Forestil dig følgende: Du annoncerer som et af få bands i dansk musikhistorie et headlinershow i Parken, landets største scene. Efter et års ventetid bliver koncerten udskudt endnu et helt år på grund af en verdensomspændende pandemi. Og da den nye dato endelig kan bekræftes med sikkerhed, har dit hold fire måneder til at forberede og løse en opgave, der normalt ville tage et år.
Samtidig falder koncertaftenen sammen med den længe ventede genåbning af hele samfundet. Mon ikke du ville have umenneskeligt mange nerver på, når de 50.000 fans omsider skreg dig i møde?
Kærlighed og indre fred er imidlertid nøgleordene, når The Minds of 99 beskriver lørdagens koncert i Parken, som de danske medier – Soundvenue inklusive – har kaldt intet mindre end historisk.
Vi har taget en snak med frontmand Niels Brandt og trommeslager Louis Clausen om timerne før, under og efter bedriften. Om trykkede ribben og falske briller, at være 2000 folk på arbejde, og om at føle en paradoksal ro midt i stormvejret.
Tak for en fantastisk koncert i lørdags! Er adrenalinniveauet ved at sænke sig her to dage senere?
Louis: »Det sænkede sig faktisk med det samme efter koncerten, fordi vi følte, det var det bedste, vi kunne levere. Da vi kom ned fra scenen, var der ikke nogen, der bitchede over noget eller var utilfredse med noget. Vi fik øjenkontakt, og så vidste vi bare, at det havde været fedt. Så allerede dér fik vi ro på«.
Hvordan forløb jeres lørdag op til koncerten?
Louis: »Vi sov på Hotel Ottilia på Vesterbro natten til lørdag. Det ligger 200 meter fra, hvor vi alle sammen bor, så det var ret latterligt, men vi tænkte, vi skulle have ro den nat. Og det var rart at hænge ud med drengene og bare være os fem, for de seneste mange måneder har der været mange folk omkring os hele tiden. Så kan man godt lidt glemme, hvad det hele handler om. Vi var først færdige i Parken fredag aften kl. 12 med de sidste rettelser af showet, så lørdag sov vi længe, og så tog vi sgu i spa på hotellet. Så var det bare os i det dér spabad. De bad os holde vores kæft på et tidspunkt«.
Niels: »Vi er bedre til at være i Parken, end vi er til at være i spa«.
Kævlede I løs?
Niels: »De kunne ikke lide den måde, vi var på. Men det er også okay. Så tog vi ind til Parken cirka efter det, og så hang vi lidt ud dér og sagde hej til Lorden (Lord Siva, red.) og Eloq, og så gik det stille og roligt i gang«.
Du nævnte nogle last minute-rettelser, Louis. I justerede altså i showet helt frem til selve dagen?
Louis: »Vores lysmand stoppede med at arbejde kl. 6.30 lørdag morgen. For med sådan et show får du ét skud i bøssen. Det skal være så godt, som det overhovedet kan være. Alle de mennesker, der har støttet os ved at tage til koncerten, fortjente den allerbedste oplevelse. Showet var førdesignet, før vi rykkede ind, men vi kunne først gøre det helt færdigt, da vi stod i Parken, for afstandene og det hele kan du ikke foregribe 100 procent. Så vi finpudsede showet om fredagen, og så arbejdede vores folk til den lyse morgen, så det kunne blive, præcis som vi gerne ville have det«.
Hvor mange timer har jeres hold brugt i Parken de seneste måneder?
Niels: »Lastbilerne kørte ind tirsdag morgen kl. 4 efter landskampen, og så gik de i gang med at stille op. Vi i bandet har været i Royal Arena de seneste to uger, for det var stort nok til vores sceneproduktion, så der kunne vi forberede vores del af showet«.
Det er næsten to års build up, siden I annoncerede koncerten tilbage i 2019?
Niels: »Ja, men vi fik først go fra regeringen i slutningen af april, så det har skullet gå vanvittigt stærkt. Anlægget har været lejet ind fra Tyskland, storskærmene kommer et andet sted fra, vi har været nødt til at flyve alle mulige folk ind for at hjælpe, fordi der ikke er ekspertise omkring det at spille på et stadion i Danmark. For det sker så sjældent. Fire måneder er meget kort tid, man plejer at skulle bruge et år cirka«.
Det lyder som et stort mentalt pres?
Niels: »Vi står jo for musikdelen og er selvfølgelig del af mange af beslutningerne, men der et kæmpe hold omkring os, som har arbejdet over evne og above and beyond, hvad man kan forvente. Det er virkelig en stor, stor, stor bedrift«.
