KOMMENTAR. Størstedelen af Tessas karriere har fundet sted i en coronaboble.
I løbet af de seneste år har rapperen fra Hundige udgivet en række hits, været hovedperson i en dokumentarserie hos DR og på alle måder etableret og cementeret sin status som en af musikscenens store, nye stjerner.
Hun har bare ikke kunnet høste frugterne af sin succes med livekoncerter. Før nu.
Den epidemibetingede koncertforsinkelse har til gengæld haft en positiv bivirkning for den unge artist. Alle hendes fans er blevet holdt hen i måneder og år, hvilket kun har gjort forventningerne større. Spændingen har efterhånden nået bristepunkt.
Det kunne man mærke til Roskilde Festivals Summer Days-begivenhed, hvor publikum bare blev ved med at klappe og skrige, indtil Tessa begyndte at græde af glæde. Og det kunne man igen mærke til rapperens andet store soloshow, der fandt sted i K.B. Hallen i weekenden en uge efter hendes headliner-debut i Aarhus Congress Center.
I København blev rapperen båret frem af publikum, der rappede alle teksterne, nærmest klappede hænderne blodige og på alle måder tiljublede hende. Vores anmelder måtte helt tilbage til Beatlemania for at finde en passende sammenligning, og der er sgu ikke meget galt.
Sådan et show er selvfølgelig en fantastisk oplevelse for både artist og publikum, men der gemmer sig også nogle lektier i det møde mellem musikken og menneskerne, der finder sted til en koncert.
Man kan for eksempel fornemme, hvilke sange der virkelig lander – og hvilke, der har sværere ved at få luft under vingerne. Til en koncert kan sangene ikke skjule sig bag noget: De må flyve eller falde. Nogle numre kan vise sig at have en helt anden styrke live end på plade. Andre er fusere.
Selvfølgelig taler streamingtallene også et ret tydeligt sprog omkring hvilke sange, der er populære. Men liveoplevelsen giver en anderledes direkte interaktion. Enhver artist vil kunne fortælle, at det er til koncerter, man kan mærke, om en sang skaber den reaktion, man går efter.
Dén dimension af liveoptrædenerne er på vej tilbage, nu hvor corona mestendels er historie. Se bare Kanye, der nærmest fokusgruppetestede sit album til tre lyttefester for at se, hvad der virkede. Eller kig på Mø, der for nylig har annonceret en koncert i Den Grå Hal for at spille et endnu uudgivet album for sine fans, før det udkommer. Eller dele af det i hvert fald.
På den måde var showet i K. B. Hallen Tessas chance for at se, hvordan hendes publikum reagerede på musikken. Og her talte den fyldte koncertsal et tydeligt sprog.
Det var nemlig især de rendyrkede rapsange, der vakte noget i K.B. Hallen.
Publikum rappede for eksempel ikke bare omkvædene på ’Okay’, ’Ben’, ‘Glo på mig’ og så videre. De kunne hele sangen. Første vers af ‘Ben’ blev endda rappet af salen a cappella!
Mange kastede sig ind i rapversene, som om det var dem, der stod på scenen med en mikrofon. Der var nærmest samme euforiserende fællesskabsfølelse, som når hele Parken synger nationalsangen til EM.
Det høje energiniveau faldt lidt i løbet af koncerten, hvilken måske er naturligt nok. Det er svært at køre med fuld fart i halvanden time. Men den dalende intensitet havde også noget at gøre med, at nogle af Tessas nyere sange bare ikke har samme nerve som de rendyrkede rapnumre.
Den lidt for flødede ’Luftkys’ med gæsten Burhan G er bare ikke Tessa på hjemmebane. Et hidtil uudgivet reggaeton-nummer med en (i hvert fald for mig) ukendt dansk gæst ved navn Alberto virkede en smule som karaokeversionen af en latinamerikansk sang. ’Set mer’ gik efter stort drama, men er bare ikke den mest spændende sang rent musikalsk.
Den gøglede ’Mums’ føles også dybest set som noget, Tessa egentlig er for god til at lave, men live fik sangen sit eget liv, da rapperen veloplagt udpegede et mandligt »offer« i publikum, hun dedikerede den til.
På mange af de her nyere sange prøver Tessa nogle friske ting af. Det skal der selvfølgelig være plads til. Alle sangene kan ikke være hårde og attitudefulde som de tidlige Instagram-freestyles.
Men til dels har Tessa faktisk den samme udfordring som sit idol Nicki Minaj.
For hvordan finder man lige balancen, når man både vil lave benhårde (get it?) rapsange til sit kernepublikum, men også mere polerede pophits eller blødere numre for at brede paletten ud?
Den spagat er Minaj aldrig helt lykkedes med, så det bliver spændende at se, hvilken vej Tessa går, når hun på et tidspunkt skal udgive et debutalbum.
Hvis man skal lade hendes fans bestemme, var beskeden fra K.B. Hallen i hvert fald klar: Jo hårdere, jo bedre.