Storspillende Iceage fik de seneste kapitler i bagkataloget til at lyde som deciderede bangers
Iceage har i nogle henseender givet sig selv en udfordring ved at skrue en så visionær, fyldig og lækkert produceret rockplade som ‘Seek Shelter’ sammen. For hvordan transcenderer man et gospelkor til et mere asketisk liveformat?
Torsdag aften på Dyrskuepladsen (åh, at skrive disse ord) til Roskilde Festivals Summer Days savnede jeg hverken gospel, strygere, Sky Ferreira eller nogle af de andre delikate ingredienser, der har gjort sangene på bandets seneste par album til noget, jeg har lyst til at kalde luksusrock. For med en blussende antændt energi og enigmatiske Elias Bender Rønnenfelt i front fik Iceage de nyeste kapitler i bagkataloget til at lyde som deciderede bangers.
‘Take It All’, ‘Dear Saint Cecilia’ og ‘Painkiller’ udgjorde en medrivende og direkte blæret indledning, som demonstrerede Iceages totale beherskelse af ruskende rockmelodier.
Rønnenfelt tog sig ganske vist tid til at sige pænt goddag og sende skud ud til Slim0 og Selma Judith (dagens andre optrædende), men der var noget forrygende kontant over det seks mand store bands solidt samspillede leveringer af nye sange som ‘Vendetta’ og ‘High And Hurt’.
At Casper Morilla i år er blevet føjet til den ellers fast sammentømrede konstellation, giver god mening, for med to guitarister (og en meget flittig tamburinspiller) behøvede Iceage til Summer Days ikke at gå på kompromis med den rige lyd på ‘Seek Shelter’.
Og med enkelte, velvalgte virkemidler spillede bandet en fest frem i ly af regnen; som da hvidt lys indhyllede scenen under de effektive breaks på den syv år gamle Iceage-klassiker ‘The Lord’s Favourite’, der også denne aften tillod frontmanden at give den som fuldemandsslingrende, men knivskarp cowboycrooner.
Det nye albums mere inderlige, næsten sakrale øjeblikke som ‘Shelter Song’ og ‘The Holding Hand’ indebar markante, men veltimede temposkift, imens den desillusionerede ‘Catch It’ lukkede ballet med hænder i vejret og en distortionstøjende outro.
Selv om den The E-Street Band-rockede ‘Gold City’ glimrede ved sit fravær, og Iceage måtte nøjes med Dyrskuepladsens mindste scene, fremstod Danmarks måske bedste rockband på alle måder store. Vokseværket blev forløst.
Kort sagt:
Med en blussende antændt energi og enigmatiske Elias Bender Rønennfelt i front fik Iceage de nyeste kapitler i bagkataloget til at lyde som deciderede bangers til Summer Days. Der var noget forrygende kontant over det seks mand store bands solidt samspillede leveringer af nye sange som ‘Vendetta’ og ‘High And Hurt’.