‘Music to Be Murdered By – Side B’: Eminems nye album starter fantastisk, men så…

‘Music to Be Murdered By – Side B’: Eminems nye album starter fantastisk, men så…
Eminem.

Små 25 år inde i karrieren er Eminem produktiv som aldrig før. Marshall Mathers har således udgivet hele fire album i løbet af de seneste tre år. Bare i 2020 har den 48-årige rapper udgivet næsten to timers ny musik i form af et par overraskelsesudgivelser ved navn ‘Music to Be Murdered By’.

Men selv om de nye album er landet som overraskelser, har selve sangene fulgt en forudsigelig formular. For mange af de problemer, der har plaget Eminems musik de seneste 10-15 år, er også til stede på ’Music to Be Murdered By – Side B’, som det seneste album hedder.

Som for eksempel Eminems bitterhed over den nye hiphopgeneration og dens musikalske æstetik, der paradoksalt nok er kombineret med ikke altid vellykkede forsøg på at være en del af den unge lyd.

Her er der således sange som ’Book of Rhymes’, hvor Eminem rapper med Cardi B’s flow fra ’Bodak Yellow’, og den akavede efterligning af Tygas ’Taste’ på ’Killer’. Eminem prøver også at genskabe hittet ’Godzilla’ fra tidligere i år, men fordi sangens bærende stemme, Juice WRLD, i mellemtiden er død, må ukendte MAJ forsøge at efterligne ham på ’These Demons’-omkvædet.

Ingen af de sange er decideret forfærdelige (sidstnævnte har eksempelvis et interessant perspektiv på Black Lives Matter-protesterne), og Eminems evner ved mikrofonen er stadig imponerende.

Men det er lidt paradoksalt, at han bruger så meget tid på at inkorporere nye strømninger, når han samtidig ikke kan skjule den bitterhed mod sine kritikere og den måde, hiphoppen har ændret sig på.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»I get obsessed with reading everything / and let it get the best of me ’til I snap«, som han indrømmer på ’Book of Rhymes’, hvorefter han brokker sig over, at folk ser ham som en gammel mand, der er sur på skyerne. Hvilket jo er ret sjovt og viser selvironi – men ikke ændrer på, at han altså vitterlig er bitter og bruger meget energi på dén følelse.

Som på ‘Zeus’, hvor han advarer Future og Migos om, at de altså også en dag vil blive gamle, eller på ’Favorite Bitch’, der er en klagesang om, hvordan hiphoppen er en »slut«, der har ændret sig for meget. Metaforen om hiphopgenren som kvinde er taget fra Commons klassiker ’I Used To Love H.E.R.’, men hvor denne var nuanceret og tilgivende, ender Eminem – selvfølgelig – med at ville pløkke kvinden i hovedet.

Yikes.

Dén sang er ikke det eneste sted, hvor det modsatte køn bliver angrebet. Den store genforening med Dr. Dre på ’Guns Blazing’ er således en ret rodet affære, hvor begge rappere bruger deres vers på at harcelere over ekskærester og -koner. De to mænd har aldrig lydt længere væk fra ’Forgot About Dre’ end på det her sure opstød af en sang.

Disses, vrede, vold mod kvinder – hvad mangler vi så, for at et Eminem-album er komplet? Nå ja! Den Store Provokation.

Dén må selvfølgelig ikke undlades, så denne gang bruger Marshall Mathers terrorattentater som punchlines (’Favorite Bitch’) og refererer til Bill Cosby og Harvey Weinstein gennem nogle ordspil (’Tone Deaf’).

Man kan mene om dén slags provokationer, hvad man vil, men her skal der blot konstateres, at de her linjer ikke vil noget dybere end at chokere. Når Eminem taler om ting som terror, seksuelle krænkere eller coronavirus (på singlen ‘Gnat’), er det sjældent for at sige noget specifikt om de ting. De bliver udelukkende brugt som punchlines, hvilket afslører det hele som lidt af en tom gestus.

Men ligesom på de seneste to album er der også stadig nok glimt af den gamle rimmester til, at albummet ikke for alvor falder til jorden. Især begyndelsen af ’Music to Be Murdered By – Side B’ er blandt det bedste, rapperen har præsteret i årevis.

Numrene ’Alfred’s Theme’ og ’Tone Deaf’ er over ti minutter lange tilsammen, men de lyder som om, Eminem ikke stopper for at trække vejret en eneste gang. På førstnævnte rapper han simpelthen, indtil beatet stopper – og videre endnu. Som om man fysisk er nødt til at stoppe ham fra at rappe videre. På sidstnævnte jonglerer han derimod ordspil og fornærmelser i bedste Slim Shady-stil.

Selv på mindre stærke sange som ’Gnat’ og ’These Demons’ kan han pludselig accelerere ind i et nyt tempo, når beatet skifter spor.

For han har den der evne til pludselig at skifte op til flere gear op og overrumple lytteren. Eminems fantasi kan stadig fræse afsted i raketfart, hvilket fortsat er fascinerende at lytte til, selv når han ikke opdager, at han kører i ring.

For i de momenter er det mere end tydeligt, at Marshall Mathers på ingen måde er en dårlig rapper i 2020. Han er bare ikke vildt god til at sætte album sammen længere. Til gengæld laver han så flere af dem end nogensinde før.


Kort sagt:
Eminem kører i ring på sit nye surprise-album. For selv om han stadig er en fantastisk rapper, har han ingen nye ideer.

Eminem. 'Music To Be Murdered By – Side B'. Album. Shady / Aftermath / Interscope.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af