Hvordan havde I det i minutterne, før I gik på scenen, da det så endelig skulle være?
Niels: »Vi havde fred. Indre fred. Vi kunne ikke gøre mere dér. Alle havde gjort deres bedste i forberedelserne, og så sagde Louis: ‘Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener’. Vi skulle bare være i nuet og optræde, og det var det, vi gjorde. Det var en meget befriende måde at se det på: At alle gerne ville have en god aften, der var ikke nogen, der stod med armene over kors og ville have, at det fejlede. Alle ville gerne have en genåbningsfest, så vi følte ikke, vi kunne gøre noget galt. Vi følte os fuldstændig sikre. Og det er også derfor, vi kan huske det hele. Når vi har spillet Orange for eksempel, har jeg ikke kunnet huske noget som helst. Men jeg kan huske alt fra koncerten i lørdags. Det var en helt ny måde at spille koncert på«.
Louis: »Kender du det dér, når folk siger, ‘det glemmer jeg aldrig’? Det er tit et enkelt billede, de har inde i hovedet, af en eller anden begivenhed. Men det her glemmer vi regulært aldrig. Der er så mange minder fra den aften, netop fordi vi fik den ro igennem al den kærlighed, der blev sendt vores vej, til at kunne hvile i det. Det var publikums gave til os, at vi fik lov at opleve det«.
Niels: »De var så på, mand! For det havde de brug for. Og vi var ligesom bare det medie, som skulle forløse det. Vi stod virkelig også fast på, at koncerten gik hen og blev langt større end os selv. Og det var smukt, enormt smukt«.
Det lyder som et befriende mindset, for der har jo ellers været en fortælling om, at koncerten nærmest bar genåbningen af Danmark på sine skuldre?
Niels: »Netop, det er egentlig bare, hvordan man vender sine tanker, eller hvilken filosofi der ligger bag det, man gør. Der er mange måder at se tingene på, og det kan også påvirke, hvordan tingene ender«.
Hvad lavede I efter koncerten? Var der efterfest?
Niels: »Det var der. Big time«.
Hvor gik det ned henne?
Louis: »Det gjorde det på BaneGaarden ude på Vesterbro. Rosa Lux og Pelle Peter vendte plader, folk snakkede med hinanden ti sekunder ad gangen, det var fuldstændig hyper. Til sidst skred vi, så havde vi sgu ikke mere at give af. Vi gik hjem ved 3-tiden, men Niels gik lidt før, fordi han havde fået trykket nogle ribben«.
Trykket nogle ribben?
Niels: »Da jeg skulle fra ‘Solkongen’ til ‘Ung kniv’, skulle jeg transporteres igennem publikum med en masse vagter, og de fik mig hen til hegnet, men ikke hvor der var en indgang. Det var helt umuligt at komme igennem til den, der var fuldstændig mennesketryk dér. Jeg havde mikrofonen i den ene hånd og skulle hurtigt op på scenen til første vers af ‘Ung kniv’, så jeg kastede mig bare ind over hegnet, og så fik jeg trykket højre ribben. Det gjorde lidt nas bagefter, men det var det hele værd«.
Jeg synes også, jeg mistede dig af syne dér.
Niels: »Ja, det var, fordi jeg lå nede i graven«.
Hvordan var det? Kunne du bare komme op igen og være nærværende, eller skulle du lige trække vejret?
Niels: »Det var helt fint. Jeg tænkte slet ikke over det. Det var bare at gøre, hvad der skulle gøres, så jeg kunne komme op på scenen«.
Louis: »Han er jo en voksen mand og vant til at få nogle jabs«.
Niels: »Ja, det er rigtigt, jeg er vant til at få nogle i siden«.
Du havde ikke smerter under showet?
Niels: »Lidt. Men det gik. Det var ikke så slemt, at jeg ikke kunne synge, men jeg var lidt bange for, om jeg havde brækket et ribben. Men det havde jeg ikke«.
Louis: »Jeg tror, sådan en koncert kan kurere mange fysiske tilstande. Gad vide, hvis man satte et rigtigt sygt menneske op på scenen, om oplevelsen ville kunne kurere det? Det kan godt være«.
Kan man sove om natten efter sådan et adrenalinrush?
Niels: »Jeg synes, det var lidt svært«.
Louis: »Jeg sov som en lille baby«.
Niels: »Det er, fordi jeg sover som en gammel mand, haha«.
Louis: »Det var først næste dag, jeg blev til en gammel mand. Der skulle jeg have lidt hjælp ud af sengen og til at få cornflakesene op til munden«.
