20. Benal ‘Benjamin og Albert’
Rapper Benjamin Havs unikke bevidsthedsstrøm er fyldt med fantasifulde formuleringer og sprogblomster i spandevis, som på duoens surprise-album går i solid spænd med producer Alberts karakterrige techno-underlæg.
19. Soho Rezanejad ‘Six Archetypes’
En vokal magtdemonstration af et debutalbum, som trods betagende instrumentalflader har Soho Rezanejads egen ekvilibristiske stemme som den absolutte hovedaktør.
18. Værket ‘Young Again’
Væbnet med tværfløjte og legesyge formår Værket på beundringsværdig vis at hive noget så umoderne som progrock og 20 minutter lange sange ind i en moderne – og dansk, ikke mindst – kontekst med deres særdeles vellykkede andet udspil.
17. The Minds of 99 ‘Solkongen del 2’
Anden installation af The Minds of 99’s ‘Solkongen’-projekt tårner ikke på samme klare facon op på den danske musikhimmel, som det var tilfældet med første del, men gruppens flair for at spejle tid og samfund fornægter sig ikke, og anden del emmer stadig af benådet sangskrivertalent.
16. Lise Westzynthius ‘Ja’
Seks års albumsabbat og en »indre rejse« med blandt andet shamanisme, Ayahuasca og spirituelle ceremonier er gået forud for Lise Westzynthius’ ‘Ja’. Et album, der bjergtager med sit nærvær, og i tilgift fremstår helstøbt med sit klare greb om de dansksprogede tekster og sin musikalske alsidighed.
15. Goss ‘Homeland Security’
Iklædt groovy baslinjer og behagelig lo-fi-kvalitet er Goss’ anden ep fra første færd et forførende, melankolsk stykke r’n’b, som dog takket være sin detaljerigdom bliver ved med at belønne ved flere gennemlytninger.
14. Folkeklubben ‘Sort tulipan’
Meget er jo egentlig, som det plejer at være, her på Folkeklubbens fjerde album. Alligevel er det, som om ‘Sort tulipan’ med sine flerfacetterede klangbilleder og besnærende lyrik løfter sig over trekløverets tre foregående album og for alvor forløser og manifesterer gruppens glasklare potentiale.
13. Mø ‘Forever Neverland’
Rigtig meget er sket, siden Mø for fire år siden albumdebuterede med ‘No Mythologies To Follow’, og selv om internationaliseringen og tidens typiske poptrends gennemsyrer den svære – men i dette tilfælde vellykkede – to’er, er lyden stadig forankret i upåklageligt pophåndværk og en umiskendelig og forførende hæs stemme, som kun Mø kan prale med.
12. Barselona ‘Sommerkys’
Uagtet den varme titel opholder ‘Sommerkys’ sig mere i skyggelandet af sin forgængers lange solstråler, og det klæder den unge, danske duo, som i højere grad giver sig selv plads til at dyrke melankolien, eftertænksomheden og deres fine poesi.
11. Artigeardit ‘Vildedage’
Suntops, joints, ulykkelig kærlighed og selvfølgelig vilde dage: Artigeardits debutalbum er den mest poetiske besyngelse af forbandet ungdom siden Ukendt Kunstner.
10. Bisse ‘Tanmaurk’
På en bund af storladne arrangementer, skrevet af Adi Zukanovic og fremført af symfoniorkesteret Copenhagen Phil, synger og snakker Bisse som en ægte turbotroubadour sin Danmarkstrilogi i sænk med den fandens vellydende fædrelandsrevy ’Tanmaurk’.
9. Noah Carter ‘2nd Demo’
Rapperens andet projekt dyrkede og perfektionerede i høj grad de nedsunkne og narkotiske r’n’b-ballader, som det her blev cementeret er en lige så stor del af kunstnerens udtryk som de hæmningsløse bangers.
8. Speaker Bite Me ‘Future Plans’
11 års pause til trods har den danske støjrockkvartet på ingen måde mistet sit bid. Tværtimod får gruppens soniske støjflader fornyet energi af deres samfundsfrustrationer på dette storladne comeback.
