Eloq har slået sig ned med Netflix og filmmusik: »Det er sgu meget lækkert, hvis det her bare er mit job«

Den fjerde sæson af ’Borgen’ er i fuld gang. Det samme er Eloqs karriere som film- og seriekomponist. Han har nemlig lavet musikken til sæsonen, der kører lige nu på både Netflix og DR, og efter ’The Rain’ og ’Chosen’ er det her faktisk den tredje Netflix-serie, Eloq har bidraget til – og det stopper ikke her. Hvad betyder samarbejdet med Netflix for den erfarne producer og dj – er festen forbi og pensionen sikret?
Eloq har slået sig ned med Netflix og filmmusik: »Det er sgu meget lækkert, hvis det her bare er mit job«
Eloq. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

»Jeg så mig selv som 50-årig«, siger Eloq eller – i dagens anledning – August Fenger Janson. »Er jeg elektronisk musiker, der turnerer og producerer hele tiden, eller er jeg én, der laver filmmusik?«

Vi har snakket sammen i omtrent en halv time, da Fenger pludselig overtager mit job. Retorisk stiller han sig selv det spørgsmål, som udgør hele essensen af interviewet.  

Vi er egentlig på vej ud af et sidespor. Jeg er her jo for at høre om det nylige filmmusik-eventyr, som for alvor har vundet indpas i Fengers liv. ’Borgen’s fjerde sæson – et samarbejde mellem DR og Netflix – ruller i øjeblikket over skærmen, og det er faktisk tredje gang, der er en Fenger med i spillet på soundtracket til de danske Netflix-serier.

Første gang var det sammen med de to venner i producertrioen AV AV AV, da der skulle komponeres musikalsk underlægning til de dystopiske regndråber i den første danske Netflix-satsning ’The Rain’. Siden er Fenger »gået solo« med musikken til sci-fi-serien ’Chosen’ – et coming-of-age drama, der kredser om et mystisk meteornedslag, der måske – måske ikke – har fundet sted. Og nu er han altså aktuel med soundtracket til Borgen, der bliver sluppet løs på streamingtjenesterne efter seriens sidste afsnit.

Men denne her alderssnak hænger uløseligt sammen med filmmusikken for den 31-årige producer.

»Da jeg var 27, kunne jeg godt have ret meget krise på, hvis jeg ikke følte, at jeg var, hvor jeg skulle være i forhold til min alder«, forklarer han med en stoisk ro, imens han afslappet hælder termokaffe i koppen.  

Man kan godt fornemme på Fenger, at det er en anden – mindre hektisk – tid nu. 30-års-krise kan man i hvert fald ikke karakterisere det som, tværtimod: Det virker snarere som om, at brikkerne er faldet på plads på den anden side af det skarpe hjørne.

Hvad er det dog for en filmmusikalsk åbenbaring, der har givet Fenger sådan en ro? De hedonistiske gadefester på Distortion med resten af Cheff-slænget virker som en meget fjern – nærmest parallel – fortid nu, hvor han sidder med sænkede skuldre og snakker om feriefridage og pension.

Er der stadig kontakt til den nysgerrige og festklare ungdommelighed i Eloqs soundtrack-voksne liv som August Fenger Janson?

Det går jo strygende

Studiet på Amager er propfyldt med »dimser«, som Fenger kalder det. Fra sofaen, hvor jeg har sat mig, skæver jeg ind imellem rundt på de veltrimmede geledder af analog-synths, pedaler og monitorhøjtalere, som er i lokalet.

Det er alle sammen dimser, der oser af baspumpende Cheff-bangers, flyvende Eloq-house eller nørdede lydeksperimenter med AV AV AV. Altså August Fenger Janson, som vi kender ham bedst: Ekvilibrist udi alle facetter af den elektroniske musik.

Eloq. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Men i det ordnede kaos af elektronik gemmer sig også en stak noder, som Fenger finder frem: Et partitur til en strygekvartet. Det er til en scene fra ’Borgen’.

»Jeg har altid været fascineret af stryg. Da jeg var yngre, var jeg ret betaget af min fars arbejde med strygerarrangementer, og jeg var med i studiet og se, hvordan han gør. Det er også ham, der har fikset noderne til ’Borgen’. Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave ’Borgen’, tænkte jeg først: Øh, what? Det kan jeg da ikke. Det er sådan en højpolitisk serie, og jeg ved absolut ingenting om politik. Jeg har nærmest kun lavet elektronisk sci-fi-musik«.

’Borgen’ blev altså katalysator for at komme i gang med den ædle disciplin, det er at arrangere strygere til film og tv: En kompositorisk tradition, der næsten er lige så gammel som filmmediet selv.

»Der er nogle regler, man skal lære«, siger Fenger. »Men jeg fandt ud af, at det er et sprog, jeg sagtens kunne komme ind i, bare på min egen måde. Jeg er meget inspireret af Hans Zimmer. Han har på et tidspunkt optaget 34 celloer, bare lige for at høre, hvordan det lyder. Han er sådan en, folk har lidt holdninger til, og mange vil nok sige, at han er lidt for poppet. Jeg synes, han er et geni«.