Niels: »Ej, vi har virkelig arbejdet meget på det sidste, også på den nye plade, som kommer ud, for nu kunne vi endelig arbejde på den, da en masse af rejserestriktionerne ophørte. Så det var en stor forløsning endelig at spille koncerten, men jeg synes ikke, vi var trætte, vi havde sindssygt god energi«.
Hvornår havde I sidst spillet live, før Parken-showet?
Niels: »Vi har spillet nogle små, lukkede shows. Vi spillede ovre på Bornholm i starten af sommeren på Gæstgiveren, og så har vi spillet nogle få firmashows for ligesom at komme op på en scene. Det har været 200 mennesker og sådan noget på grund af restriktionerne«.
Det må også have været mærkeligt, at I overhovedet ikke har kunnet forberede jer i Parken-skala?
Niels: »Ja, det kunne vi slet ikke. Sidste gang, vi spillede store shows, var NorthSide og Tinderbox i 2019«.
Det må have været et vildt skift fra firmafest til stadion?
Louis: »Det er også meget fedt det dér med at stå foran 200 rowdy mennesker«.
Niels: »Vi kommer fra den dér firmafestting. Vi har spillet en masse af sådan noget festmusik, og kæft, hvor har vi lært noget af at spille på alle de små klubber. Dét er et svært game. Det dér med at underholde. Hvis du ikke underholder, så bliver du ikke booket. Underholdning kan være mange ting, men primært er det det dér med, at man ikke kigger væk. Det er en svær størrelse at definere, men det er en følelse, hvor alle ved, når den er der, en energi, man sender ud. Da vi var 18-19 år, spillede vi inde på Drop Inn og fire timer i streg på Lades Kælder, hvor vi skulle fucking fyre op under folk, og det har vi fandme lært meget af. Også på scenen imellem os, når vi kan mærke, at det bliver sløvt, når der ikke er noget magi. Vi ved, når det sker. Og så gør vi et eller andet«.
Oplevede I det på noget tidspunkt i Parken i lørdags?
Louis: »Nej. Vi brugte i stedet den interne dynamik til lige at se hinanden i øjnene, og så kunne man se på de andre drenge: ‘det her er fucking magisk’. Det var lidt, som om vi var jeres (publikums, red.) instrumenter, at I spillede os. Nogle gange kan det jo også være hårdt, når man ikke lige har dagen i sig, det dér med lige at skulle tage sig sammen, som Niels siger, for der er ingen, der gider se et indadvendt rockband lige nu. Folk vil gerne fucking køres midt over. Det er det, vi plejer at gøre, og nogle gange er det hårdere end andre, men i lørdags var det fuldstændig den modsatte vej – publikum havde besluttet sig for, hvad de ville, og det var én vej. Og hold kæft, hvor var det lækkert«.
Hvad var højdepunktet under koncerten?
Louis: »Der var så mange! Det er svært at sige. Hvad synes du?«
Et af dem var i hvert fald ‘Hurtige hænder’ nede fra bunden af plænen!
Niels: »Det synes jeg var mega fedt. Jeg elskede at komme derned og se bagtribunen, for når du står på scenen, er der så meget lys, at du ikke har overblik over det bagerste og tribunerne. Det var virkelig fedt at se folk i øjnene, så de ikke bare var den dér anonyme masse. Og da vi så bagefter spillede vores nyeste sang, ‘Emil’, kom der bare sådan et jubelbrøl. En dreng havde smuglet en gummibåd ind, som var en bil, og ham og hans crew havde gang i sådan en gummibådsfest for dem selv. Han hed garanteret Emil. Jeg elsker, når der er gang i de dér privatfester til vores koncerter«.
Louis: »Det var også en stor oplevelse for mig, for der er aldrig nogen i bandet, der får lov til at opleve vores egne koncerter, men det gjorde jeg for en gangs skyld der. Jeg stod nede bag den anden scene, men kunne ligesom kigge igennem det hele og fik en iskold bajer, imens jeg lyttede og tænkte: ‘de opfører sig godt, drengene’«.
Niels: »Det lyder meget lækkert, Louis«.
Var der noget, der gik galt eller ikke gik som planlagt?
Niels: »Udover det med ribbenene oplevede vi en lidt noia ting i starten, hvor jeg skulle op i kurven til ‘Solkongen’. Først dagen inden koncerten tænkte vi: ‘Hvordan fanden kommer Niller egentlig hen til kurven, når der er 50.000 mennesker inde i midten af stadion?’ For det skulle jo være en overraskelse. Så skulle vi have gang i sådan noget med falsk overskæg og briller. Jeg tog en stor hættetrøje på, falske briller og en Livenation-vest ud over, og så gik jeg med noget vand sammen med nogle vagter, der også bar vand, så jeg var sådan en vand-guy. Det falske overskæg så dog lidt for falsk ud, lidt for spansk, det er ikke lige min stil, desværre. Der var nogle publikummer, der opdagede det, men de var heldigvis så få og var nok også i tvivl. Og så skulle jeg ind i kurven, som var dækket til med et tæppe, og så stod jeg dér. Det var lidt nervepirrende«.
