Årets bedste album – ifølge Soundvenues musikanmeldere

I december har vi her på redaktionen kåret årets bedste danske og udenlandske album. Men hvilke album har vores stab af anmeldere som personlige favoritter fra 2018? Vi bad vores musikanmeldere om at udvælge ét yndlingsalbum fra 2018 med det ene benspænd, at det ikke må figurere på redaktionens lister. På den måde får vi nogle oversete perler i spil.
Årets bedste album – ifølge Soundvenues musikanmeldere
Troye Sivan. (Foto: Hedi Slimane)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Killy ‘Surrender Your Soul’

Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »Toronto-talentet Killy er ikke på nogen måde den første rapper til at blande tyk autotune og emotionelle melodier om følelseslammende stoffer – 2018 er nærmest oversvømmet af emorap. Alligevel er det lykkedes Killy at skabe sin egen lyd, der udspringer fra et mørkt manga-inspireret trap-univers, som med debutalbummet ‘Surrender Your Soul’ for første gang helstøbes. Og det hele ligger i stemmeføringen, der under autotunen konstant krakelerer og forvrænger følelserne i musikken på en ny måde. Han har allerede ført sin lyd stærkt videre med ep’en ‘Killstreak’, og det er kun et spørgsmål om tid, før Killy for alvor bryder igennem globalt«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

SiR ’November’

Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Den Top Dawg Entertainment-signede r’n’b-sanger Sir Darryl Francis har med ’November’ begået en regulær lille sonisk sci-fi-rejse. En rejse, der tager sin lytter med ud at svæve over jazzet ekvilibrisme, sensuel neo-soul og tilbagelænede boom bap-beats – alt sammen i sexet slowmotion, så alle facetterne i r’n’b-kompositionernes røgslør nærmest kryber ind under huden. Højdepunktet ’Something Foreign’, der gæstes af TDE-kollegaen Schoolboy Q, er et stærkt eksempel på SiR’s sanselige sangskrivning med slæbende beats, en jazzet basgang og et blidt pianohook, der bliver hængende i luften længe efter, røgen er lettet«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tribulation ’Down Below’

Valgt af Emil Hansen: »På lidt under et årti har svenske Tribulation bevæget sig fra bestialsk dødsmetal til noget langt mere underfundigt, og på ’Down Below’, deres fjerde album, synes metamorfosen fuldkommen, som gruppen excellerer i en teatralsk gotisk rock med en raspende growl-vokal. Tribulation låner lige så meget fra postpunkens mulm og mørke som fra den riffbaserede metal, men frem for at blæse virkemidlerne ud med fuld kraft, kommer kompositionerne til udtryk med underspillet dramatik. Den lavmælte intensitet og indestængte aggression peger på et langt dybere mørke, og det er i denne antydningens kunst, at ’Down Below’ belønner og betager over tid«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Eleanor Friedberger ‘Rebound’

Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Eleanor Friedbergers seneste album bekender sig til 80’ernes elektroniske pop med sugende keyboardflader og hjemsøgende omkvæd. Samtidig er ’Rebound’ med sin her og der lidt excentriske fornemmelse i familie med nogle af de album, Friedberger lavede sammen med sin storebror i den overrumplende duo The Fiery Furnaces. ’Rebound’ byder på en genfundet glæde ved at vælge de lidt skæve og ubelyste ruter. Inspirationen og albumnavnet til de ti skæringer med boblende elektronisk pop er fundet i en tidslomme af en gotisk Athen-natklub, der kun holder åbent lørdag nat efter kl. 03.00. Ud fra albummet her at dømme må stedet helt sikkert være et besøg værd«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Troye Sivan ‘Bloom

Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Jeg var stærkt begejstret, da jeg anmeldte Troye Sivans ‘Bloom’ i september, og siden er begejstringen vokset til noget nær en regulær besættelse: Jeg kender hans morgenrutine, hans favorit-læbepomade, og jeg ved, hvad hans hund hedder (Nash). Men besættelsen skyldes altså først og fremmest ‘Bloom’, og med flotte, ærlige tekster og en frygtløs, euforisk poplyd har Troye Sivan virkelig vundet mit hjerte. Alle ti sange på albummet er gode, men særligt ‘My My My’, ‘Bloom’ og ‘Dance To This’ står ud som nogle af årets allerbedste popsange for mig«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Elza Soares ‘Deus é Mulher’

Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Elza Soares, dronningen af avantgarde samba, er 81 år gammel, men lad ikke alderen narre dig – hun er villig til at tage flere chancer end størstedelen af musikere i 20’erne. Hun har på ’Deus é Mulher’ allieret sig med nogle af Brasiliens mest spændende eksperimentelle musikere, og sammen med dem skævvrider hun samba, artrock og endda en snert postpunk i løbet af 11 sange. Hendes lydunivers er spraglet og fyldt med overraskelser, men der er altid en stærk melodi i fokus, og albummets farverige instrumentation formår konsekvent at gøre sangene dybt engagerende«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skammens Vogn ‘Musik og drøm’

Valgt af Thomas Balslev Brandt: »Bare titlen på det nyeste album fra Skammens Vogn, synes jeg, fortjener en pris: ‘Musik og drøm’. Det er et godt eksempel på, at det her er Danmarks mest uprætentiøse rockband. De spiller og synger stadig som brækkede arme, men der er skub i sagerne og uforglemmelige melodier på disse otte sange, der nok bedst kan beskrives som tævepattepunk fra leverpostejsstaten. Ingen kan som forsanger Nikolaj Zeuthen vride sine stemmebånd om en kliché som »Jeg har brug for dig« og få det til at lyde så friskt og sandt som her. Ganske enkelt et album uden sidestykke«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nipsey Hussle ’Victory Lap’

Valgt af Denis Kostic: »I et år, hvor hiphop fortsat forgrenede sig ud i et stadigt større stamtræ af undergenrer, er der noget dejlig genkendeligt over at have Nipsey Hussles debutalbum ’Victory Lap’ i rotation. Nipsey har mixtapes galore på samvittigheden, men her indkasserer han endelig sit fulde potentiale med triumferende g-funk marineret i kamphærdet autenticitet, velvalgte samples og en gæsteliste, hvor L.A.-venner skinner uden at stjæle showet. Sangtitler som ’Blue Laces 2’, ’Status Symbol 3’ og ’Keyz 2 the City 2’ vidner om fortsættelser, men ’Victory Lap’ føles som en helt ny start for den 33-årige gadelegende og tidligere Crips-medlem«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sarah Klang ‘Love In the Milky Way’

Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »Sarah Klang har fået kælenavnet ‘the saddest girl in Sweden’ i sit hjemland, og balladerne på debutalbummet driver da også af uforløst længsel og melankoli. Men 26-årige Klang har både humor og power – tjek blot hendes yppige og pyntesyge looks på Instagram. Vitaliteten og nostalgien fletter fingre på de countryinspirerede popsange, der skal opleves live, hvor de forløses af en sortklædt sekstet med Klangs prægtige vokal i front. Trods tørke og afbrændingsforbud stod mit hjerte i flammer hele sommeren, og ‘Love In the Milky Way’ satte lyd på som få andre album i 2018«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Juice WRLD ‘Goodbye & Good Riddance’

Valgt af Niels Jul Bruun: »Trapbeats, emo-fornemmelser, en kronisk slidt stemme og (overdrevent) melodramatiske tekster mødes på måske ikke årets bedste album, men et af dem, der ramte tidsånden bedst. Den unge emo/Soundcloud-rapbevægelse er allerede gået igennem mere end hvad godt er og brændte nærmest ud, før den peakede. 2018 var præget af angst og sorg, og Juice WRLD blev et af samlingspunkterne for en depressiv, xanax-poppende Generation Z, der mest reagerer på følelser og moods fremfor formfuldendte værker. Et dragende, næsten for meget album, der på smuk, tragisk vis taber sig selv i stoffer, håbløshed og heartbreak«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rising ‘Sword and Scythe’