Man skal ikke lede længe efter Fengers store inspirationskilde, når man tænder flimmeren for at følge med i magtkampene mellem Birgitte Nybroe og de andre toppolitikere i ’Borgen’. I titelmelodien er der dømt rendyrket Zimmer-cello.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Introsekvensen bliver båret af et cellotema, der er skåret helt ind til benet – tænk ’West World’ eller ’Game of Thrones’. Men det er samtidig spændt højt op med samplet åndedræt, elektroniske brag og storladne strygerakkorder, så seeren for alvor bliver kørt i stilling til DR-søndagens dramasus.

Eloq på glatis

Filmstrygerne repræsenterer endnu en ny afkrog af den kæmpe legeplads, der har vist sig for Fenger i filmmusikken. Det er en åbenbaring, som bringer nuancer til selvforståelsen hos den eventyrlystne producer.

I kraft af sit samarbejde med AV AV AV-kammesjukken Martin Skovbjerg, der også er instruktør (’Brakland’ med mere), har Fenger været vant til at skabe musik til billeder i mange år. Men det var først, da Netflix ringede og spurgte, om producertrioen ville lave scoret til ’The Rain’, at det virkelig greb om sig.

»I starten vidste vi slet ikke, hvordan man gjorde. Vi lavede bare en masse tracks og tænkte, det er nok det, de vil have. Men det er jo slet ikke sådan, det foregår. Nogle gange skal der bare være en flade eller en lyd, der antyder noget i en scene – en enkelt tone fra en børnexylofon kan skabe en kæmpe reaktion. Man er samtidig nødt til at lave kurver over de forskellige afsnit, og der er en hel masse ping-pong med instruktører, klippere og så videre. Jeg har fundet ud af, at jeg bedst kan lidt at være med helt fra start. Helst allerede fra tanken om, at der overhovedet skal laves en serie«.

Eloq. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Så seriemusikken kastede dig ud på dybt vand igen?
»Min fornemmelse af mig selv er i hvert fald blevet mindre fast. Jeg har haft en meget klar idé om, hvad Eloq kan, og hvad han bliver brugt til. Men i den her verden, hvor jeg stadig er i gang med lære, er det helt flydende. Det er en helt ny måde at anskue musik på, som ikke er bundet op på ti års Eloq. Det føles meget befriende«.

Brikkerne i puslespillet

Når man laver scores til serier, indgår man som en lille brik i et kæmpe produktionspuslespil. Her er det ifølge Fenger vigtigt, at man kan lægge kunstneregoet lidt på hylden. Det er en dynamik, han kender fra de gange, han har været »sofaproducer«, som han selv kalder det:

»Jeg har taget den del af mig med, som ikke går ind og overtager et projekt. Ofte er det jo bare meget en-til-en, når man har producerhatten på: Man sidder med en sangskriver og producerer et track til dem. Det her er min lyd, og det er derfor, jeg er her – værsgo! Men da jeg lavede ’Solkongen’ med Minds of 99, tænkte jeg: Jeg prøver lige en anden rolle her. Jeg skal jo ikke ind og lave hele deres plade elektronisk. I stedet prøvede jeg at få det bedste ud af deres ting. Man snakker sammen, finder ud af hvor man bedst kan hjælpe, og får folk til at nyde deres plads i et band«.

Ejerskabsfornemmelsen omkring musikken bliver man også nødt til at skyde til hjørne, hvis man gerne vil arbejde med Netflix.

»Jeg har fornemmelsen af, at det er rart at arbejde sammen med mig, fordi jeg ikke er så

besidderisk over for musikken. Jeg går ind med den tilgang, at vi alle er med til at bestemme. Og jeg ved, at når det er Netflix, skal der gerne trykkes 300 procent på knappen, så det bliver ekstra stort eller følsomt. Der må man lægge sin kunstneriske side lidt væk«.

Eloq. (Foto: Nicolaj Springborg/Soundvenue)

Eventyr eller pensionsopsparing?

Det er svært at finde ud af, om seriemusikken repræsenterer et hovedspring ind i en ny musikalsk opdagelsesrejse for Fenger eller mere er en halvpragmatisk måde at sikre pensionen på. Sandheden er nok, at det er begge ting på samme tid. Her på den anden side af de buldrende 20’ere har der i hvert fald meldt sig nogle nye behov for den velbevandrede producer.

»Jeg synes, den typiske kunstnerkarriere kan være ret diset. Det er ofte nogle marginaler, der gør, at man slår igennem. Det er umuligt at regne ud, og det gjorde mig oftere ked af det end inspireret. Der er så mange ting, man skal forholde sig til, om det så er SoMe eller Spotify. Nogle gange føles det som om, du aldrig har fri. Du har ikke ferie, ingen pension, der venter på den anden side – du kører bare!«

»For bare fire år siden havde jeg det sådan: AV AV AV skal bare ud og spille, og Eloq skal producere en masse ting og dj’e over det hele. Men nu er filmmusikken blevet en hovedting, og jeg kan godt mærke, at det her er en karrierevej, som jeg nok kommer til at prioritere højere, end jeg lige troede. Det er sgu ret lækkert, hvis det bare er mit job. Så kan det andet være mit ’happy place’, som jeg kan vælge til, når det passer mig«.

Tiden vil vise, om Fenger stadig laver scores som 50-årig. Han er i hvert ikke færdig med Netflix og afslører hen mod slutningen af interviewet, at han skal lave endnu en serie, som han dog ikke kan sige noget officielt om endnu. Men selv om han er dybt inde i serie-varmen, nøjes han ikke med at gemme sig i rulleteksterne som August Fenger Janson. For der er også et nyt Eloq-album på vej.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af