KOMMENTAR. I tiden op til ’After Hours’ følte jeg lidt, at jeg vidste, hvor jeg havde The Weeknd. Måske havde jeg endda tanken, at han var blevet lidt magelig. At han ikke kunne koge mere suppe på sin med tiden finpolerede natte-r’n’b og karakteristiske vokal.
Men mine forbehold blev gjort til skamme. ’After Hours’ var et hovedværk. Så gennemført i sin æstetik, historiefortælling og lyd, der perfekt kombinerede fortidens og nutidens Abel Tesfaye.
Og så var der hele det visuelle aspekt; hans vilde totalperformance som såret nattelivskriger i rødt jakkesæt, der strakte sig over både musikvideoer og liveoptrædener.
Det hele var som en film. The Weeknds helt egen film, hvor han uden gæster (de kom først på deluxe-udgaven) indtog den ubestridte hovedrolle.
Hele den æra er siden lagt officielt i graven, og nu kommer daggry, har han proklameret med blandt andet singlen ’Take My Breath’.
»Det eneste, der mangler, er nogle karakterer, der er afgørende for historien«, har Tesfaye i oktober udtalt om sit næste album, der ellers skulle være mere eller mindre færdigt.
Og det lyder jo lovende. Karakterer. Historien. Det lyder som en ny film. Jeg kan ikke vente!
Fra hovedrolle til birolle
The Weeknd selv bruger dog ventetiden på at reducere sig selv til birolle, for den seneste måned har han udgivet singler med Swedish House Mafia, Post Malone og Rosalía.
Tre sange, hvor Tesfaye mere eller mindre låner sin stemme ud til de universer, som de andre kunstnere befolker.
’Moth to a Flame’ med den svenske supertrio er klassisk storslået EDM med melankolsk pondus og et semieuforisk klimaks, som specielt kommer til at lyde godt, når det bliver braget ud fra højttalere på Tomorrowland.
’One Right Now’ falder ind i crooneren Post Malones mere bløde playliste-univers, mens ’La Fama’ med Rosalía (der virkelig lyder som om den har samplet Burhan G) spiller ind i det spanske unikums blanding af klassiske og avantgarde lyde.
Det er alle numre, der fungerer som singler forud for stort anlagte album fra de kunstnere, The Weeknd gæster. Han er selvsagt sådan et krydderi, man hiver ned, når man skal bruge noget ægte star power.
Men i de her tilfælde ved man, hvad man får af The Weeknd. Nemlig først og fremmest den stemning, som hans vokal skaber. Og mens han som altid gør det godt, så bliver det også en smule metervare.
Ingen af de her sange er banebrydende, og der er ingen større The Weeknd-fortælling at knytte dem op på. Han er blevet reduceret til en slags glorificeret birolle, der spiller bold på de andres baner.
Og det er bare ikke her, The Weeknd er bedst. Det er habilt lavet, bestemt. Men han indtager alle de her universer uden at få en eneste dråbe sved på panden. Der er ikke vildt meget på spil i forhold til det intense ‘After Hours’-drama.
Min forhåbning er, at Abel Tesfaye lige er ude og have det lidt sjovt med nogle andre artister, inden han for alvor starter næste kapitel af sin egen fortælling, hvor der som bekendt ikke er plads til mange gæster.
For vi skal have The Weeknd tilbage i hovedrollen. Det er her, han skinner. Det andet bliver sgu lidt for mageligt.