Vidunderlige Jenny Wilson sænkede paraderne og var både nærværende, flosset og stærk i Store Vega
Jenny Wilson har i et årti sunget uforfærdet og nysgerrigt om sig selv – fra kræftforløbet på ‘Demand the Impossible’ til det seksuelle overgreb på ‘Exorcism’ og ‘Trauma’.
Alligevel fremstår svenskerens nyeste, særdeles stærke udgivelse fra i år, ‘Mästerverket’, som hendes helt store metaalbum. Her synger Jenny Wilson om at synge, om at være menneske før kunstner, og om have vundet ambivalent anerkendelse midt i en omsiggribende livskrise.
»Finns det nånting värre än ensam men igenkänd?«, lyder nøglelinjen på den bedrøvede ballade ‘Universums Grymma Lag’, som hun onsdag aften åbnede sin Store Vega-koncert – og turné – med. ‘Metaverket’ havde næsten været en bedre titel.
‘Mästerverket’ er dog ikke kun dyster og selvransagende, men også opløftende ved sin vilje til at genfinde lyset og livsgnisten, og under hele koncerten fremstod Jenny Wilson lige så nærværende, flosset og stærk, som hun gør på albummet. Universets grusomme lov siger, at mørke avler mere mørke, så hvad gør man, når man synger et forkert vers eller kludrer i tangenterne? Wilson, klædt som en elegant dressurrytter med slør i det gule hår, valgte i skrøbelige øjeblikke at skære en grimasse, i de mere overskudsagtige at danse i fjæset på sin egen fejlbarlighed.
Da jeg oplevede Jenny Wilson på samme scene for ti år siden i forbindelse med ‘Hardships!’-albummet, var hun udrustet med et gospelkor og et set sprudlende artpopsange. Onsdag indtog hun salen med paraderne totalt sænkede og en ambition om at dyrke samspillet med sine fire musikere.
Singlen ‘Ge mig nåt starkt’ blev leveret med en effektiv, bidsk bund af bas og trommer, imens de mere afdæmpede af de nye sange som ‘Gör vad som helst för dig’ havde sværere ved at få tag i tilhørerne.
Jenny Wilson, som efterhånden har en 25 år lang karriere bag sig, er en ekstremt opmærksom performer, som hele tiden fornemmer sit publikum, og det var tydeligt, at hun søgte og også vandt forbindelse til os med ældre klassikere som ‘Like a Fading Rainbow’ og ‘Pyramids (Rose Out of Our Pain)’, der blev fremført i stampende og ret underholdende rockabilly-stil med guitaren i front.
Jeg savnede dog, at Wilson tog lidt mere ejerskab over sine nye sange, som ganske vist er mere afdæmpede og milde i temperamentet end hendes tidligere materiale, men ulmer på deres helt egen dragende facon. Den vidunderlige ballade ‘Dela på ett moln’ udgjorde således et højdepunkt under koncerten, ikke ved at jage effekter, men ved at dyrke sin helt egen tyste ‘Twin Peaks’-stemning og afgrundsdybe sørgmodighed.
»Jeg har været så bange og utrolig nervøs inden i aften. Og jeg er stolt og beæret over at stå her«, fortalte Wilson halvvejs i koncerten, bogstaveligt talt med hånden på hjertet.
Ængstelsen post-pandemi og premierenerverne fornemmede man tydeligt, men de tappede heldigvis kun momentvis energi fra Wilsons charmerende og storsmilende scenepersona. Hun har sænket de knyttede næver fra ‘Demand the Impossible’-perioden, men kampen for livet er ongoing.
Kort sagt:
Under hele sin Store Vega-koncert fremstod Jenny Wilson lige så nærværende, flosset og stærk, som hun gør på sit nyeste album, ‘Mästerverket’. I skrøbelige øjeblikke valgte hun at skære en grimasse, i de mere overskudsagtige at danse i fjæset på sin egen fejlbarlighed. Man savnede kun momentvis, at Wilson tog lidt mere ejerskab over sine nye sange.