På ‘Fear of the Dawn’ udforsker Jack White alle de mest uforudsigelige afkroge af sin lyd

På ‘Fear of the Dawn’ udforsker Jack White alle de mest uforudsigelige afkroge af sin lyd
Jack White. (Foto: David James Swanson)

I 2018 gjorde Jack White noget totalt uforudset. Den tidligere White Stripes-frontmand havde for længst etableret en lyd, der fungerede for ham på tværs af både solokarrieren og sideprojekter som The Raconteurs og The Dead Weather: Energisk, højlydt, skramlet bluesrock, til tider krydret med referencer til country og americana. Hvis han ville, kunne han hvile på laurbærene.

Men i stedet udgav han det eksperimentelle, mere elektronisk orienterede rockalbum ‘Boarding House Reach’, der nu fire år senere stadig står som den mest polariserende udgivelse i Whites diskografi.

Efter det mere konventionelle Raconteurs-album ‘Help Us Stranger’ i 2019 kunne man mistænke, at Whites affære med de gakkede elektroniske eksperimenter kun var en kortvarig flirt. Men nu er han tilbage med sit første soloalbum siden da, og med ‘Fear of the Dawn’ fortsætter han afgjort rent sonisk, hvor ‘Boarding House Reach’ slap.

Selv åbningsnummeret, den dejligt umiddelbare rockbanger ‘Taking Me Back’, føles som en åndelig efterfølger til den mest umiddelbare sang på ‘Boarding House Reach’; nemlig det heftige smadder-anthem ‘Over and Over and Over’.

Begge tromler afsted med et solidt, simpelt riff, der bliver forvrænget i alskens spændende retninger, mens en insisterende, tilbagevendende titulær vokallinje sørger for at bevare sangens jordforbindelse. Men selv om der er mange paralleller til stede mellem de to album, er dette det tætteste på en egentlig gentagelse – og selv her synes jeg egentlig, at resultatet af gentagelsen fungerer ret så upåklageligt.

Men derfra er ‘Fear of the Dawn’ i høj grad defineret af sine eksperimenter. Og hvad du synes om albummet afhænger nok i høj grad af, hvor godt du syntes eksperimenterne virkede på ‘Boarding House Reach’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Med det sagt, så var ‘Boarding House Reach’-eksperimenterne en kende mere tålmodige. De tog ingenlunde lytteren ved hånden, men sange som ‘Why Walk a Dog?’ og ‘What’s Done Is Done’ nænnede at have blide melodier, der var lette at tage fat om, trods den ejendommelige lyd.

Den slags tracks har vi ikke rigtig på ‘Fear of the Dawn’, der er en stribe meget højlydte in-your-face-skæringer, der fundamentalt ville være sonisk bragende, selv hvis White ikke gav sig til at dreje på alle knapperne.

Resultatet er en ret overrumplende lytteoplevelse, der kun bliver sværere at sluge for hver sær eskapade, White bevæger sig ud i. Men alle de kvaliteter, der gør albummet svært at kapere, gør det samtidig så finurligt, at det kan føles charmerende, selv efter adskillige gennemlytninger.

Som når han på ‘The White Raven’ får en guitar til at lyde som Skrillex-agtige wubwubs, eller når vi på ‘Eosophobia’ hører en manisk White råbe om solens bevægelser på himlen over et dub/reggae-beat, der før man ved af det er blevet en støjende omgang rockmusik – og så går tilbage til reggae igen.

For slet ikke at tale om de numre, der er vanvid fra start til slut. Såsom ‘Hi-De-Ho’, hvor A Tribe Called Quests Q-Tip rapper ret så animeret over konstant forandrende instrumentation, der det ene øjeblik er funkrock, det næste er spansk guitar, det næste igen er buldrende militærtrommer.

Og der er også lige ‘Into the Twilight’, der ville være synd at dømme som en sang i traditionel forstand – det er rettere et basisgroove, som White kaster sig ud i at jamme løs over med en række instrumenter og samples, der lader ham udforske alle de mest spændende afkroge af lyden. Det er eventyrlystent og nysgerrigt – og din tolerance for musikere, der leger rundt uden noget defineret mål, kommer utvivlsomt til at være afgørende for, hvor berigende en rejse, du synes, White tager dig på her.

‘Fear of the Dawn’ er et eksperiment. Og trods paralleller til ‘Boarding House Reach’ er det ikke det samme eksperiment udført for anden gang. Men ligesom ‘Boarding House Reach’ er det her næppe en imødekommende lytteoplevelse for de fleste.


Kort sagt:
‘Fear of the Dawn’ er ligesom forgængeren ‘Boarding House Reach’ en ret utilgængelig, eksperimenterende omgang elektronisk bluesrock. Og din interesse i netop det eksperimenterende er nok afgørende for, hvad du vil synes om musikken.

Jack White. 'Fear of the Dawn'. Album. Third Man Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af