popmusikalske livskredsløb. Men virkeligheden uden for de tilduggede studievinduer – i form af en rasende pandemi og et amerikansk demokrati i noget nær permanent nedsmeltning – har helt sikkert udgjort en både passende og bekræftende baggrund for musikkens fornyede gennemslagskraft i 2020.