Allerede i tredje nummer dryppede Future Islands’ forsanger af sved – men det havde man jo forudset
Future Islands giver folk, hvad de vil have. Der er næsten gået formel i den, og overraskelserne stod ikke ligefrem i kø på deres seneste album, ‘As Long As You Are’, der bød på tre kvarters vemodig, romantisk synthpop af præcis den slags, man forventer af Baltimore-bandet.
Derfor var mine forventninger også rimelig klare, da jeg tog til Store Vega for at opleve min indtil videre fjerde koncert med Future Islands.
Forsanger Sam Herring ville pifte kompositionerne op med noget nær konstant dans, kæmpemæssige fagter og nærmest teateregnet gestikulering, og fra tid til anden ville han vige væk fra sin ellers også ganske ekspressive vokallevering for i stedet lige at komme med et animeret brøl eller growl. Alt det, der gjorde, at bandet for otte år siden gik virale efter deres legendariske ‘Letterman’-optræden.
Alligevel håbede jeg selvfølgelig, at der ville komme et eller andet, der ville pifte det hele lidt op. Noget nyt. Noget, der viser folk, at Future Islands live er mere og andet end deres gimmicks – en præstation, The National eksempelvis begik på Frederiksberg for et par måneder siden.
Men nej. Future Islands’ besøg i København var nærmest det stik modsatte. Vi fik en koncert, der føltes som om, den kørte på formel. Ikke nødvendigvis på rutine – Herring føltes stadig frisk og spontan at overvære – men absolut på formel. Og den formel var bygget op om, at Herrings eklektiske scenetække skulle bære det hele.
En del af den formel gik ud på, at ingen af de andre medlemmer måtte risikere at stjæle rampelyset. Gerrit Welmers’ synthlines er til tider der, sangenes mest fremtrædende hooks ligger, men han stod og stirrede kedsommeligt ned i sit keyboard, selv når han var den der fyldte mest i instrumentale passager. Bassist William Cashion var endnu mere anonym, da han ikke engang fik lov til at have soniske stjernestunder.
Trommeslager Michael Lowry havde i sagens natur nogle lidt større armbevægelser, og der var plads til nogle kække samspil mellem ham og Herring – eksempelvis under ‘A Dream of You and Me’, hvor Herring slog sit hoved ned mod jorden i takt til slag fra Lowrys bækken.
Men det var nu ikke fordi Lowry ellers gjorde de store tiltag for at charmere sig ind på publikum med kreative fills eller skæve trommerytmer. Han spillede sangene, som de skulle spilles, og så måtte Herring stå for at være charmetrolden.
Og selv Herring var ikke immun over for at føles formularisk. Næsten hvert eneste nummer blev introduceret med »This is a song about […]« efterfulgt af to-tre korte, uddybende sætninger, hvorefter han sagde sangtitlen. Få gange vovede han sig virkelig ud på dybt vand og sagde sangtitlen inden, han sagde »This is a song about […]«. Originaliteten ville ingen ende tage.
Koncerten blev dog for alvor løftet af Herring som performer. Allerede i løbet af tredje nummer, ‘Ran’, noterede jeg mig, at han dryppede af sved, og under ‘Peach’ mimede han effektivt at sluge piller under linjerne »This one makes you big« og »This one makes you small«.
At se ‘The Painter’ live var som at bevidne en sang, der var skrevet direkte med henblik på gestikuleren, idet Herring både bevægede hånden som en pensel under linjerne om at male og bevægede hænderne som en pianist under linjen »crushing a piano«.
Det var hertil totalt uforudset og uforglemmeligt, da Herring gled på maven langs scenegulvet under ‘Long Flight’, og hans ‘Joker’-maniske smil under andet vers af ‘King of Sweden’ gav sangen en helt ny dimension.
Men sådanne overraskende øjeblikke gav kun lidt krydderi til en ret middelmådig koncert. For det meste så jeg kun formlen foran mig.
Kort sagt:
Future Islands kører på en formel efterhånden, og deres Store Vega-koncert blev lettere forudsigelig og ensartet. Sam Herrings som altid fængslende scenetække var dog et lyspunkt, der holdt koncerten fra for alvor at blive kedelig.