Tidligere på ugen lovede Tobias Rahim, at hans nye album ikke ville blive udskudt, selv om han for nylig blev ramt af angst og derfor var nødt til at aflyse sin optræden til P3 Guld, hvor han vandt hovedprisen.
»Sony spurgte, om jeg ville udskyde min albumudgivelse. Til jeg har fået det bedre og er kommet lidt på afstand af det hele. Men jeg har det faktisk omvendt. Jeg vil bare gerne have det album ud at leve«, skrev Rahim forleden på Instagram.
Nu har vi så fået endnu et tegn på, at udgivelsen måske er på trapperne. Tobias Rahim har nemlig delt albummets trackliste på Instagram.
Her kan man se, at værket kommer til at bestå af 16 sange, hvoraf seks allerede har været udsendt som singler.
Tobias Rahims samarbejder med Andreas Odbjerg og Artigeardit er begge med på albummet, men dagens trackliste afslører også nogle andre gæster.
Niels Brandt fra The Minds of 99 – der jo gæstede Rahims Roskilde-koncert i sommer – er nemlig med på sangen ‘Ozonlag a energi’, og så optræder Luna Ersahin og rapperen ZK på et nummer ved navn ‘Kurder i København’.
Nu venter vi bare på, at albummet får en officiel udgivelsesdato.
