Søn: Selvudnævnt samtidsband med relativt få år på bagen.
Det Kongelige Kapel: Verdens ældste orkester med en mange århundreder lang historie.
Det var musikere fra to forskellige traditioner og æraer, der stødte sammen, da Soundvenue og Det Kongelige Teater onsdag aften præsenterede en ny Crossover-koncert i Operaen. Søn havde da også forud for koncerten fortalt Soundvenue, at de oplevede et stort skisma mellem dem selv og den klassiske verden.
Hvis der virkelig var en afgrund mellem de musikalske traditioner, blev den dog forbløffende hurtigt overvundet i Operaens foyer.
En kammermusikbesætning fra Det Kongelige Kapel åbnede aftenen med en opførelse af ‘Humoreske’ af Alexander Zemlinsky fra 1939 og Ivan Trevinos ‘Song Book’ fra 2019, der bød på alt fra en træblæserkvintet til xylofon og et væld af percussive elementer.
Derefter trådte det unge band Søn ind på scenen.
Først en smule tøvende, som om de lige skulle finde ud af, hvor man skal stå på sådan en scene ved siden af seks klassiske musikere. Men så tog forsanger Kristoffer Jessen et dybt åndedræt, lod blikket glide henover den fyldte sal – og derfra var det som om, det selvudnævnte samtidsband aldrig havde stået på andre scener end denne.
De fem bandmedlemmer udstrålede alle en scenebevidst selvsikkerhed. Især Jessen, klædt i en næsten middelalder-agtig stor bluse med leopardprint, inkarnerede bandets indlevelse i de klassiske rammer.
Hans krystalklare stemme – man har vel ikke være kirkesanger for ingenting! – skar igennem luften fra koncertens start med ‘Danish Crown’, og hans dramatiske, affekterede armbevægelser havde mere end en snert af operasangeres gestik over sig. Han smagte lystfuldt på hvert ord, mens hans spjættende fingre tegnede usynlige silhouetter i luften.
I løbet af koncerten kunne man også se bandet nærme sig musikerne fra Det Kongelige Kapel på helt konkret vis. Guitarist Carl-Erik Gippert stod således midt imellem resten af bandet og Kapel-musikerne og dannede på den måde en form for bro mellem de to musikergrupper på scenen.
»Nu skal jeg lige en tur ud af byen«, lød det så kort inde i koncerten fra Kristoffer Jessen, hvorefter han bevægede sig helt over til Kapel-musikerne og sang ‘På toppen af en langsomt væltende Storebæltsbro’ akkompagneret af de klassiske musikere. Den bevægelse gentog hans senere på ‘Ægte kærlighed’, og i begge tilfælde hjalp blæserne visse passager af omkvædene op til nye, dramatiske højder.
Senere i koncerten fik vi både nye numre fra Søn samt en ekskursion ud i salen, da Kristoffer Jessen på messiansk vis sang fra øverste trappetrin i Operaens foyer. Det var et højtideligt, næsten sakralt moment. I det hele taget var Søn ikke bange for at lade tempoet falde helt ned. De turde at bruge tavsheden i rummet som et dramatisk virkemiddel.
Til sidst kunne Søn dog ikke dy sig for at – som man siger – sprænge rammerne. Koncertens formentlige slutning blev belønnet med et gigantisk bifald, men bandet var ikke færdige. Kristoffer Jessen stod tavs tæt på publikum, der nærmest holdt vejret i hvad der føltes som minutter. Så, pludselig, eksploderede scenen en sidste gang i røde farver og stroboskoplys.
Derefter var det forbi. Denne gang for alvor.
Der var ikke andet tilbage for Søn og musikerne fra Det Kongelige Kapel end at gribe hinandens hænder og bukke, mens publikum lod bifaldet skylle henover dem. Det gav aftenen det perfekte billede: Samtidsbandet Søn og kapellet med den århundrede lange tradition stod hånd i hånd på scenen og takkede af.
