Patina er lyden af dansk poprock anno 2021 – men debutalbummet ‘Drømmefanger’ mangler noget

Hvis jeg skulle pege på ét band, der er lyden af dansksproget poprock anno 2021, ville det nok være Patina.

Ikke at de er trendsættere på nogen måde, men de indkapsler ret fint, hvilke trends der er på spil lige nu: På ét nummer kan de lyde som Barselona, et andet kan minde om The Minds of 99, og på et tredje kan bandet lyde som Aksglæde. Af selvsamme årsag har jeg svært ved rigtig at finde en identitet på Patinas debutalbum ‘Drømmefanger’.

Der er i grunden noget svært poetisk over denne soniske identitetsløshed. For meget af albummets tekstunivers berør netop besvær med at forstå sin egen identitet og eksistens (hvilket også er en tendens i dansk poprock; bare sku mod Joyce og Søn). Tematikkerne udgør dermed en lim, der ikke rigtig er til stede på resten af albummet.

Det er dog ikke helt lim nok. ‘Drømmefanger’ lyder mere som en playliste end et samlet værk, når den flødesoulede ‘Tiden går i stå’ kommer direkte efter den janglerockede energibasker ‘Sådan må det være (uhhhh)’.

Men omvendt: Det er en relativt velsammensat playliste. ‘Se på mig’ er skræddersyet til at være et åbningsnummer med sin proklamerende levering og et indledende vers, der bogstaveligt talt handler om at begynde sin dag. Og med sin udvikling fra æterisk dreampop til næsten James Bond’sk patos er afslutningsnummeret ‘Under skyerne’ på alle måder selvskrevet til netop at afrunde albummet – også selv om det er det eneste nummer uden den sprælskhed, der ellers må være det tætteste på en æstetisk rød tråd for værket.

I ét aspekt har Patina dog virkelig fat i den lange ende. ‘Flammer rammer’ og ‘Sådan må det være (uhhhh)’ er ikke blevet store radiohits uden årsag. De tre herrer i Patina har simpelthen nogle formidable ører for hooks. Og på den front står de to ovennævnte sange altså ikke alene.

Albummet er spækket med omkvæd, der borer sig ind i kraniet på lytteren. Især ‘Omvendt forsvar’ og ‘Galleri’ har kørt på rotation i mit hoved, men de fleste sange inviterer til at blive nynnet, når de er overstået – igen med ‘Under skyerne’ som en sær undtagelse.

Og den der følelse af at få lyst til at nynne med, det er en fed følelse. Og det samme gælder den rus af energi, som de mest tempofyldte numre skaber. Men med så alvorlige emner, som tekstuniverset behandler, ville jeg ønske, at bandet fik mig til selv at kunne føle den fornemmelse af tomhed og angst, som deres tekster skildrer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Tænk, hvis nu teksterne mere konkret beskrev, hvad der forårsagede de følelser, sangene omhandler. En sang som ‘Flammer rammer’ er egentlig fyldt med glimrende metaforer for, hvordan en eufori kan få en til at glemme sine problemer for en stund. Men teksten kommer aldrig med noget så specifikt, at jeg kan sætte mig i fortællerens sted. Det bliver så generelt, at jeg slet ikke kan placere det i en virkelighed.

Selv hvis blot musikken skabte de stemningsbilleder, som emnerne kræver, ville det gøre stor forskel. Uanset hvilken lyd, bandet bevæger sig over i, bliver den dog så pæn og poleret, at jeg har svært ved at føle, at det er forankret i nogen ægthed. Det er påfaldende let at overse alvoren i teksterne, så pæn er instrumentationen. Lige lidt mere støj på guitaren eller lidt mere udtalte dissonante synthtoner ville betyde uendeligt meget.

Når følelserne ikke trænger bedre igennem, så bliver Patina ved med at stå i skyggen af mere etablerede bands, der laver lignende musik, men med mere slagkraft. Når jeg hører en så The Minds of 99-klingende sang som titelnummeret på ‘Drømmefanger’, men ikke kan mærke den tyngde, som er til stede på for eksempel ‘Alle skuffer over tid’, så får jeg mest af alt lyst til at vende snuden mod sidstnævnte.

---

Kort sagt:
Patina behandler eksistens og identitetsforståelse, og selv om debutalbummet er spækket med fremragende hooks, lyder det tit som en udvandet udgave af bredere tendenser i dansk poprock.