Icekiid er både en artist på vej op og en etableret stjerne på samme tid.
For selv om han har været en konstant faktor på den danske hiphopscene siden midten af 2010’erne, er det først nu – i fredags – at han for første gang har udgivet et soloalbum. Det er derfor, vi har aftalt at mødes med Jermyn Creppy, som den 25-årige kunstner hedder.
Vi skal tale om, hvordan en allerede over otte år lang musikkarriere – som har budt på en exceptionelt succesfuld FCK-kampsang, internationale koncerter, en ep med Kesi og et kæmpehit, der fandt vej helt til det globale ‘FIFA 21’-soundtrack – nu er blevet forløst i et album.
’Ingen roser uden torne’ hedder værket; en titel, der passer ret perfekt til det sted, hvor jeg har aftalt at mødes med rapperen: Botanisk Have. Hvor blomsterne nu for alvor et begyndt at springe ud.
Icekiid ankommer til indgangen ved Nørreport med en taxa, hvorefter han stiger ud med en vaper i hånden og med fede sko på (sorry, jeg kunne ikke lade være). Solen skinner. Vi når knap at tale sammen i fem minutter, før der kører en bil forbi, der blæser hans musik ud af vinduerne for fuld lydstyrke.
»Så er det blevet sommer«, griner Icekiid og smager på sin vaper.
Vi sætter os på en bænk i Botanisk Have, og Icekiid er ivrig efter at tale om det nye album. Det er personligt som aldrig før, fortæller han, og der er ikke et eneste feature.
Producerne tæller den danske hiphopscenens elite. Blandt andre Hennedub, Nicki Pooyandeh, T&O, brødrene Harm og så selvfølgelig de faste beatmagere fra Cannibal Records.
Her bliver jeg dog nødt til at afbryde rapperen. For inden vi kan rode os helt ud i snakken om ’Ingen roser uden torne’, beder jeg ham skrue tiden tilbage til dengang, han første gang begyndte at lave musik. Vi er nødt til at have historien med, jo.
Så hvem ser han, når han tænker tilbage på Mini-Ice?
»Jeg ser en fyr med ambitioner. En fyr med blod på tanden. En fyr, der var klar til at erobre det hele«, griner han selvsikkert. Men vejen fra kvarteret i Hillerød til den nuværende succes har været længere, end man måske tror, hvis man kun har kendt Icekiid siden det store gennembrud med ’ErruDumEllaHvad’ i 2020.
Fremme i skoene
»Jeg har aldrig været genert eller bange for at gå op på en scene«, siger Jermyn Creppy. »Om det så var teater i folkeskolen eller kortfilm eller noget helt tredje. Jeg har altid haft gåpåmod. Det med at performe er min boldbane – det er der, jeg føler mig hjemme«.
Icekiid er altså en rigtig showman som lille. En entertainer, der bare lige skal finde den rigtige niche.
»En gang, da jeg var helt lille, var der et teaterstykke, jeg var med i, men da jeg havde udført min rolle, tog jeg bare mikrofonen og begyndte at jamme og mumle et eller andet. Det var sådan, min mor fandt ud af, at jeg kunne lide at optræde. Alle de andre forældre var sådan: Han er godt nok fremme i skoene ham der!«
Dermed førte vejen dog ikke direkte til musikkarrieren. Først skulle Icekiid – og det her er en gennemgående ting hos ham, finder jeg ud af – lige prøve en masse andre ting af.
»Først var der fodbold«, forklarer rapperen og begynder at optælle alle de andre hobbyer, han prøvede af: »Så var der kor. Der kom jeg to dage maks. Jeg prøvede også at gå til guitar og dans. Så, til sidst, fandt jeg musikken«.
Som 11-12-årig rendte han rundt og lavede musik med de ældre fra kvarteret i hvad han beskriver som »ratchet ghettostudier i kælderen«. Dengang var Jermyn Creppy stor fan af 50 Cent og Snoop Dogg, og det var den lyd, han legede med.
»Det var en vild oplevelse at stå bag en rude med høretelefoner på og tale med produceren«, siger Icekiid. Men hans musikalske udvikling tog en afgørende retning for hans senere karriere, da han besøgte noget familie i London i de tidlige teenageår.
»Da jeg var i London, blev jeg introduceret til rigtig meget UK-musik. Den gamle grime-wave og så videre«, fortæller Icekiid. »Jeg var til et ghanesisk ’Party in the Park’, som er et arrangement for ghanesere i London. Hvert år inviterer de ghanesiske artister fra England, USA og selvfølgelig Ghana. Så tager man derhen og spiser og hører musik fra genrer som highlife, afrobeats og rap. Det inspirerede mig«.
