ANBEFALING. I dag ville det være det mindst overraskende i verden, hvis en ny rapper trak på både indadvendt emorock-tematik, satanisk Three 6 Mafia-crunk og DJ Screws druggy chopped’n’screwed-lyde.
Mange af de markører har jo været helt centrale for de seneste ti års hiphop.
Houston og Memphis’ hiphopscener kan blandt andet høres i ASAP Rocky og Drakes musik, mens Soundcloud- og emorappen har gjort mentalt helbred til et central element i sangskrivningen. Derudover har blandt andre Lil Peep og XXXTentacion givet hiphoppen en god dosis punk, emo og grunge.
Genren er blevet mere og mere rockorienteret, følsom og flersidig. Men sådan har det virkelig ikke altid været.
Tilbage i starten af 2010’erne, da den tidligere noisemusiker Travis Miller kastede sig ud i hiphop under navnet Lil Ugly Mane, og blandt andet udgav den selvproducerede kultklassiker ’Mista Thug Isolation’ i 2012, var der faktisk nærmest ingen musik, der lød som ham.
Et stilskabende kult-mixtape
Det var noget helt nyt, da Miller brugte Houston-legenden DJ Screws slowmotion-agtige beatteknik, men også inkorporerede de hakkende, horroragtige Three 6 Mafia-flows – samt tilføjede uventede elementer som gyseragtige børnestemme-samples (’Lean Got Me Fucked Up’), saxofon (’Radiation (Lung Pollution)’) eller en hjemsøgende violin (’Throw Dem Gunz’).
Derudover havde Lil Ugly Mane grundlæggende et stærkt greb om klassiske hiphopflows, der afslørede at han var vokset op som fan af east coast-legender som Mobb Deep og Diggin’ In the Crates.
Crunk, chopped’n’screwed-musik, noise, emo, boom bap: Det hele blev blandet. »Verden er en fucking sump. Alt muterer sammen«, som rapperen sagde i et sjældent tidligt interview hos bloggen (kan du huske dengang, der var musikblogs?) Mishka.
Lil Ugly Mane var samtidig en af de første, der kunne skifte mellem en slags ekstrem, næsten performativ aggressivitet på sange som ’Bitch I’m Lubugrious’ til numre som ’Alone and Suffering’, der var følsomme og depressive. Hvormed han mere eller mindre skabte den senere Soundcloudraps modus operandi.
Nogle gange sameksisterede de to sider af Lil Ugly Mane på samme sang, som på det 11 minutter lange karrierehøjdepunkt ’Uneven Compromise’, der starter som et satanisk, crunk-drevet voldsorgie, men som så skifter ham til en boom bap-historiefortælling om venskab, stofmisbrug og ødelæggelse.
Lil Ugly Mane blev et af de navne der – sammen med folk som Raider Klan, Odd Future og ASAP Mob – inkarnerede en ny bølge af rappere, der trak på et væld af regionale hiphoplyde fra uventede områder.
Forskellen mellem Lil Ugly Mane og de andre nævnte var bare, at han foretrak at forblive i den dybeste ende af undergrunden. Miller gav sjældent interviews, udgav ikke pressefotos og optrådte ikke i musikvideoer. »Jeg føler intet behov for at have en fysisk tilstedeværelse«, har han ifølge Bandcamp Daily udtalt.
Men Lil Ugly Manes indflydelse har alligevel været enorm.
En af de to gæster på ’Mista Thug Isolation’, Raider Klan-medlemmet Denzel Curry, er siden blevet en stjerne ved at videreudvikle den Three 6 Mafia-inspirerede stil, der præger mixtapet.
Suicide Boys er svære at forestille sig uden de nyskabende idéer, der blev søsat her, og en anden undergrundshelt, Earl Sweatshirt, har også udtalt sin beundring for Lil Ugly Mane.
Travis Miller har således kastet en stor skygge på hiphoplandskabet. Primært gennem ‘Mista Thug Isolation’ – for derefter forsvandt rapperen.
Pensioneret (sådan da)
I 2013 udgav Lil Ugly Mane sangen ’On Doing An Evil Deed Blues’, hvor han forklarede, hvorfor han ikke gad rappe mere – det var ikke (som Mette ville sige det) lystbetonet længere, det var et job. Og det var så det.
Eller det var det så ikke helt alligevel.
De næste år brugte Travis Miller på nogle forskellige projekter som ’Oblivion Access’, der var mere svært tilgængeligt end ’Mista Thug Isolation’. Næsten som om han bevidst nægtede at følge op på den uventede succes: Hvis ’Mista Thug Isolation’ var et hovedværk, har Lil Ugly Manes karriere siden været en serie af b-sider.
I 2017 udgav han et album med noise- og ambient-lænende musik under navnet Bedwetter og delte samtidig et opslag på Facebook, hvor han fortalte om sine mentale problemer med selvmordstanker og angstlidelse.
For et par år siden skabte Travis Miller så gruppen Secret Circle med Wiki og Antwon, men den gik hurtigt i opløsning, da sidstnævnte blev anklaget for seksuelle overgreb.
Det har været ujævne tider. Men nu er Lil Ugly Mane begyndt at røre på sig igen.
Den nye Ugly Mane
Senest har Travis Miller udgivet et par sange, der kombinerer hiphoptrommer med noget, der mest af alt lyder som årtier gammel indierock.
På det stærkeste nye nummer, ‘Porcelain Slightly’, er Millers stemme forvrænget på en måde, der minder lidt om Lil Peeps verdensfjerne vokal, men som ikke er helt så depressiv.
’Into a Life’ har derimod en næsten spoken word-agtig kvalitet, men føles mere sludrende og knap så højtidelig. Men på omkvædet synger han rent faktisk. Det bliver nærmest helt ømt.
Ømt er også kodeordet for ’Headboard’ og ’Here I Am’, der dukkede op på internettet for lidt længere tid siden. Førstnævnte ligger et sted mellem emorap og shoegaze, mens sidstnævnte er helt poppet og snildt kunne spille i en eller anden 00’er-teenfilm.
Eller rettere: Den lyder så hjemmelavet og skramlet, at den virker som noget, der kunne være lavet af en karakter i en eller anden teenfilm, der spiller i et band.
Det er selvfølgelig alt for tidligt til at gisne om, hvorvidt det her bare er et par løse sange eller en decideret ny retning for den enigmatiske artist.
Men man kan måske sige, at han lyder relativt ubesværet og tilpas på de her sange. Som om han rent faktisk nyder det, han laver.
Hvis de seneste ti år har været en slags flugt fra at lave ’Mista Thug Isolation 2’, føles det her som en befrielse – og måske endda en ny begyndelse.