Hvad er det perfekte billede på året 2020? Er det facepalm-emojien? Måske synet af zombiemink, der stiger op af sumpen? Eller hvad med den dag, hvor Kidd forgæves tiggede og bad sikkerhedspersonalet på Vega om lov til at interagere med sit publikum, samtidig med at statsministeren introducerede endnu et nyt sæt restriktioner?
Det har i hvert fald ikke manglet på momenter, hvor man nev sig i armen med sine afsprittede fingre for at være sikker på, at man ikke i virkeligheden havde gang i et af sine mere mærkværdige mareridt.
Og dén blanding af undren, afmagt og generel paf-følelse har nu fået endnu et rammende vidnesbyrd i form af 2020-udgaven af Billie Eilish’ årlige interview med Vanity Fair.
De seneste fire år er den nu 18-årige popstjerne nemlig blevet interviewet på samme dag – den 18. oktober – hvor hun har svaret på de samme spørgsmål. Det lyder måske mest af alt som en sjov gimmick. Men konceptet har faktisk ført til nogle virkelig fascinerende refleksioner fra kunstneren over sig selv, sin karriere og sit liv.
Det gælder især for den netop udkomne fjerde udgave, hvor der er en del mere på spil end normalt. For denne gang står Covid-pandemien som en slags mur mellem de forrige tre interviews og så dette års samtale.
Det fører til en fascinerende selvrefleksiv dialog mellem Eilish og hendes tidligere jeg. For det bliver helt tydeligt, at 2019-Eilish lever i en fundamentalt anderledes verden end 2020-Eilish.
Sidste års Eilish havde således følgende tanker om 2020: »Det er spændende at tænke på, hvad der ændrer sig. Hvilke ting der afsluttes, og hvilke ting der påbegyndes«.
Dén slags optimistiske spekulationer om fremtidens overraskelser lyder selvfølgelig helt skøre for dette års Eilish: »That did not age well«, som hun siger.
Tidsforskellen viser på den måde, hvor stor diskrepans der er mellem popsangerens forventninger til fremtiden – og det, der så rent faktisk indtraf. Eilishs måbende reaktion på de ting, hendes tidligere selv tager for givet, spejler samtidig vores egen måbende reaktion på 2020. For sidste års Eilish sidder dybest set og taler om en fremtid, der aldrig indtraf.
Der er også et tidspunkt fra det tidligere interview, hvor sangeren taler om, at hun ønsker sig 100 fridage i 2020. »100 fridage? Sagde jeg det?«, udbryder hun nu. »Well, bitch, du fik, hvad du ønskede dig! Er du glad nu?«
De momenter viser på tydeligste vis, hvordan alt har ændret sig. Sætninger, der gav mening i de første tre interviews, giver bare ikke længere mening i 2020.
Som da popstjernen reagerer affærdigende på en tidligere drøm om at eje en Lamborghini. I stedet understreger hun, at dén alvorlige situation, hele verden befinder sig i for tiden, har ført til en større alvor i hendes politiske engagement.
Eilish nævner blandt andet klimaaktivisme og kampen mod racisme som to områder, hun er meget optaget af. »Der foregår ting, der er meget vigtigere end en fucking Lamborghini«, som hun siger.
Den slags forskydelse af både ydre virkelighed og indre værdier gennemsyrer hele videoen. Man mærker, at der er sket en grundlæggende forandring, og at der er en form for fundamental sikkerhed i tilværelsen, der er gået tabt. Ting, man før tog for givet, giver ikke længere sig selv.
Da Billie Eilish i 2019 skulle fortælle om sin største frygt, nævnte hun eksempelvis, at hun var »bange for, at folk skal dø. Ikke mig selv, men folk omkring mig – folk, jeg elsker«.
Men det virkede som en lidt abstrakt frygt – ikke som noget, der for alvor var tæt på. »Det var en irrationel frygt dengang«, siger hun nu i 2020. »Nu er det en ægte ting at frygte. For folk mister dem, de elsker. Nu er det faktisk en virkelig mulighed«.
Senest lige dér bliver det tydeligt, at det her videointerview ikke kun viser, hvordan personen Billie Eilish har ændret sig. Men hvordan den verden, hun er en del af, har ændret sig. Man kunne også sige: De første tre interviews handlede om Eilish – men det her handler om os alle.