Nicolas Jaars næsten uoverkommelige ‘Cenizas’ kan have en rensende effekt

4 6
Nicolas Jaars næsten uoverkommelige ‘Cenizas’ kan have en rensende effekt
Nicolas Jaar.

Når det virker som om hele verden er ved at knække sammen rundt om en, kan det være fristende at ty til musik som en slags opløftende oase i alt kaosset. Og det er der ikke noget galt i. Men nogle gange kan man også komme igennem ved at overgive sig.

Nicolas Jaars nye album ‘Cenizas’, der er spansk for aske, forsøger at gøre netop dette. Albummet er blevet til i en tid, hvor chileneren (ironisk nok inden der var noget, der hed coronavirus) isolerede sig selv i et forsøg på at finde frem til roen og positiviteten midt i den tumultøse verden.

Det er tydeligt, når man hører albummet, at det ikke lykkedes. Jaar har selv skrevet, at jo mere han prøvede at slippe væk fra negativiteten, »jo mere stablede den sig op i et mørkt rum. Og jeg måtte acceptere det faktum, at mørket, jeg prøvede at undslippe, altid ville vise sit grimme ansigt. Endnu mere, når jeg prøvede at søge mod det positive. Forhåbentligt viser ’Cenizas’ kun mørket for at vise en vej ud af det«.

Det er altså i det lys (eller mørke), man skal se ‘Cenizas’ og dens »lydskår«, som Nicolas Jaar selv udtrykker det.

Albummets rumklangsmættede og minimalistisk instrumenterede numre føles som om de stiger op af en dyb grotte. ‘Cenizas’ og ‘Mud’ slæber sig af sted med en vokal, der lyder nærmest umenneskelig, og begge befinder sig et sted mellem virkeligheden og en fjern drømmeverden.

‘Agosto’ har karakter af avantgarde jazz med sin blanding af klarinet og synthesizer, mens klaveret skejer ud på ‘Gocce’ akkompagneret af en urytmisk percussion og ubehagelige droner.

Det er dystre, nærmest deprimerende lydbilleder i sådan en grad, at det kan være svært at lytte til. Men når man først overgiver sig, er der en slags skønhed i den ekstreme modløshed og de på en måde destruktive og opgivende stemninger, Nicolas Jaar eksisterer i.

Der er dog også numre, der i hvert fald forsøger at vise en vej ud af grotten og en slags frelse eller genfødsel. ‘Sunder’ gør stadig brug af et desorienterende og ubehageligt lydbillede, men har en mere opløftende tonalitet, og den rolige klaverballade ‘Garden’ er som et lille fredfyldt åndehul. ’Hello, Chain’ er storladen, højtidelig og nærmest kirkelig, båret af et kor og en ambient lydflade. Det er på sin vis også dystert, men det har også en karakter af frelse.

‘Cenizas’ er virkelig en krævende, nærmest uoverkommelig lytteoplevelse. Det er som at være fanget i soundtracket til en sort-hvid arthouse-horrorfilm, hvor man kun lige forstår plottet, og man er aldrig er sikker på, hvilket dunkelt lydbillede, der venter rundt om hjørnet.

Men kedsomheden ligger også på lur, og koblet med albummets nedtrykkende karakter skal man virkelig have mod på at begive sig ned i dybet. Men hvis man står igennem, kan man måske komme ud på den anden side renset og genfødt af asken.


Kort sagt:
På ‘Cenizas’ dyrker Nicolas Jaar et ekstremt dystert, mørkt og krævende lydbillede. Men hvis man lykkedes med at komme igennem ‘Cenizas’, kan det have en nærmest rensende karakter.

Nicolas Jaar. 'Cenizas'. Album. Other People.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af