Senere i karrieren kommer Icekiid selv til at rappe om at være dansk-afrikansk på ’Afrikaner’ og skyde musikvideoer i Ghana. De variationer af afrobeats, han lærte at kende dengang i London, har også lagret sig i hans egen musik. Men mere om det senere.
I første omgang skulle Icekiid nemlig igennem en periode, hvor musikken fyldte mindre.
Ung rod
»Jeg følte ikke, jeg kom nogen steder. Jeg var ung, så mine interesser røg et andet sted hen«, siger Jermyn Creppy om sine teenageår. »Jeg gjorde alt for at tjene. Alt, der kunne sælges, blev solgt, hvis du forstår. Jeg hader at snakke om det, for det er ikke noget, jeg er stolt af – og der er nok folk, der snakker om den slags«.
Icekiid droppede ud af skolen, og selv om han senere prøvede at give både 9. og 10. klasse et skud, lykkedes det aldrig helt for ham at tage den boglige vej. »Jeg har aldrig været den bedste i skolen«, siger han.
Jermyn Creppy droppede at tage de sidste eksaminer, og, lidt ligesom med sine tidligere hobbyer, begyndte den unge Icekiid i stedet at shoppe rundt mellem karrieremuligheder.
»Jeg tog noget praktik. Jeg var der én dag og skulle lægge noget tøj på hylder. Jeg fandt hurtigt ud af, at det skal jeg ikke«, siger rapperen.
»Jeg har givet mange ting en chance, men er så hurtigt bakket ud igen. På et tidspunkt var jeg på kokkeskolen. Det droppede jeg også hurtigt ud af. Jeg tænkte: Bare fordi jeg godt kan lide mad, betyder det måske ikke, at jeg også skal lave mad. Jeg tror ikke engang, jeg nåede igennem introdagene for at være ærlig«.
Efter et par år på vildveje fik Icekiids venner ham så heldigvis overtalt til at dyrke sit åbenlyse musikalske talent. Han vendte tilbage til musikstudiet, og i starten af 2010’erne begyndte han at udgive musik på YouTube. Først den 90’er-agtige rapsang ’Nat poesien’. Så ’Hættetrøje & skimask’, der kombinerede bouncy afro-rytmer med gaderap-tekster. Og til sidst kærlighedssangen ’Hun er dejlig nok’.
De tre meget forskellige sange vakte opmærksomhed hos det København-baserede crew Cannibal Records. Et møde, der fik afgørende betydning.
Fra gadedreng til mand
Cannibal Records havde et følgerskab i hiphopundergrunden takket være rapperen J-Mix, som den unge Icekiid havde lagt mærke til på YouTube.
»Han har bars, men han taler om hverdagsting, man kan relatere til«, siger Icekiiid. »På ’Hva ska man gøre’ rapper han om at misse bussen om morgenen eller at være på vej til arbejde. Bare ting, som folk går igennem og kan relatere til«.
Man kan måske sige, at Icekiids egne tekster også har en lignende kvalitet. Han er ikke urørlig gangsterboss som for eksempel Branco eller fejlfri charmør som Kesi. Icekiid er, ligesom J-Mix, relaterbar. Han rapper om fester på en måde, så man føler, at den fest kunne man også selv have været til.
Sammen med hverdagspoeten J-Mix og en gaderapper ved navn Hakeem (kendt fra undergrundshittet ’Aktivitet’) endte Icekiid med at danne en umage trio. Cannibal Records-overhovedet Wintana – eller Coach, som Icekiid med tydelig affektion kalder ham – blev samtidig en mentor for den unge artist.
»Det var sundt at komme ind hos nogen, der havde noget livserfaring og kunne hive mig væk fra de ting, jeg kom fra. Coach kommer fra de samme miljøer, jeg kommer fra, og forstår, hvad jeg har været igennem. Han har plantet mange frø i mit hoved, der har gjort, at jeg ikke længere har en gadedrengs mentalitet, men er begyndt at tænke som en voksen mand«, siger Icekiid.
Når han beskriver tiden i midten af 2010’erne, er det i det hele taget næsten som om, han har fundet en ny familie. »Vi gjorde alt sammen«, siger rapperen. »Spiste sammen, delte ting sammen, lettede vores hjerter sammen. Og hver mandag holdt vi et møde, for vi var professionelle, jo! Det var et broderskab, men samtidig drev vi en forretning sammen«.
Efter Icekiid på den måde blev en del af Cannibal-crewet, tog det for alvor fart med musikken. ’Coco Chanel’, den første sang med det nye pladeselskab, blev et hit. Det samme gjorde ’Blondiner & brunnetter’, der stadig er en stensikker feststarter til Icekiids koncerter i dag.