Det var vel egentlig meget godt sluppet, at der ikke gik flere ting galt, i forhold til hvor mange faktorer der var i spil?
Niels: »Ja, det var nemlig så mastodontagtig en opgave, der var så mange ting, der skulle gå op i en højere enhed teknisk. Hele aftenen var der 2000 mennesker på arbejde ifølge vores manager«.
Louis: »Det er lige meget, om piloten kan flyve, hvis der er noget galt med flyet«.
Var der noget, der overraskede jer i løbet af aftenen?
Niels: »Det overraskede mig, hvor fedt det var. Nogle gange når du skal ud og spille en koncert, ved du, at det også bliver en kamp. Det overraskede mig, hvor meget jeg kunne nyde det, og hvor fantastisk det var«.
Louis: »Når man står nede i bunden af sådan et stadion, og alle 50.000 kigger i samme retning, så er det uforklarligt. Du føler dig som et sandkorn på en strand, det er så sindssygt. Den oplevelse at stå dér, med folk oppe i ottendesals højde, det er selvfølgelig med en vis ærefrygt, og det er derfor, Niels siger, at det mest overraskende var, at det var fantastisk«.
Fremfor angstfyldt? Jeg tror, jeg ville have været angst.
Louis: »Det er der nok mange, der ville være«.
Niels: »Men det tror jeg ikke, du ville have været, når du kom ud på scenen og mærkede de mennesker. Jeg tror også, du ville have været helt rolig. Det var det, der var det nye her. Det har vi ikke prøvet før; at mærke den harmoni, da vi trådte ud på scenen«.
Har det været noget andet på Orange Scene for eksempel?
Niels: »Ja, for Orange har for os været musikmekkaet. Parken har vi aldrig set som en musikting, det har været en fodboldting for os. Vi har heller ikke set det som en mulighed. Det har ikke været en drengedrøm at spille i Parken. Men jeg er så på røven over, hvor fedt det var. Det er det sygeste, vi har lavet indtil videre«.
Og hvad så herfra? Hvordan sætter man sig et nyt mål rent mentalt, det kan jo ikke blive meget større?
Louis: »Det behøver det heller ikke«.
Niels: »Vores nye mål er pladen og vores arenatour. Det lyder som en kliché måske, men vi er der, hvor musikken er, vi jagter den næste sang. Det er det ultimative for os. Størrelsen på de her koncerter er ikke vores succesparameter. Det er en del af det, men det er slet ikke der, vores selvforståelse ligger. Den ligger i vores sange og vores indspilninger. Heldigvis«.
Hvornår lykkes I allermest som band?
Niels: »Når vi kan lytte til en sang, som vi har indspillet, og som vi synes lyder fantastisk og bare tænder os. Dér føler vi os allermest succesfulde. Hånden på hjertet«.
Louis: »Det handler om fremtiden nu. Parken var i lørdags. Der var nok mange blandt publikum, der også følte, at det markerede starten på noget nyt. Nu er corona slut. Nu er det videre. Nu skal vi finde ud af, hvem vi er nu, og hvad der skal ske. Det er også derfor, vi er så pissehamrende glade og taknemmelige for, at vi snart har en plade til de folk, der var inde og se koncerten. Vi tør godt love, at vi tager nogle af de sange med på arenatouren, og at det ikke bliver nøjagtigt det samme show som i Parken«.
Niels: »Med det sagt er der allerede fem numre ude fra ‘Infinity Action’, og jeg synes, de gik fucking godt i Parken. Det er fedt at spille dem live, for de har slet ikke kunnet få det liv, som alle de gamle sange har fået«.
Jeg noterede også, hvor lykkelig Niels så ud, da I havde spillet ‘Under din sne’.
Niels: »Ja, det var også, fordi klaver ikke er mit hovedinstrument, så jeg var rimelig tense, lige da vi skulle spille den, for det var første gang. Det er jo ikke svært klaver for andre, men det var svært for mig, åbenbart«.
Hvor langt er I i processen med den nye plade?
Niels: »Vi mangler stadig noget arbejde på den, men det kan vi fokusere på nu. Det har været umuligt i lang, lang tid med corona, fordi nogle folk, som ikke er her i landet, er indblandet«.