Nicolas Jaars hemmelige album er et ægte surprise-party
Jo mere hypet en musiker bliver, des mere kræver det af ham eller hende at undgå at blive låst fast i et bestemt, kunstnerisk image.
Nicolas Jaar må efterhånden siges at være ret hypet. Alligevel formår han at sno sig uden om enhver form for fastlåsning. Han bliver ved med at få sit publikum til at måbe undrende. Denne gang har han taget os alle på sengen med surprise-albummet ’2012-2017’, der pludseligt og uden promovering blev udgivet under hans slumrende alias Against All Logic.
Både alene og i forbindelse med forskellige samarbejder er Jaar jævnligt dukket op under forskellige aliasser – for eksempel Darkside og Teatre Roosevelt – og der er mere af den samme, lettere dramatiske vinkling af vokaler og beats at spore i hans nye soloudspil. Men der er langt fra tale om gammel vin på nye flasker. Med dyb, soulet sang og knitrende beatmanipulation skaber han endnu engang sin egen, ikoniske genrehybrid.
Syntetiske vokaler, der vokser i styrke for at blive afbrudt af forløsende breaks, skaber en pirrende popdynamik, der får hvert nummer til at gnistre og ulme. Det virker som om, Jaar oser af et uudtømmeligt, musikalsk overskud, og gennem sine både lytte- og dansevenlige melodier deler han gavmildt dette overskud med os andre.
På de to første numre er det lange, groovy, loops, der sættes til at rense øregangene og gøre dem bløde og smidige. Men når man er Nicolas Jaar, skrues tempoet selvfølgelig op, før det går hen og bliver kedeligt. Jaar skaber en stemning, der jager i brystet som på et kogende dansegulv, men samtidig også som på en rutsjebanetur after dark i et sommertivoli. Og det er fortsat de blankpolerede blæsere, de vidtløftige vokalpassager og de brændt tonede tangenter, der leder os rundt i svingene, mens mørket langsomt sænker sig i baggrunden.
Agains All Logic lader til at være et mere mainstream-orienteret, elektronisk klubprojekt – i modsætning til Jaars sædvanlige, lydmæssige eksperimentarium. Her er langt mere rytme og sprøde beats til stede end på hans tidligere album, der i den grad har dyrket de systematisk opbrudte klangflader. Det er især house-bangeren ’Hopeless’ et godt eksempel på.
Kvaliteten af samtlige numre på albummet giver dog også en svag følelse af, at det pludselig heller ikke længere er til at sige, hvad der egentlig er hoved- og sideprojekter for beatmageren selv. Han fucker i den grad med sit eget indtryk.
Forundringen bliver endnu større, når en ægte disco-vibe kommer brasende ind via ’Know You’, der med sine klare ekkosvar glider over i den mere electro-jazzede ’Such A Bad Way’. Dette nummer sampler Kanye Wests i forvejen veldrejede ’I Am a God’, men Jaars egne kreationer er mindst lige så forbløffende.
Et andet højdepunkt er ’Cityfade’, hvor sirener og fuglesang blander sig med forvrængede akkorder og rumklang. Kun Nicolas Jaar kan få sine instrumenter til at lyde som om, han selv har opfundet dem, så man får en følelse af at høre netop denne slags synth for allerførste gang.
Kort sagt:
Nicolas Jaar kaster lytteren ud i et hedt joyride uden de umiddelbart kølige, melankolske undertoner, han tidligere har dyrket. Men melankolien er alligevel til stede som subtile smertepunkter i både vokaler og instrumentation. Det klæder Jaar utrolig godt igen at nærme sig lidt mere et klassisk, festligt dj-set til et surprise-party end en indesluttet museums-performance.