På mange måder handlede sommerferien 2021 om alle de store album, der ikke udkom. Kanye West blev ved med at udskyde ’Donda’, Drake udgav ikke ’Certified Lover Boy’, og Kendrick Lamar nøjedes med at dele kryptiske hilsener i stedet for nye sange.
Det kunne man så brokke sig højlydt over (hvilket jeg også har gjort i en tidligere artikel!). Eller man kunne grave et spadestik dybere og opdage den musik, der spirer i undergrunden.
Her har Isaiah Rashad, der ligesom Kendrick Lamar er en del af pladeselskabet TDE (Top Dawg Entertainment), faktisk udgivet sommerens måske mest undervurderede hiphopalbum.
Den 30-årige rapper udgiver kun album med flere års mellemrum og har tidligere kæmpet med et narkomisbrug og været på fattigdommens rand.
Hvilket er utroligt at tænke på, for han er tydeligvis en ekstremt begavet musiker med virkelig stærk forståelse for både sydstaternes hiphophistorie og mere melodiske, r’n’b-lænende lyde.
Hans album ’The House Is Burning’, der udkom 30. juli, er nogenlunde det modsatte af Kanye Wests megalomane, stadionstore ’Donda’, og der er heller ikke meget af Drakes glasklare pophooks.
I stedet foretrækker Rashad finurlige, underspillede flows, der lyder lidt som Kendrick Lamar anno 2010-2012. Hør for eksempel hvordan hans stemme svæver på ’Headshots (4r da Locals)’-omkvædet. Kendrick dukker i øvrigt ikke op på albummet, selv om han er på samme label.
Men dermed ikke sagt, at der ikke er spændende features: Gæstelisten er virkelig varieret og placerer Rashad i en række interessante konstellationer.
Der er således feature fra label-kammeraten Jay Rock, der med sin energiske vokal giver ‘True Story’ samme følelse som en vintage TDE-banger fra 2010’erne.
Men også nyere floweksperimentalister som Lil Uzi Vert kigger forbi på højdepunktet ’From the Garden’, der lyder lidt som proto-Soundcloudrap-klassikeren ’Threatz’ af Denzel Curry.
Isaiah Rashad er desuden lige så stærk som tilbagelænet r’n’b-crooner side om side med sværvægtere som 6lack og SZA på ’Score’. Eller som mildt blæst bossanova-vokalist på ’Claymore’.
Faktisk har den stilsikre rapper lidt en kamæleonisk kvalitet som vokalist. Han skifter form og tilpasser sig de forskellige produktioner og gæsteartister.
Men hans nonchalante, eminent afslappede stemmebrug gør stadig, at han altid er umiskendeligt sig selv. Han kan stedvis lyde lidt som Outkast på hostesaft: Legesyg og søvnig på samme tid.
Samtidig giver de sofistikerede, ekstremt vellydende produktioner albummet en rød tråd. De fleste beats kører i et særdeles tilbagelænet tempo, der får én til at tænke på tilrøgede lokaler, plyssede møbler og dyre, brune dråber i ekstravagante whiskyglas.
Den Three 6 Mafia-samplende ’Lay Wit Ya’ er en hallucinatorisk hostesafts-odyssé, mens ’RIP Young’ lyder næsten helt Houston-rap-agtig med sit sirupsløve beat. Det føles som at semiblunde i en bil, der glider langsomt ned af gaden.
Det indtryk forstærkes af, at Rashads stemme sjældent skejer ud. Han udfordrer ikke produktionerne, men følger dem snarere. I en tid, hvor alle artister snakker om vibes, formår Isaiah Rashad rent faktisk at skabe dem.
Som når han summende synger hooket på ’Chad’ (der gendigter en Pimp C-linje fra ’Big Pimpin’), indtil man selv føler, man sidder i Mercedesen med ham.
Det kan blive for døsigt, især på sange som ’All Herb’ og ’Mista’, hvor man godt kan zone lige lovlig langt ud. Trommerne til sidst på ’IHAB’ må også være det mest søvndyssende indslag, jeg nogensinde har hørt på en rapsang. Men oftest formår Rashad at skabe nok variation til, at vellyd ikke bliver til baggrundsmusik.
Det hele minder faktisk lidt om den stilsikre hostesaftsrap, ASAP Rocky lavede tidligt i karrieren. Der er lidt cloud rap og ’Purple Swag’ over det her.
Isaiah Rashads tekster handler tilsvarende ikke så meget om punchlines og metaforik, men mere om at skabe en stemning og lade flowet flyde derudaf. »Pop smoke, pop shit, pop bitch / young nigga, don’t pop too much«, snøvler han på ovennævnte ’RIP Young’.
Andre steder finder han på finurlige fornærmelser, som jeg ikke er sikker på, jeg forstår, men som stadig bare er virkelig sjove: »I’m a Gucci Mane / you a Captain Kirk«. Det er jo ikke dyb lyrik, men det er lige præcis det, sangen har brug for.
Faktisk kan man nærmest godt sige, at Isaiah Rashad har leveret lige præcis den udgivelse, man havde brug for. I en tid, hvor album skal være gigantiske events, der udkommer efter måneders hype, har han udgivet et underspillet album fyldt med overskudsagtige, stilfærdigt uimodståelige sange.
Giv det en chance, når du er færdig med at prøve at forstå, hvad der foregår på ’Donda’.