De sange introducerede Danmark for de hiphop- og r’n’b-inspirerede afrobeats-subgenrer, der blandt andet var store i England, og som Icekiid havde suget til sig i London. Da den unge rapper udgav debut-ep’en ’Afro dansker’, var der også en sang, der omhandlede det at være dansker med afrikanske rødder.
»Først vidste jeg ikke, om emner var for dybt, eller om folk ville forstå mit budskab«, siger Icekiid om sangen ’Afrikaner’. »Jeg vidste ikke, at det var så vigtigt et track, men der er mange, der er kommet hen til mig og har sagt: ‘Yo, det kan jeg relatere til’. Eller: ‘Jeg har det på samme måde, og den her sang har hjulpet mig igennem nogle ting’«.
I årene efter udgivelsen af ’Afro dansker’-ep’en i 2016 blev Icekiid større og større, mens den afrobeats-lyd, han som en af de eneste havde dyrket i Danmark, fik global succes takket være blandt andre Drakes favntag med genren.
Pludselig var Icekiids lyd det, alle ville have. Han begyndte endda at spille mange koncerter i Sverige og Norge. »Jeg var 18 år og skulle med et fly til udlandet for at spille koncerter. Med hotel, fly, middag og det hele betalt. Det var surrealistisk«, siger Icekiid.
Så, i 2020, udgav han en sang, der blev et af den slags hits, der dominerer en hel sommer – og som kan definere en karriere.
Under isen
Vi har før skrevet meget og indgående om ’ErruDumEllaHvad’, så lad os i denne omgang bare tage den korte version.
Den første udgave af det senere megahit var en freestyle fra 2017, som Icekiid hurtigt glemte alt om igen. Men efter folkene omkring ham insisterede på, at den sang havde noget specielt, fik han indspillet den som studieversion tre år senere sammen med brødrene Harm, der kombinerede vokalen med en hurtig, hollandsk-inspireret produktion.
Derefter toppede ’ErruDumEllaHvad’ hitlister hele året og endte på det globale FIFA-soundtrack. Linjen om, at »Ice kommer ind med fede sko på«, er nu for evigt indgraveret i hukommelsen hos alle, der lyttede til hiphop – eller bare til radioen – i 2020.
Når det kommer til singler, bliver det ikke meget større end ’ErruDumEllaHvad’. Derfor må det næste skridt, naturligt nok, være et album. Og her er vi altså tilbage ved starten af artiklen. Nemlig Icekiids debutalbum, ’Ingen roser uden torne’.
»Der er intet, der er så godt og smukt, at det ikke har nogle torne«, siger Icekiid om titlen. »Jeg kommer ikke fra perfekte miljøer. Folk omkring mig er ikke perfekte. De ting, jeg synger om på albummet, er ting, jeg er gået igennem de seneste år. Det har ikke været guld og grønne skove. Karrieren er gået godt, men der er altid også en bagside af medaljen«.
Der har selvfølgelig været elementer af en dybere sangskrivning på flere af Jermyn Creppys tidligere sange. Men han virker meget bevidst om, at mange primært ser ham som en feststarter.
Det vil han også gerne være, understreger han. Men han kan også mere. Han har været igennem nogle ting i løbet af sit liv, og han kommer desuden ud af en tid med flere kuldsejlede forhold.
»Jeg er i et stadie af mit liv, hvor jeg tænker meget over fremtiden«, siger han. »Snart vil jeg måske have en kone. Måske også børn. Det er sådan nogle ting, jeg snakker om«.
De nye tematikker træder tydeligt frem på en sang som ‘Queen’, hvor Icekiid beskriver en barndom uden en far og spekulerer over, hvordan det har indflydelse på ham: »Mama, du har lært mig at knokle / jeg havde ikke nogen at se op til / ingen faderrolle / er jeg mon blevet skadet nu som voksen?«
Der er også sange som ‘Du var’ og ‘Ensom’, der skildrer giftige forhold fra to forskellige perspektiver – først fra Icekiids eget derfra ud fra en kvindes.
Førstnævne beskriver en relation præget af gaslighting på en sårbar måde, som man sjældent hører det fra en mandlig rapper: »Taler ned til din mand, og det er hele tiden / kaster rundt med de ting, du er for aggressiv / hader din manipulation / du fik mig til at tro, at jeg ikke kunne stole på nogen«.
Det er på grund af de personligt funderede tekster og tematikker, at der ikke er nogle gæster på ’Ingen roser uden torne’. Nu er det Jermyn Creppy, det skal handle om, og ikke nogen andre.
Før det her album var Icekiid – undskyld metaordvalget – et isbjerg. Vi havde kun set toppen. »Den festlige Ice«, som han selv kalder sit image.
På albummet begynder vi at se, hvem der gemmer sig under isen: »Nu bliver det hele lidt dybere«, siger Icekiid.