KOMMENTAR. På visse dele af musikinternettet er der en besættelse af at udpege, hvornår popstjerner – og især kvindelige popstjerner – er ved at floppe.
Det er næsten som om, nogle ’fans’ får en form for skadefro, håndfladegnubbende glæde ved at se artister, der for kort tid siden blev hypet til de højeste himmelstrøg, blive hevet godt og grundigt ned på jorden igen.
‘Så kan de lære det! Ha! Back to Earth’!
Sådan har stemningen lidt været omkring Billie Eilish de seneste måneder, og sangeren har faktisk endda været ude og reagere på ‘flop’-anklagerne, der blandt andet herskede på TikTok.
»Æd mit støv, mine bryster er større end dine«, lød det fra hende ved den lejlighed.
Årsagen til den diskurs skal blandt andet findes i, at Billie Eilishs singler ikke har hittet på samme måde som eksempelvis ’Bad Guy’ gjorde i 2019, og i det faktum, at Eilish har haft sine første mindre problemer med internetoffentligheden.
Der har således været nogle sager omkring queerbaiting vedrørende den pudekampsglade ’Lost Cause’-video, og så er der dukket nogle ældre optagelser op, hvor den amerikanske popstjerne brugte et racistisk udtryk. Sidstnævnte har hun efterfølgende undskyldt for.
Albummet ’Happier Than Ever’, der landede sidste måned, har heller ikke helt haft samme gennemslagskraft som den storhittende, generationsdefinerende debut. Hverken kommercielt eller hos anmelderne.
Nu er det ikke denne artikels intention at melde sig i koret og råbe »FLOP!!!«, men det er måske alligevel værd at prøve på at forstå, hvad der lige præcis er sket med Billie Eilishs album nummer to. Noget er der nemlig tydeligvis gået galt.
En ny Billie Eilish
Den 19-årige amerikanske sanger var jo kørt i stilling til at være ikke bare en popstjerne, men popstjernen. Man forestillede sig, at hun ville være den største popkunstner i de kommende mange år.
Og det kan hun selvfølgelig sagtens nå endnu. Bevares: ’Happier Than Ever’ har ligget nummer et på albumcharten i USA i to uger nu. Det er ikke sådan, at verden har mistet interessen for Eilish.
Men albummets sange er – på nær titelsangen – forsvundet ud af listen over de 50 mest streamede sange på Spotify både på verdensplan og i Danmark.
Det er altså som om, at hypen og opmærksomheden har nået et mere afdæmpet – nogen ville sige: normalt – leje, hvor Eilish er en popstjerne blandt mange. Og hvor hun må acceptere at blive overgået rent streamingmæssigt af dette års helt nye, megahypede popnavn Olivia Rodrigo.
Det er svært at sige, hvad den mere moderate succes skyldes, men det kan måske betale sig at se på én umiskendelig forandring hos popstjernen: Billie Eilish fra 2021 hverken ser ud eller lyder som Billie Eilish fra 2019.
Det er måske et klassisk eksempel på et af (pop)musikkens ældste problemer: Den Svære Toer. Man kan enten køre videre i debutens rille eller ændre sig. Eilish har valgt det sidste.
Hun har farvet håret blondt og poseret i pinup-stil på forsiden af Vogue, hvilket er en stor kontrast til den tildækkede, oversize-stil, hun blev et overnight-modeikon med.
Rent musikalsk har hun til ‘Happier Than Ever’ primært skabt stille ballader og afdæmpede popsange, hvor hendes tidlige succes ellers i høj grad baserede sig på mareridtsagtige bangers som ’Bad Guy’ og ’Bury a Friend’.
I stedet for at skrive store omkvæd, har hun virket interesseret i at skrive sange med stærke budskaber. Og i stedet for at være antitesen til den konventionelle popstjerne, har hun insisteret til sin ret på at være feminin, hvis hun har lyst til det.
Det er både modigt og kunstnerisk ambitiøst at vove sådan et stilskifte. For selvfølgelig kan Billie Eilish ikke være en moody teenager i joggingtøj resten af sit liv.
Men faren ved at distancere sig så skarpt fra sin tidligere æstetik er samtidig, at Eilish mister nogle af dem, der elskede hende for det, hun var før.
En fremmedgjort popstjerne
Eilish havde jo i dén grad ramt noget i tiden. Når man så de gigantiske hærskarer af mestendels unge, kvindelige fans, der fulgte hende over alt, var det helt tydeligt, at hun havde givet stemme til noget i sin generation.
De elskede Eilish for hendes kompromisløse stil og attitude, og de spejlede sig i teksterne om dårligt selvværd, angst, depression og ensomhed.
Mange af de ting er stadig til stede i Eilishs musik, men de er måske ikke nødvendigvis kernen af ’Happier Than Ever’.
Det album handler langt mere om konkrete forhold og en generel væmmelse ved at være kendt. Det er et breakup-album uden umiddelbare hits, der samtidig har en nærmest Drake-agtig fremmedgjorthed i sig.
Før sang Billie Eilish om at hade den person, hun så i spejlet; nu synger hun om, at hun hader sine stalkere.
Det er der måske ikke helt så mange unge mennesker, der kan spejle sig i.
Gør det ‘Happier Than Ever’ til et flop? Nej. Ikke nødvendigvis.
Men det distancerer måske Billie Eilish en smule fra den generation af ensomme outsidere, hun før havde givet stemme til.