KOMMENTAR. Der er ikke mange store, klassiske popstjerner tilbage, men The Weeknd er uden tvivl en af dem. Sådan en artist, der ikke bare udgiver en single eller annoncerer et album, men som indleder en ny æra, når han udgiver ny musik.
Så da Abel Tesfaye skulle udgive sin første nye sang i 2021, nøjedes han ikke med bare at dele et link til sangen på udgivelsesdagen. Han udråbte ’Take My Breath’ til startskuddet til en helt ny tidsregning for sit musikalske projekt.
Der blev delt en teaser med en symbolladet solopgang, og sangeren fortalte, at han nu endegyldigt havde skrottet det røde jakkesæt, der var hans uniform under albumkampagnen omkring 2020-albummet ’After Hours’.
Budskabet var klart: Efter nattefesten ‘After Hours’ gryede der nu en ny dag.
Men nu har sangen så været ude i en håndfuld dage, og det virker mest som om, den her nye dag er lidt som en gennemsnitlig hverdag. Det vil sige: Ikke væsentlig anderledes end de foregående dage.
’Take My Breath’ er nemlig en solid, storladen popsang, der mest af alt gentager ting, som vi allerede vidste, The Weeknd var god til.
Der er således glitrende synths, der lyder som efterladenskaber fra det mesterlige ’After Hours’, men også mere groovy, disco-agtige elementer, der nikker tilbage til den lyd, Tesfaye dyrkede sammen med Daft Punk på ’Starboy’.
Musikvideoen er for så vidt også ret klassisk.
Som på så mange af The Weeknds sange er der en femme fatale, der i dette tilfælde meget bogstavelig talt er drabelig for sangeren. Symbolikken med iltmasker og kvælning er en smule malplaceret i en tid, hvor iltmasker og iltmangel har været en reel, potentielt dødelig fare verden over.
Den mærkværdige corona-symbolik er nok det mest kontroversielle ved musikvideoen. Ellers ligner The Weeknd sig selv. Okay, det røde jakkesæt er væk, men han har stadig solbrillerne på. Abel Tesfaye er allerhøjst en halvt forvandlet mand.
Dermed ikke sagt, at ’Take My Breath’ nødvendigvis er en dårlig sang, eller at en popstjerne partout skal forvandle sig totalt hvert andet år. Det er jo ikke engang halvandet år siden, The Weeknd udgav karrierens største og stærkeste album.
Man kan vel ikke med god samvittighed forlange, at han allerede nu drejer skuden 180 grader og begynder at lave country, poppunk eller noget andet helt uventet.
Det interessante er måske snarere, hvorfor The Weeknd overhovedet følte behovet for at udråbe en ny æra. Det siger nemlig noget om, hvad der kræves af en popstjerne i 2021.
Nu om dage forventes det nemlig af de største stjerner, at de ikke bare laver et godt album, men at de også leverer en hel fortælling rundt om udgivelsen.
Som Billie Eilish, der farvede sit hår blondt og sprang ud som Marilyn Monroe-agtig pinup-model på forsiden af Vogue i forbindelse med ‘Happier Than Ever’. Eller som Olivia Rodrigo, der knyttede den storhittende single ‘Driver’s License’ fra sit debutalbum op på et (måske) selvoplevet trekantsdrama fra det virkelige liv, der inkluderede to andre skuespillere.
Eller – lad os bare hive den måske allerstørste popstjerne frem – som Taylor Swift, der sidste år genopfandt sig som folkelskende skoveremit på ‘Folklore’ og ‘Evermore’.
I alle de tilfælde er det lykkedes popstjernerne at skabe et større narrativ omkring albummet. De har præsenteret en ny persona, nærmest som om de har skrevet en ny hovedkarakter til det nye album.
Det gjorde The Weeknd jo også i allerhøjeste grad selv, da han introducerede sit hærgede, jakkesætklædte alter ego på ’After Hours’.
Den slags gennemtænkt indpakning er indtil videre svær at spotte i lanceringen af sangerens 2021-æra.
Meget kan selvfølgelig nå at ske. Vi er trods alt kun en lille uge inde i den nye The Weeknd-tidsregning. Og det er værd at huske på, at selv storsuccesen ‘After Hours’ startede underspillet med ‘Heartless’, der ikke ligefrem lignede at tidligt tegn på, at Abel Tesfaye ville skabe karrierens definerende værk.
Det kan altså sagtens være, at ‘Take My Breath’ rent faktisk er indvarslingen af en ny æra. Men indtil videre ligner den nye The Weeknd mest af alt den gamle The Weeknd.