Populær Red Hot Chili Peppers-guitarist er tilbage efter et årti ude af bandet – men deres nye album er stadig ikke værd at høre

Populær Red Hot Chili Peppers-guitarist er tilbage efter et årti ude af bandet – men deres nye album er stadig ikke værd at høre
Red Hot Chili Peppers. (Foto: PR)

Bedst som jeg var blevet vant til at lave sjov med, når folk fortsat omtalte guitarist Josh Klinghoffer som ‘ham den nye’ i Red Hot Chili Peppers trods over et årti i bandet, vendte gruppens utvivlsomt mest afholdte guitarist nogensinde, John Frusciante, tilbage for at overtage Klinghoffers plads.

Frusciantes tilbagevenden har været det ene gennemgående udsagn, der har været brugt til at skabe hype for det nye RHCP-album, ‘Unlimited Love’. Ikke alene er Frusciante en ualmindeligt begavet og fængslende guitarist – han optræder også på chilipebrenes to nok mest roste udgivelser: ‘Blood Sugar Sex Magik’ fra 1991 og ‘Californication’ fra 1999.

Tilsæt det faktum, at vi skal tilbage til den seneste skive med Frusciante, ‘Stadium Arcadium’ fra 2006, før vi finder et Chili Peppers-album, der nærmer sig at være anbefalingsværdigt (det er stadig en meget ujævn, alt for lang oplevelse, men der er skam en del solide sange derpå).

‘Unlimited Love’ deler mange kvaliteter med ‘Stadium Arcadium’. Blandt andet at den med sine 73 minutter er alt for lang, og at der helt klart er nogle sange, der med lethed kunne være skåret fra, uden at de ville blive savnet. Men i det mindste er det ikke de nådesløse 122 minutter fra ‘Stadium Arcadium’.

Men albummet lyder også i de bedste stunder bare godt på samme måde som ‘Stadium Arcadium’. Bandets tre dygtige instrumentalister forstår at samarbejde effektivt og ramme nogle ret lækre grooves. Meget af albummet er blevet til over jam-sessions, og det kan høres – på godt og ondt.

Godt, fordi det gør, at der er en spilleglæde til stede, der får nogle gode ting frem i lydbillederne. Flea fyrer op for nogle oprigtigt sprøde basgange. Chad Smith har stadig drivkraft som trommeslager. Og ikke alene emmer John Frusciantes guitarspil af personlighed, han har også fået lov til at skeje den ud som den synthnørd, han trods alt også er – især på afslutningsnummeret ‘Tangelo’ gør han det godt i det regi.

Der er et solidt fundament til stede. Men når det gælder at forvandle disse jams til egentlige sange, rammer Red Hot Chili Peppers sjældent fyldestgørende resultater. Jeg ville ikke kunne pege på én eneste sang fra ‘Unlimited Love’, der i sit endelige resultat ikke bare er en svagere udgave af noget, de har gjort før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvorfor ville jeg høre ‘It’s Only Natural’ (der med sin vemodighed og fine harmonier ellers er en af de mere vellydende sange på albummet), når jeg kan høre 2002-sangen ‘Midnight’, der rent faktisk har noget kant og nerve med i købet? Og hvorfor ville jeg gide høre Anthony Kiedis rappe så dårligt på ‘One Way Traffic’, at min nærmeste reference er Taylor Swift på c-stykket til ‘Shake It Off’, når jeg kan høre ham rappe med så meget mere tyngde over et markant mere hårdtslående funkgroove på 1991-hittet ‘Give It Away’?

I det hele taget er Kiedis’ vokal med længder det svage led på ‘Unlimited Love’. De andre medlemmer overrasker sjældent, men de forstår i det mindste at give folk det, de i forvejen elsker bandet for. Men om jeg forstår, hvad der sker for den snublende melo-hviske-rap på ‘Poster Child’, eller hvorfor Kiedis overudtaler hver individuel stavelse i den gumpetunge versmelodi til ‘Whatchu Thinkin”.

Sangene er simpelthen ikke gode. Der er nogle få, hvor lyden (dels fra instrumentalisterne, dels fra Rick Rubins glimrende produktion) er god nok til, at man kan ignorere dårlig, ikkemålrettet sangskrivning – eksempelvis ‘Aquatic Mouth Dance’ og ‘Tangelo’.

Men når bandet slår over i et totalt malplaceret, distortion-tungt c-stykke på ‘Bastards of Light’ og introducerer et sært rockabilly-klingende groove mod slutningen af ‘White Braids & Pillow Chair’ – eller når de pludselig bliver et af historiens ringeste grungebands på omkvædet til det ellers i versene totalt u-grungede nummer ‘The Heavy Wing’ – er der kun én ting at konkludere: Sangene er ikke gode nok.

Det er hyggelige, nogle gange velklingende jam-sessions, der koste hvad det vil er blevet lavet om til nogle jammerlige rocksange.


Kort sagt:
Red Hot Chili Peppers har begået et album, der trods en håndfuld velklingende passager simpelthen ikke har god nok sangskrivning til, at det med sine 73 minutter er værd at høre.

Red Hot Chili Peppers. 'Unlimited Love'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af