‘Hverdag i Paradis’: Nikolaj Nørlunds første soloalbum i syv år er blevet til i undtagelsesåret 2020 – det kan høres
Nikolaj Nørlunds seneste tre album har stået i kollektivets navn. Senest slog han sig med stor succes sammen med digter og forfatter Naja Marie Aidt om det mørkrandede, elektronisk funderede ‘Housewarming’ fra 2019; et kreativt valg, som tilførte musikerens altid solide sangskrivning en ny sitrende energi.
Der er flere grunde til at tolke det mere introverte ‘Hverdag i Paradis’ som lyden af modsatte tilgang. Albummet er Nørlunds første i eget navn siden ‘Det naturlige’ fra 2014, og det er blevet til i løbet af undtagelsesåret 2020, hvor isolation har været et vilkår. Selv om Nørlund har arbejdet tæt sammen med sin faste kapelmester, pianisten Adi Zukanovic, hviler en stemning af melankoli og udlængsel over de ti nye sange.
Når albummet er bedst, udmønter samarbejdet og de usædvanlige omstændigheder sig i et interessant spænd imellem det afdæmpede og det udfarende – fornemt forløst på det gådefulde titelnummer, hvis omkvæd er dystert slæbende, imens de tyste vers vibrerer af iboende rastløshed. »Du tager min hånd og vælter vider’ / jeg elsker dine mørke sider / vend dig aldrig om«, hviskesynger Nørlund over samplet fuglekvidder, så man mærker det såkaldte paradis’ kvælende og påtvungne karakter.
Nikolaj Nørlund og Adi Zukanovic skaber generelt en frugtbar musikalsk legestue på ’Hverdag i Paradis’, der er en af hovedpersonens mest eklektiske udgivelser og udfordrer hans klassiske sangskriverudtryk. For eksempel driver et pulserende elektronisk beat og houseflirtende piano ‘Vi er de tilfældige’ fremad, imens Pet Shop Boys-lydende keyboards og synthesizere farver den nostalgiske ‘Hun læser op’.
Eksperimenterne til trods fremstår Oh Land-duetten ‘Rumskib’ lidt malplaceret; med sine luftige vokalharmonier og gennemførte astronomimetaforer er den Nørlunds måske mest nuttede sang til dato, skønt virkeligheden lurer i den absurde corona-poesi: »En solstorm er varslet her senere på året / vi finder et shelter, er sprittet af / vi tænker det simpelt, tænker det enkelt, kun snapshots og kindkys og kun de nødvendige«.
Selv om humor aldrig er en dårlig idé, synes legesygen her en smule forceret. Bedst er Nørlund (stadig) på balladerne, hvor der er skruet ned for de mange komponenter og op for intimiteten – som den sfæriske ‘Send flere billeder’, der med nøgne tangenter og hvislende hi-hat skaber et dragende lyrisk rum.
Kort sagt:
Det eklektiske og karantæne-rastløse ‘Hverdag i Paradis’ når ikke samme niveau som Aidt/Nørlund-albummet fra 2019 eller soloklassikerne ‘Tændstik’ og ‘Tid og sted’, men Nørlund er stadig forrygende filtret og poetisk selskab.