‘Ivory’: Omar Apollo skrottede hele sit debutalbum og begyndte forfra – har han nu fundet frem til kernen?
Siden det mexicansk-amerikanske stortalent Omar Apollos gennembrud i 2017 har hans hastigt groende fanskare set frem til en foreløbig kulmination i form af et officielt debutalbum.
Forventningsglæden tog for alvor fart, da sangeren, der fik sit gennembrud som selvstændig internetsensation, skrev kontrakt med indie-distributionsselskabet AWAL i 2019 og så med det store major label Warner det følgende år.
Med et heftigt budget i ryggen havde han nu rig mulighed for at bryde fri fra soveværelsestudiets tekniske begrænsninger, og forventningerne blev tilsvarende opjusteret.
Ventetiden var imidlertid ikke ovre endnu, og de tålmodige fans måtte vente yderligere to år. Apollo havde ellers indleveret det første udkast af albummet til Warner, men blot to dage inden optagelsen af førstesinglens musikvideo besluttede han sig for at smide projektet i skraldespanden og starte fra scratch.
Årsagen var, at han – omringet af et gigantisk korps af producere – ikke rigtigt kunne mærke sig selv på albummet. Den musikalske selvopfattelse og retten til kunstnerisk egenrådighed fylder meget for Omar Apollo, der tager afsæt i en række musikalske traditioner og samtidsstrømninger fra både USA og Mexico, og dette skulle debuten også gerne afspejle.
Men lykkes det album, vi i sidste ende har fået, så rent faktisk med at formidle Apollos facetterede identitet?
Det korte svar på det spørgsmål er et lettere skuffende ’både og’.
‘Ivory’ byder på tolv velproducerede numre, der genremæssigt spænder fra alternativ r’n’b over poppet hiphop og lettere psykedelisk soul til både traditionel og moderne latinmusik. Den store variation betyder, at Apollos utroligt alsidige vokal får lov til at skinne igennem på smukkeste vis.
Det ene øjeblik leverer han en intim og kraftfuld spansksproget performance på den traditionelt mexicansk-inspirerede ballade ‘En El Olvido’, og i det næste forfører han med en blanding af latin rap og Timberlake-falsetter på den The Neptunes-producerede ‘Tamagotchi’. Og netop den piskesmældsfremkalende overgang mellem de to numre fremhæver på hyperkarikeret facon, hvad der på samme tid er albummets største styrke og ærgerligste svaghed – nemlig en intens følelse af rastløshed.
De føromtalte genreskift går nemlig igen og igen på ‘Ivory’ og medfører ligeledes en løbende ind- og udskiftning af en række åbenlyse inspirationskilder.
Vi kommer ikke uden om den måske lidt for lette Frank Ocean-sammenligning, som Apollo uden tvivl allerede er træt af at få smidt i hovedet, men der er altså en lang række kunstnere, som i min optik præger hans lyd i langt højere grad. På flere af albummets numre endda i sådan en grad, at det grænser til decideret imitation.
De tydeligste eksempler tæller ‘No Good Reason’, hvis omkvæd bærer en umiskendelig lighed med Brockhamptons pitch-shiftede varemærkelyd, og ‘Evergreen’, der byder på varm og nostalgisk soul i stil med Leon Bridges.
De tilsyneladende største forbilleder skal dog findes blandt albummets eneste features – to af de seneste års største r’n’b-kunstnere, Daniel Caesar og Kali Uchis. Især Caesars guitardrevne univers af sex og mere eller mindre ulykkelige romancer virker til at have haft en stor indflydelse på den stort set jævnaldrende Apollo.
På det neo-soulede track ‘Invincible’ flyder de to unge mænd nærmest sammen til ét vanvittigt musikalsk begavet væsen, og resultatet er et af albummets bedste numre. Den ærgerlige bagside er bare, at jeg som lytter sidder med en fornemmelse af, at jeg lytter til et Daniel Caesar-nummer med Apollo som gæst, snarere end det modsatte.
Og det er et problem, der gennemsyrer albummet fra start til slut og lægger en ærgerlig dæmper på helhedsindtrykket af en debutplade, der ellers er sprængfyldt med god musik. Nærmest hver eneste sang er singleværdig takket være Apollos pragtfulde stemme og evne til at beskrive romantiske og seksuelle forhold med en dyb intimitet, men albummets flow forstyrres gevaldigt af de mange bratte genreskift.
På den måde fremstår ‘Ivory’ mest af alt som en sommerplayliste, der er sat på shuffle og ganske vist formår at skildre flere separate dele af Apollos musikalske identitet, men aldrig rigtigt samler brikkerne til et fyldestgørende helhedsbillede.
Kort sagt:
‘Ivory’ er en blandet landhandel af et debutalbum, der fremviser stortalentets stærke vokal, sangskrivningsevner og genremæssige alsidighed, men sjældent føles som en sammenhængende musikalsk helhed.