Spot Festival: Sinés vokal strålede i de sårbare og desperate øjeblikke
Vi kender alle den slags vokalister, der brillerer, idet de får selv den mest bragende høje tone til at lyde ubesværet og gnidningsfri. Sangere som Mariah Carey, Freddie Mercury og Marvin Gaye.
Men der er også den slags vokalister, der bliver ekstra gribende, idet de til tider lyder som om, de skubber sig selv til det yderste både teknisk og emotionelt – hvor dette pres tydeligt kan mærkes på deres levering. Sådan en sanger er Siné.
Da hun under sin Spot-koncert sang om at få sit kort afvist på ‘Broke’, lød hun oprigtigt som om, hun var i spåner. Og da hun under et uudgivet nummer, vistnok betitlet ‘Family Dinner’, sang med et let hiphoppet flow om at føle, at hun ikke passede ind under familiemiddagen, var det let at sætte sig ind i den uoverskuelige setting, hun beskrev.
Den force er i stand til at bære Siné langt. Og sammen med hendes næstvigtigste greb – de velarrangerede, let retroklingende popsange – kan hun nå vidt omkring. Men den utaknemmelige opgave at åbne Spot Festivals Park-scene kl. 16.15, mens folk stadig forsøgte at sluge dagens første fadøl … den klarede hun ikke helt gnidningsfrit.
Jovist, de doo-woppede backingvokaler på ‘Broke’ lød lige så stærke som altid, og med ‘Another Boy’ som intro kom folk med rette overraskende hurtigt i dansehumør. Men når vi først nåede stilfærdige ballader som de uudgivne sange, der vist hedder ‘Rebound’ og ‘Flickering Streetlights’ – og Sinés sangskrivning altså blev barberet ned til de knogler, der skal holde det hele sammen – så var der altså ikke så meget at komme efter.
Når der ikke var et detaljeret poparrangement at tage udgangspunkt i, formåede Sinés ellers charmerende fagter ikke længere at nå ud over scenekanten. Hendes ellers umiddelbart stærke vokal syntes for tynd til at bære hele showet alene.
Da vi nåede afslutningsnummeret ‘2good2u’ var det tid til en selvsikker fuckfinger rettet mod alle dem, hun har datet, der har fucket hende over – i bedste Beyoncé-stil. Og her blev endnu et problem tydeligt, der egentlig emmede igennem hele koncerten: Siné var for forsigtig på scenen til, at sangen opnåede sit fulde potentiale.
Sinés vokal er nemlig rigtig god til at være usikker eller desperat, men den vakler, når sangen kræver selvsikkerhed. Og i det hele taget føltes showet ikke videre selvsikkert (bandet blev blandt andet introduceret to gange, øjensynligt fordi Siné oprindeligt kom til at gøre det for tidligt). Af den årsag var det ikke den mest ophidsende åbning af Park-scenen.
Kort sagt:
Sinés vokal strålede, når det gjaldt at være sårbar, men så snart hun skulle udtrykke selvsikkerhed, vaklede den. Dertil faldt balladerne lidt til jorden, fordi sangskrivningen ikke helt kunne følge med, når arrangementerne blev mere nedbarberede.