Valgt af Martin Gronemann: »For mig kan musikåret ikke gøres op uden Rising, som på deres nye album fortsætter den solidt formstøbte kurve og tillægger den raffinerede nuancer. Selv om kvintetten hovedsagligt tapper fra metallens og sludgerockens næringsrige kilder, levnes der også plads til storladne finesser af progrock. Iørefaldende og komplekse guitarriff knejser mod en afvekslende og dynamisk rytmesektion og smukke mellotron-partier, mens Morten Grønnegaards reflekterende og intelligente tekster beskriver en verden, som vi godt ved fortjener bedre, end hvad den udsættes for. Der er åbenlyst noget på spil for et fremragende band, som i år lige tog den et par nyk op«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gang Gang Dance ‘Kazuashita’

Valgt af Frederik Voss: »I en tid, hvor indadskuende nationalisme trives allerbedst, samtidig med at kulturel appropriation er noget, man kan få skudt i skoene, har drømmen om multikulturalisme trænge kår. Det synes dog ikke at være noget, Gang Gang Dance lod sig påvirke af på deres seneste eksperimentelle opus. På de svulstige produktioner besøger kvartetten endnu en gang en bred palette af musikgenrer fra alle verdens hjørner pakket ind i vestlige indie-afarter. Den store bedrift er dog, hvor vellydende og behageligt eksperimentet er. Den gode melodi negligeres aldrig hos newyorkerne«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Children of Zeus ‘Travel Light’

Valgt af Simon Haugaard Corydon: »Med Sampha, Nao, Tom Misch og Loyle Carner har den britiske urbanscene i de senere år bevist, at den musikalsk har haft mere at byde på end sin amerikanske pendant – ikke mindst fordi den står på skuldrene af landets stolte acid jazz-, broken beat- og 2step/garage-traditioner. Det gælder også rapper/sanger-duoen Children of Zeus, der på deres debutalbum leverer et ikke blot modent bud (begge medlemmer er godt over de 30) på moderne hiphop-soul, men også et friskt og fornyende take på, hvordan en ellers fortærsket genre kan lyde i 2018 med bred anerkendelse fra såvel jazzmusikere som musikkritikere og radioværter til følge«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Marie Davidson ‘Working Class Woman’

Valgt af Sophia Handler: »Fransk-canadiske Marie Davidson laver techno til og om karrierekvinden. Hendes seneste album handler med hendes egne ord om lidelse, sortsyn, skæg og ballade. På den måde bliver det enormt livsbekræftende at lytte til – i hvert fald hvis man er en ambitiøs, halv-bitchy og til tider pænt presset ung dame. Derudover er Davidson et sandt geni af en producer, og hendes elektroniske udgivelser er altid spækket med unikke beatsekvenser og usandsynligt velplacerede drops«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lany ‘Malibu Nights’

Valgt af Simon Bækgaard: »Synthpoptrioen Lany er musikkens svar på comfort food. Store synthflader, guitarer, der alle kunne være spillet af Poul Halberg, pumpende basgange, og grooves som taget ud af 80’erne. Uanset om man hørte pop som teenager, føler man sig gennem det meste af albummet som en 16-årig, der tager forelsket på stranden med vennerne en sommeraften, mens solen går ned. Det er ikke kompliceret musik, og teksterne handler mest om breakups, men ‘Malibu Nights’ er så skide veludført, at jeg har hørt det mere, end jeg vil indrømme«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Amanda Shires ’To the Sunset’

Valgt af Mads Kjær Larsen: »Indtil i år har sangskriveren Amanda Shires stået klart i skyggen af sin mere berømte mand, Jason Isbell (der dog opnåede den ære at blive namechecket på en Father John Misty-sang i indeværende år). Ligesom sin mand (der bidrager som guitarist på albummet) bevæger Shires sig inden for americana-paraplyens alsidige genrekendetegn og brillerer med intelligent lyrik, der trods sin kompleksitet – og ordenes tæthed – ligger forbavsende godt i munden. På ’To the Sunset’ leverede Shires et markant gennembrud i form af velformede sange fyldt med følelsesladede skæbnefortællinger og vedkommende kærlighedssange, der bundfældede sig i sjælen med en sikkerhed og tyngde som en dykkerklokkes rolige, tyste vej mod havbunden«.

Læs også: Redaktionen kårer: Årets 20 bedste danske album

Læs også: Redaktionen kårer: Årets 25 bedste udenlandske album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af