Aldous Harding gør alt for at bryde med den stil, der sikrede hende et internationalt gennembrud
Hun er en lille smule sær, Aldous Harding, og hun ved det godt selv. På scenen kan hun virke besat, når hun gestikulerer umotiveret med armene og vender det hvide ud af øjnene. Hendes lyrik er berømt for at være uigennemskuelig, og i den første musikvideo fra hendes nye album, ‘Warm Chris’, er hun forvandlet til en øgle.
Alligevel har Hardings elegante indiefolk altid virket lidt mindre sær end kunstneren selv. Det er, som om hun i samarbejde med PJ Harvey-produceren John Parish har formået at tøjle sin indre uro i studiet. ‘Designer’, hendes underspillede tredje album fra 2019, blev med sin varme lyd et internationalt gennembrud for den 31-årige newzealænder.
Men nu er tøjlerne sluppet. ‘Warm Chris’ gør nærmest demonstrativt op med forgængerens produktion. Væk er den bløde guitar, i stedet dominerer kejtet klaverspil og pludselige, uventede akkordskift. I lange stræk lyder fjerde album som en demo. Er det sådan, frihed lyder?
Det er egentlig forfriskende nok, at Harding og Parish er gået efter et mere upoleret udtryk denne gang. Mange har gennem årene spurgt, hvem den excentriske sanger i virkeligheden er. Hvem der gemte sig bag Hardings ekstremt omskiftelige vokal, som på et øjeblik kan skifte fra dybt Nico-leje til skinger Yoko Ono. Jeg tror, vi er tættere på et svar her, end vi har været før.
Jeg er bare ikke sikker på, det var det svar, vi håbede på.
Der er øjeblikke på albummet, som forfører. Åbneren, ‘Ennui’, lyder umiddelbart som en forløsning. Harding har tidligere holdt fast i forholdsvis traditionelle akkordrundgange i sine sange, men her er der dristig kromatik og komplet uforudsigelighed.
Man når lige at tænke, at det naive klaverspil og de rå træblæsere giver mening som en kontrast til den flyvske harmonik. Men efter nogle gennemlytninger bliver det for meget med den firkantede stil. For demonstrativt hakkende.
Problemet gentager sig i ‘Tick Tock’, hvor et guitarmotiv ude af stemning insisterer på at vise, hvor aparte Harding er. Det lyder som en ballon, der taber luft. »Wanted to see me / what’re you gonna do / now that you see me«, synger hun luftigt i det fængende omkvæd med håndholdt percussion og Povl Kjøller-vibes.
Vi ser dig, Aldous, men giv lige slip i nakken på os.
Legesygen virker mindre anstrengt i albummets to singleudspil. ‘Fever’ minder på mange måder om ‘Ennui’, men akkorderne lander ikke lige så stift, der er mere energi i melodien og pauserne, og Hardings stemme er fyldigere. ‘Lawn’ er et tiltrængt caribisk frikvarter med tresillorytmer og rasleæg, hvor hun igen synger om at være fri.
Sin måske mest intime vokalpræstation i karrieren giver Harding på titelsangen ‘Warm Chris’, en afdæmpet vals, hvor den akustiske guitar for en stund får lov at komme tilbage i centrum. Det er meget let at fortabe sig i den helt nære optagelse. Hardings stemme er fuld af nuancer, og hun har en sjælden rytmisk lethed i sin levering.
Derfor er det træls, at albummet er så forhippet på et ret ensidigt lydbillede. Det får Hardings ellers eminente sangskrivning til at flyde ud i ét. En undtagelse er den drilske ‘Leathery Whip’, der runder albummet af med elorgel og lækkert rustent besøg fra Sleaford Mods’ Jason Williamson. Det virker dog mest af alt som en selvstændig epilog.
Da Aldous Harding slog igennem med ‘Designer’, lød det som en invitation. Universet var kryptisk, men ikke forceret. Vi måtte godt selv gå rundt og lytte ekstra efter de finurlige detaljer, hvis vi ville. Intet blev trukket ned over hovedet på os.
Stemningen er en anden på ‘Warm Chris’. Lyden er, trods titlen, koldere, og det simple akkompagnement kommer hurtigt til at virke stædigt. Legesygen er erstattet af noget, der virker mere påtvunget – og det bliver trættende i længden.
»Passion must play / or passion won’t stay,« synger Harding undervejs. Det credo lever hun ikke selv op til længere.
Kort sagt:
‘Warm Chris’ er Aldous Hardings mest upolerede og ambitiøse album til dato, men den rå produktion underminerer til tider charmen ved hendes elegante indiefolk.