Slayyyter ‘Troubled Paradise’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Slayyyters ‘Troubled Paradise’ er ikke mit favoritalbum fra ende til anden. Men det er det album, der i 2021 fik mig til at spidse allermest ører. Amerikanske Catherine Slaters radikale EDM-pop er syntetisk og voldsom, faktisk nogle gange lidt ubehagelig. Og så elsker jeg hendes airbrushede, hyperfeminine udtryk. Sange som ‘Clouds’, ‘Cowboys’ og ‘Troubled Paradise’ har kørt på repeat for mig siden juni, og jeg håber, at mange flere får øjnene op for hende i 2022«.
Cassandra Jenkins’ An Overview on Phenomenal Nature’
Valgt af Martin Hjorth Frederiksen: »Amerikanske Cassandra Jenkins’ andet album er både sorgbearbejdelse, en hyldest til naturen og et vidnesbyrd om tiltro til andre mennesker. Jenkins besidder klassiske sangskriverkvaliteter, men resultatet her er mere en slags drømme-folk og sophisti-pop med elementer af ambient. På gennembrudssangen ‘Hard Drive’ er vi endda forbi spoken word. Hun taler og synger diskret, helt tæt på mikrofonen, og alt står klart frem i Josh Kaufmans flotte produktion. Som at se solskin ramme støv gennem vinduet«.
Lingua Ignota ‘Sinner Get Ready’
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Lingua Ignota skildrer sit mildest talt komplicerede forhold til religion. Det er en grim, makaber og voldelig lytteoplevelse, hvor jeg som lytter føler mig helt og aldeles magtesløs over for de transcendentale magter, Lingua Ignota besynger. Men det er også et smukt album, der formår at formidle den skønhed og transcenderende grandiositet, som religion også står for. Når jeg lytter til albummet, bliver jeg fængslet af den højdramatiske vekselvirkning, der konstant foregår mellem de to poler«.
Indigo De Souza ‘Any Shape You Take’
Valgt af Jakob Matzen: »Nogle gange er der bare noget, der rammer, selv om man ikke kan udpege præcis, hvad det er eller hvorfor. Men albummet ’Any Shape You Take’ af Indigo De Souza gør præcis det. Jeg kan ikke slippe de smukke melodier, der fortæller forfærdelige historier. Alle numrene er pakket ind i en mærkværdig blanding af grunge og indadvendt soveværelsespop, som limes sammen via hendes fantastiske evne til at vride samtlige menneskelige følelser ud, så det rammer mig lige i solar plexus«.
TV Priest ‘Uppers’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Mark E. Smith er død (1957-2018). Mark E. Smith lever. Frontmanden fra The Fall har inspireret nutidige, velansete bands som Black Midi og Protomartyr, der stadig holder postpunkens sorte faner højt. Lidt oversete er måske TV Priest, der her og der næsten lyder som et Fall-kopiband. Men debutalbummet ‘Uppers’ glider forbi med et højt energiniveau og en kryptisk charme, som gør, at man alligevel bliver hængende. En mulig ny begyndelse for nostalgiske Fall-fans«.
Uden Ord ‘Eventyr’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg havde ikke regnet med, at et debutalbum fra en forholdsvis lille, dansk artpop-gruppe ville være det, der gjorde mest indtryk på mig i år. Men nogle gange kommer de største oplevelser, når man mindst venter det. Inden Uden Ord udgav ‘Eventyr’, kendte jeg intet til dem, men jeg faldt øjeblikkeligt for deres smukke og intime univers, der blander akustisk, jazzet instrumentering med en poppet grandiositet. Sæt ‘Jeg græder om sommeren på’, og så græder jeg uanset årstiden«.
Jenny Wilson ‘Mästerverket’
Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »Sangtitlernes versaler og de svenske gloser fra ‘Trauma’ går igen, men der stopper sammenligningerne så også imellem Jenny Wilsons forrige album og hendes 2021-aktuelle, det mørkrandede metaværk ‘Mästerverket’. Wilson skærer ind til benet med en organisk, rocket lyd som i First Floor Power-dagene tilsat de måske stærkeste melodier fra hendes hånd, og resultatet er en samling sårbare, ekstremt kraftfulde sange om depression, ensomhed – og livsgnist. At lytte til ‘Mästerverket’ er som at bevæge sig igennem en sort, brusende svensk nåleskov og pludselig skimte et bål imellem træerne. Den effekt har slået mig omkuld«.
Allison Russell ‘Outside Child’
Valgt af Mads Kjær Larsen: »I 2019 udgav fire banjospillende sorte kvinder et fremragende album med roots-baserede gospel- og bluestoner under navnet Our Native Daughters, der i høj grad kunne ses som et kollektivt projekt med en politisk dagsorden: At forbinde roots-musikken med sort identitet. Tre af de fire – Rhiannon Giddens, Amythyst Kiah og Allison Russell – udgav i 2021 hvert sit fremragende soloalbum. Giddens udforskede (blandt andet!) italiensk operettesang og irsk folkemusik på ’They’re Calling Me Home’, Amythyst Kiah viste sin powerhouse-vokal frem på det både stolte og sårbare ’Wary + Strange’, og sidst men ikke mindst slog Allison Russell benene væk under mig med ’Outside Child’, hvor hun kombinerede alt fra folkpop til Memphis-soul på et komplet hudløst album om sin egen ulykkelige barndom. Mageløst stærke sager«.
River Flows Reverse ‘When River Flows Reverse’
Valgt af Martin Gronemann: »Ungarnsk psychedelia. Jeg nyder at gå på opdagelse i genrer, jeg elsker, og særligt hvordan de eksekvereres i andre lande er fascinerende. Min nysgerrighed var således øjeblikkeligt vakt, da ovennævnte betegnelse dukkede op i mit newsfeed. Med repeterende rytmiske forløb og svømmende guitarer besidder When River Flows Reverse spidskompetencerne indenfor psychen. Men de implementerer desuden blandt andet banjo, jødeharpe og trompet, der bidrager til en pirrende lydtekstur, som gør, at man lige bliver nødt til at høre albummet én gang til«.