7. Schultz and Forever ‘Grand Guignol’
Drevet af en personlig identitetssøgen og næret af 80’ernes velsmurte rumklang og brusende synthesizers lykkes Jonathan Schultz i udpræget grad med sit radikale hamskifte – fra skrøbelig folk til flyvende pop – på debutalbummet ‘Grand Guignol’.
6. Sivas ‘Ultra’
Efter ‘Sidste timer’-singlen troede vi et øjeblik, at Sivas var gået fra gaderapper til gentleman. Hans andet album ‘Ultra’ viste, at han sagtens kan være begge dele og excellere i det hele.
5. Fraads ‘Fryys’
Kan du huske scenen i ‘The Matrix’, hvor Morpheus spørger Neo, hvilken pille han vil have? Hvis Neo tog begge piller, sagde fuck det hele og tog i byen, mens han vagt fantaserede om sin ekskæreste, ville det lyde som Fraads’ druggy, drømmende version af hiphop, som ankom i sit hidtil mest formfuldendte udtryk på ‘Fryys’, deres anden ep.
4. Molo ‘M.O.L.O.’
Gilli, Benny Jamz og MellemFingaMuziks primære evne består i at få sange, der mest handler om luksusgenstande og solferier, til at lyde som paranoide ghettofortællinger og popsange på samme tid. Som om paranoiaen fra gaden følger med, selv når man beundrer udsigten fra balkonen på Marbella. Det er en meget specifik evne, og på deres (meget!) længe ventede debut-ep har de perfektioneret den.
3. Chinah ‘Anyone’
Chinah kiggede sig selv i spejlet, vendte billedet på hovedet og knuste i processen deres polerede popskal. Brudstykkerne samlede de igen, men i et radikalt nyt og til tider presserende voldsomt univers, som balancerer elegant mellem lys og mørke. Et skifte af den karat kræver mod, men det kræver mindst lige så meget talent at lykkes med sådan en kovending. Årets mest spændende og kompromisløse danske popalbum.
2. Peter Sommer ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’
Ambitioner og fantastisk sangskrivning går hånd i hånd på Sommers femte album, som overskudsagtigt og opfindsomt er delt op i to halvdele kreeret med henholdsvis backingbandet Tiggerne og jazzduoen Bremer/McCoy. På første del er vingefanget spændt bredere ud end nogensinde før, mens anden halvdel står i flammer i en brændende intimlækker stemning. En stor dansk sangskrivers hidtil bedst sammensatte album.
1. Iceage ‘Beyondless’
Iceage er kommet uendeligt langt, siden de sparkede døren til den danske musikbranche ind med deres nihilistiske Mayhem-punk og efterfølgende forlod huset brændende, mens de med det samme stilede mod det store udland.
Sangskrivningen er blevet udvidet til bredformat, og hvor meget man end vil lægge i det (det er jo Iceage), er ‘Beyondless’ gruppens mest vellydende og tilgængelige til dato. Det hele er blivet mindre opsat på at flænse rockmusikken op indefra og mere fokuseret på varmblodet sangskrivning, flotte arrangementer og symfoniske underlag. ‘Beyondless’ er i sin grundform stadig en vild og voldsom lussing, men den svier mindre end tidligere.
Albummet fremstår ved årets afslutning som et foreløbigt klimaks i en karriere, som har snoet sig i sit helt eget tempo, i sin helt egen retning, og indtil videre er endt et sted, hvor man næsten ikke ved, hvad kvartetten kan gøre for at bevæge sig endnu mere op- og fremad. Men sådan har det altid været med Iceage. Og de bliver ved med at overraske og levere på et plan, man ikke troede muligt.
Iceages tusmørkesmukke univers på ‘Beyondless’ er ikke bare unikt i Danmark, men på verdensplan. Derfor troner de over alle de andre. Derfor har de lavet årets bedste danske album.
Læs også: 10 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2018