KOMMENTAR. Kunst – og måske særligt musik – har mulighed for at tale til os på en helt særlig måde, når vi kan genkende os selv i det.
Det kan være noget så simpelt som at høre et klassisk breakup-album som Marvin Gayes ‘Here My Dear’, når man selv afslutter et romantisk forhold på knap så elegant vis.
Det kan være at klynge sig til Joy Divisions deprimerede toner, når man er helt nede i kulkælderen. Det kan sågar være at skrue helt op for Daft Punks ‘One More Time’, når man befinder sig i en ustyrlig glædesrus.
Vi spejler os i følelser – det er intet nyt. Men vi spejler os også i identitet og i hvilke oplevelser, vores identitet er med til at danne. Og som biseksuel mand er det kæmpestort for mig at se, hvad Lil Nas X har opnået med debutalbummet ‘Montero’.
For det er et værk, der absolut ikke holder igen med at annoncere til hele verden, at forfatteren bag er homoseksuel – og værket udforsker den verden, han eksisterer i som homoseksuel mand.
Okay, jeg kan allerede se tastaturkrigere for mig, der prøver at fortælle mig, at de altså er pisseligeglade med hvilken seksualitet, musikerne, de lytter til, har. At al denne snak om repræsentation er ligegyldig, og at det bare handler om, hvorvidt musikken er god.
Den lille industrihemmelighed er dog bare, at musikkvalitet er en virkelig subjektivt forankret størrelse, og at hvem vi er spiller en stor rolle i, hvad vi kan lide.
En mulig milepæl i queer musikhistorie
Tag ikke fejl: Jeg nyder skam en del musik fra mennesker, jeg så godt som intet har til fælles med – mit yndlingsalbum fra 2018 var lavet af en 81-årig brasiliansk kvinde, der udelukkende sang på et sprog, jeg ikke forstår. Men det er så dejligt forsonende at høre nogen sætte ord på en virkelighed, der har paralleller til min egen.
Og – bare så skeptikerne er med – det behøver altså ikke at være køn, klasse, race, seksualitet eller de andre klassiske intersektionelle markører. Jeg faldt pladask for Weezers debutalbum, da jeg hørte det første gang, fordi de sang om at være kiksede, nørdede typer, præcis som jeg selv var.
‘Losing My Edge’ af LCD Soundsystem vil for evigt være en sang, der taler til mig, fordi det handler om en fortæller, der tror, han er mere værd end sin omverden grundet sin encyklopædiske musikviden – og at jeg må anerkende, at jeg ser mig selv mere i ham, end jeg helt ville ønske.
På samme måde finder jeg meget af mig selv i Lil Nas X’s debutalbum ‘Montero’, der udkom i sidste uge.
Ikke kun fordi vi begge er tiltrukket af mænd og dermed befinder os uden for samfundets forventninger til, hvordan seksualitet ser ud. Men også fordi han kommunikerer sin eksistens på en måde, der er meget meningsgivende for mig, der også er barn af internettet, og kun er få år ældre end han selv er.
Jeg har skam tidligere hørt album fra perspektiver, der klinger lidt derhenad. Men aldrig nogen, der har fået så meget opmærksomhed som ‘Montero’, der derfor sagtens kan ende som en milepæl i queer musikhistorie.
Marketing som queer-aktivisme
Lil Nas X har i tiden op til udgivelsen af ‘Montero’ udnyttet internettets muligheder genialt godt, og hans seksualitet har afgjort spillet en stor rolle i det.
Han har bevidst optimeret, hvordan han bedst muligt kan sige »her er jeg, og jeg omfavner den jeg er, uanset hvad I andre måtte sige til det« på en måde, der øjeblikkeligt er opsigtsvækkende, selv i en strøm af lokkende onlineindhold, der kæmper om din opmærksomhed.
Min Soundvenue-kollega Kristian Karl har allerede grundigt dissekeret, hvor ufatteligt effektivt dette er som en marketing-strategi. Og som han også selv kommer ind på, er det meget mere end blot marketing – det er nærmest viral queer-aktivisme.
Lil Nas X’s SoMe-posts og musikvideoer er specifikt konstrueret til at være så opsigtsvækkende, at homofoberne ikke kan lade være med at åbne munden.
Homofoberne giver ham således ikke blot gratis reklame, men hans værker er også konstrueret, så homofobernes argumenter gang på gang med nødvendighed er så åbenlyst latterlige, at hele internettet kan samles om at gøre grin med, at der er nogen, der går i panik over at se Lil Nas X give Satan en lapdance.
Når den konservative kommentator Matt Walsh kalder Lil Nas X for »a disgusting dirtbag predator who shouldn’t be allowed within 50 yards of a school ever again«, bliver hans ellers populære YouTube-kanal mødt af et hav af downvotes.
Når den republikanske guvernør Kristi Noem siger »We are in a fight for the soul of our nation« som reaktion mod Lil Nas X’ Satan-sneakers, er Twitter fyldt med folk, der gør nar af hende.
Lil Nas X er altså ikke blot med til at normalisere at udtrykke homoseksualitet højlydt – men han har også været med til at få homofobi til at se mere ynkeligt ud end nogensinde før. Alt imens han selvfølgelig fik skabt omtale om sit album op til udgivelsen.
Den multifacetterede Montero Lamar Hill
Nu er albummet endelig ude, og ligesom min kollega Kristian Karl, der anmeldte albummet, er jeg rigtig tilfreds.
Singlerne antydede et ret så selvreflekterende album, og det er i høj grad det, vi har fået.
Albummet står i mine øjne klart stærkest, når man lærer Lil Nas X ordentligt at kende, og seksualitet fylder en del på tracks som singlerne ‘Montero (Call Me By Your Name)’ og ‘Sun Goes Down’, samt de nye ‘That’s What I Want’, ‘Lost in the Citadel’ og ‘Life After Salem’.
Lil Nas X giver med disse sange lytteren et indblik i hans virkelighed. Og der er dele af det, jeg kan spejle mig alt for godt i.
Der er selvfølgelig visse elementer, der intet har med mig at gøre (jeg har eksempelvis aldrig været i et forhold som det beskrevet på ‘Life After Salem’), men Lil Nas X er en så effektiv fortæller, at det ikke er svært for os at sætte os i hans sted.
Det er endnu en ting, repræsentation i kunsten kan gøre: Hvis vi ikke har den store erfaring med bestemte samfundsforhold, er kunst en fremragende måde at få sat sig ind i den verden, kunstneren beskriver.
De færreste af os er verdensstjerner, men når man hører et album som Kanye Wests ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, er det ikke svært at sætte sig i hans sted. Det er en dybt bevægende udgivelse, også selv om den omhandler en celebrity-virkelighed, der er fjern for de fleste.
På samme måde tror jeg, at ‘Montero’ kan være et album, der vil gøre mange mennesker klogere på, hvordan det er at være en homoseksuel mand – og måske især hvordan det er at være en ung, sort, homoseksuel amerikansk mand i offentlighedens søgelys.
For ‘Montero’ er et album, der viser mange facetter af Lil Nas X – eller Montero Lamar Hill, som han egentlig hedder. Ud over hans seksualitet, lærer vi også meget om hans barndom, hans drømme i livet, og hans hæsblæsende rejse mod sin status som superstjerne.
Der er meget at tage fat på. Og jeg tror afgjort, det kan gøre os til mere empatiske mennesker, hvis vi forholder os til det hele grundigt.