KOMMENTAR. Så du Danish Music Awards i går?
Nej, det gjorde du selvfølgelig ikke, for prisuddelingen blev for første gang i mange år ikke vist på tv, da DMA og TV 2 har stoppet samarbejdet.
I stedet var der en mindre prisuddeling i Moltkes Palæ i København, som ikke var åben for offentlighed eller presse og ikke vil blive vist på tv.
Afskeden til sendefladerne markerer endnu et nybrud for ceremonien, der har været igennem nogle tumultariske år.
I 2018 blev Danish Music Awards helt aflyst, fordi der var »brug for at genopfinde DMA«, som det dengang lød fra arrangøren, musikselskabernes brancheorganisation IFPI.
Året efter vendte prisuddelingen tilbage med et fornyet fokus på live-musik. Det musikalske aspekt var intakt under det minimalistiske corona-show i 2020 samt sidste år, hvor Soundvenues Christian Wolkoff kaldte DMA »forfriskende ordinært«.
Nu, få år efter den ellers positive udvikling, er prisshowet altså skaleret helt ned. Fra tv-transmission og Royal Arena til lukket branchefest i Indre By.
Det kunne ligne dødsstødet for Danish Music Awards, som vi kender det – men prisuddelingen selv har konsekvent kommunikeret, at det nye format skal ses som noget positivt. Som en del af mediebilledets udvikling fra flow-tv til den digitale arena.
Den fremtidsvision skulle så stå sin første prøve til Danish Music Awards 2022.
Først og fremmest må man sige: Beslutningen om at fokusere på digital kommunikation i stedet for fjernsyn giver til en vis grad mening. Stort set alle store awardshows kæmper med faldende seertal. Den type store begivenheder samler simpelthen ikke os alle sammen foran fjerneren i stuen længere.
Tilsvarende er der et stort potentiale i at få musikstjerner med massevis af følgere til at dele indhold via Instagram og TikTok.
Hvorfor bruge massevis af energi på et stort tv-show, når man bare kan sende noget content til de nominerede og lade dem om at fortælle historien? Ud med DR og TV 2, ind med artister og influencere. Så vidt, så 2022.
Problemet for dette års DMA var så bare, at de her noget vage idéer om ‘en digital oplevelse’ ikke førte til særlig mange konkrete tiltag.
»Begivenheden transmitteres ikke, men kan følges på DMA’s Instagram-profil«, lød meldingen fra prisshowet, der også lovede en »markant forøget tilstedeværelse på sociale medier«.
Men den forøgede tilstedeværelse var svær at få øje på. I stedet virkede det, som om Danish Music Awards har sagt farvel til flow-tv – uden rigtig at have noget at erstatte det med.
Prisceremonien er slet ikke aktiv på TikTok, for eksempel, hvilket ellers virker som et oplagt sted at ramme den unge musikforbruger. En enkelt post er det blevet til på Facebook, hvor prisen ellers har næsten 40.000 følgere.
I stedet bestod dækningen op til prisshowet af en lang række Instagram-posts med pressefotos af artister med DMA-artwork henover.
Under selve prisuddelingen udgjordes dækningen af ensartede videoklip, der var filmet fra en telefon bagest i salen, så man knap kunne se, hvad der foregik.
Var det Tobias Rahim deroppe? Nå nej, det var hans producer Arto, der forklarede at Tobias Rahim ikke kunne komme. Æv. Men okay. Man kunne jo alligevel ikke se en døjt.
Ikke ligefrem en type dækning, der varsler begyndelsen af en ny digital æra for Danish Music Awards.
Prisuddelingen havde også lovet »en række musikrelaterede begivenheder i måneden op til DMA«. Et tiltag, der ikke blev ført ud i livet.
Alt i alt må man altså sige: Danish Music Awards er måske trådt ud af tv-æraen. Men en digital revolution er de næppe ved at starte.
Hvilket efterlader DMA i en slags sort hul, hvor ikke engang musikstjernernes lys trænger ud.
For når en prisuddeling ikke vises på tv og heller ikke skaber indhold til digitale platforme, er der meget lidt tilbage. Der er, bogstavelig talt, intet at se. Og hvad er værdien i en usynlig ceremoni?
Som filosofferne siger: Hvis et træ falder i skoven, og ingen hører det, laver det så en lyd? Det samme kan siges om DMA: Hvis ingen kunne se showet – fandt det så overhovedet sted?
Årets Danish Music Awards bød ellers på tilsyneladende seværdige momenter. Værten Sara Bro fik salen til at give en fælles »jeg er feminist«-erklæring. Og der var Sivas, som fuldt fortjent fik overrakt aftenens ærespris af Margarethe Vestager, der af en eller anden grund altid dukker op til DMA.
Rahim kom ikke, så vi fik ikke aftenens hovedperson med armen fuld af priser. Margrethe Vestager og Sivas var måske heller ikke helt så viral en kombi som Suspekt og Helle Thorning-Schmidt i sin tid. Men der skete da noget.
Men ingen så det.
Hvem var dette års DMA så egentlig til for? Ikke for pressen, der ikke var inviteret. Ikke for den brede offentlighed, der ikke kunne se med. Hvem så?
Artisterne, måske. Og frem for alt: Musikbranchen, der kunne klappe ad sig selv.
Det er ikke nok. Hvis Danish Music Awards skal beholde en bredere, samfundsmæssig relevans, skal der ske noget.
Det kan godt være, at det klassiske tv-awardshow var en Titanic, og at det var en fed idé at forlade skibet. Man skulle bare have husket at bygge nogle redningsbåde først.