Dopha havde i forvejen lovet en sammensmeltning af klassisk og rytmisk musik med smæk på, da hun skulle spille som del af koncertrækken Crossover, som Soundvenue og det Kongelige Teater præsenterer i Operaen. Ud med popstrygere og ind med operasangere og messingblæsere, lød devisen.
Men én ting er løfter om at sætte gang i den. Noget anden er at hive det siddende publikum op af stolene, mens både operasangere og en kvintet af messingblæsere blæste sangene op til nye dimensioner. Det var ikke desto mindre det, Dopha lykkedes med under mandagens koncert i Operaens foyer.
Aftenen startede med indslag fra Det Kongelige Kapels messingblæserkvintet samt to duetter af operasangere fra Det Kongelige Operakor. Messingblæserne opførte Anthony Plog, mens operasangerne optrådte med passager fra Verdi og Délibes.
Derefter optrådte de klassiske musikere sammen med Dopha og hendes band, hvor de to universer smeltede sammen. Det skete med det lovede høje energiniveau på sange som ’The Game’, hvor messingkvintetten virkelig fik lov til at folde sig ud, men der var også plads til stille momenter som ’September Till June’, hvor operasangerne blev inkorporeret på elegant vis.
Til sidst fik Dopha altså også publikum op af sæderne, da koncerten sluttede på toppen med ’I’m Not Crying, You Are’ og den festlige – og endnu ikke udgivne – ’Pity Party’.
Dophas optræden var årets første Crossover-koncert, men allerede den 27. april vender formatet tilbage til Operaen i selskab med Søn.
Sidste år var Fraads og Chinah de første artister til at prøve kræfter med konceptet, hvor en rytmisk kunstner bliver sat sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel for sammen med komponisten Christian Balvig at genfortolke sange fra bagkataloget.
Vi fulgte Dopha og co. hele aftenen, og nedenfor kan du se billeder fra mandagens lydprøver, backstage og showtime.