Pearl Jam i Royal Arena: Det er det her, en god rockkoncert skal kunne
Hold nu på, hvor er det bare dejligt at observere fem rockmusikere, der tydeligt nyder at spille sammen. Som nyder at kæle for deres publikum. Et band, der har noget på hjerte, og hvor frontmanden formår at blotte sig på en måde, der er emotionelt berigende.
Jovist, når min seneste rockkoncert (hvis vi ser bort fra Idles’ fornemme opvarmning i Royal Arena) stadig var The Strokes’ jammerlige karriereselvmord på Dyrskuepladsen, ville de fleste koncerter føles som velsignelser.
Men gang på gang under Pearl Jams koncert i København kiggede jeg ned i mine notater, hvor jeg observerede, at jeg skrev ting som »endnu en fænomenal solo fra Mike McCready«, »shit, det her Gossard-riff er en mavepuster«, »Matt Camerons trommer sidder lige i skabet« og »Jeff Aments bas er vidunderligt groovy«.
Ikke mindst skrev jeg ofte noget a la »Eddie Vedders dybt fængslende vokal kommer virkelig ud over scenekanten«.
Det nævnte femkløver fik under visse numre assistance fra pianist Boom Gaspar og percussionist/guitarist Josh Klinghoffer (yes, ham fra Red Hot Chili Peppers). Musikerne – især de centrale fem medlemmer – forstod fornemt at få det bedste frem i hinanden.
Som hvordan instrumentalisterne tålmodigt slog et forsigtigt groove an i starten af ‘Inside Job’ (en sang, der i øvrigt blev ønsket af publikum), før Vedders ekspressive vokal trådte ind. Eller hvordan det vemodige lydbillede på ‘Black’ ganske stilfuldt udviklede sig, så McCready fik mulighed for at affyre en vidunderligt vrælende guitarsolo, der besad Hendrix-kanaliserende proportioner.
På denne turné har Pearl Jam været glade for at hive helt ukendte sange frem fra gemmeren, men i Royal Arena blev b-side-opsamlingerne ikke rørt. I stedet var det alle klassikerne fra album som ‘Vitalogy’, ‘Vs.’ og især ‘Ten’, krydret med lidt fra 2020-albummet ‘Gigaton’.
På en playliste ville numrene fra sidstnævnte nok komme til kort, men i liveformat tålte de sagtens at stå side om side med klassikerne. Når Aments lettere funky basgang fra ‘Dance of the Clairvoyants’ blev iklædt discolys og McCreadys skrigende guitarer, endte det som et fantastisk livetrack.
Men Pearl Jam kunne også finde ud af at omfavne det følsomme. Numre som ‘Better Man’ og førnævnte ‘Black’ emmede af sårbarhed i lang tid, inden de helt store guitareskapader begyndte, og under ‘Daughter’ fik vi en velintegreret, potent seance fra Vedder, der råbte op om abortrettigheder i USA.
Selv fældede jeg en tåre, da Vedder reflekterede over ulykken på Roskilde Festival i 2000 – hvorefter de ganske passende spillede ‘Love Boat Captain’, der refererer til tragedien på Dyrskuepladsen.
Pearl Jam spillede så længe, at lyset blev tændt i hele salen – umiddelbart mod bandets vilje, omend de aldrig italesatte det. De blev bare ved med at spille videre, for det var tydeligt, at det var det, de havde lyst til.
Efter en række tungsindige grungehymner valgte de at slutte koncerten af med en euforisk omgang ‘Rockin’ in the Free World’ af Neil Young, hvormed musikerne viste, at de også ubesværet mestrede heartlandrocken som genre – især Gossard og McCready brillerede under dette genreskift.
Kærligheden og spilleglæden mellem musikerne strålede ud i salen, og ved koncertens afslutning var jeg fyldt med god stemning. Det er nu en dejlig følelse, når en rockkoncert kan gøre sådan noget.
Kort sagt:
Alle medlemmer af Pearl Jam var velspillende, ekspressive og fyldt med god energi under deres koncert i Royal Arena, hvor det især stod på alle de store klassikere fra 90’erne i umådeligt velklingende indpakninger.