Darksides fængslende comebackalbum inviterer til, at du lægger dig ned og lukker øjnene
Det giver rigtig god mening, at Nicolas Jaar netop nu vender tilbage til duoen Darkside.
I 2020 havde produceren et af sine travleste år nogensinde med tre storroste udgivelser: ‘Cenizas’, ‘Telas’ og ‘2017-2019’ – sidstnævnte under aliasset A.A.L. (Against All Logic). De tre album er på hver deres måde ganske udfordrende lytteoplevelser.
Alle lægger de op til, at man som lytter skal sidde for sig selv og dykke ned i de detaljerede teksturer, snarere end de vil præsentere iørefaldende grooves, man øjeblikkeligt bliver overvundet af – en disciplin, Jaar i 2018 ellers viste, at han også mestrede, da han udgav det første A.A.L.-album.
Og i forhold til denne musikalske tilgang giver Darkside Jaar nogle spillekort, der er rigtig interessante.
Den væsentligste ingrediens, der adskiller Darkside fra Nicolas Jaars mange andre projekter, er selvsagt duoens anden halvdel, Dave Harrington. Harrington er multiinstrumentalist, og selv om han skam gerne befinder sig bag computeren, når de to laver musik, har han oftest et fysisk, organisk instrument i hånden – særligt guitar og bas fylder en del i lydbilledet.
Denne sammensætning af det løse, organiske og det mekaniske og elektroniske kan noget ganske særligt, når det bliver udført så godt som på Darksides andet album, ‘Spiral’. Som om det viser den menneskelige sjæl blive kvast i den kolde, maskinelle verden, som senkapitalismen faciliterer.
På Darksides første album, ‘Psychic’ tilbage fra 2013, var trommerne programmerede. Jeg har ikke kunnet snuse mig frem til, hvorvidt dette også er tilfældet på ‘Spiral’, men det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er nogen livetrommer.
Ellers har Jaar og Harrington fundet de mest livagtige, emotionelle trommesamples, man kan få fingrene i. Når trommerne eksempelvis går amok til sidst på nummeret ‘The Limit’, er det, som om hele det musikalske udtryk helt spontant falder fra hinanden. Som om trommeslageren bare har fået nok, så han vælger ukontrolleret at hamre trommestikkerne på, hvad end der er foran ham, om det så passer med sangens rytmik eller ej.
Når målsætningen er at udforske teksturer, så er der altså en helt ny verden, der åbner sig, når ‘Spiral’ byder på en næsten nøgen guitarsolo på ‘Liberty Bell’ eller en sumpet, sludgy basgang på ‘I’m the Echo’.
Der er virkelig kælet for lyden. Man kan nærmest høre, hvor meget luft, der er mellem strengene, og præcis hvilken retning fingrene har bevæget sig. Det gør, at en elektronisk musiker har dejligt meget at arbejde med.
Og her beviser Jaar sig atter som en visionær i en kreativ glansperiode. Darkside skaber de smukkeste teksturer og soundscapes, som inviterer til, at man sidder alene med dem, lukker øjnene og måske endda ligger ned imens.
På titelnummeret er der diskrete, forvrængede synthlyde i baggrunden, der konstant gør stemningen mere forstyrret og utryg, selv mens vokalen er mest sårbar. På ‘Lawmaker’ varsler et Ennio Morricone-kanaliserende soundscape, at et voldeligt opgør er lige om hjørnet.
Det er alt det soniske guf, der har virket så godt på Nicolas Jaars seneste par album, men her er det langt mere tilgængeligt. Ikke kun grundet den øgede organiske instrumentation, der altså giver albummet en følelse af menneskelighed. Men også grundet en mere melodisk tilgang til sangskrivningen.
Mange af sangene på ‘Spiral’ starter med så fængslende melodier, at du sagtens kunne tro, at du var i færd med at høre endnu en quirky omgang indiepop. Men med tiden viser Darkside, at der lurer mere under overfladen. Og så bliver man for alvor opslugt.
Kort sagt:
På ‘Spiral’ viser Nicolas Jaar endnu en gang, at han er ekspert i at skabe engagerende elektroniske teksturer. Men denne gang er det i et mere tilgængeligt format – dels grundet de mange stærke melodier, dels grundet Dave Harringtons håndspillede instrumenter.