Margo Price rusker sig fri af countryens kardinaldyder på ‘Strays’

Margo Price rusker sig fri af countryens kardinaldyder på ‘Strays’
Margo Price. (Foto: Alysse Gafkjen)

»I’ve been called every name in the book / Honey, come on, now take your best shot«.

Således lyder det fra Margo Price, en af countryscenens nyere stjerner, på åbningsnummeret på hendes fjerde album. En medrivende og energisk sag serveret med selvsikkerheden i sky.

I musikhistoriens bedste countrysange – fra Dolly Partons ‘Jolene’ til Johnny Cashs ‘Sunday Morning Coming Down’ – støder man på tilværelsens dyrekøbte erfaringer. Det gør sig også gældende hos den Nashville-baserede Price, som både reflekterer over tilværelsens valg (‘Landfill’) og ruller gribende skæbnefortællinger ud fra samfundets bund (‘Lydia’). 

Der har tidligere lydt sammenligninger med koryfæer som Loretta Lynn og Tammy Wynette, men på dette album træder Price virkelig i karakter som vokalist i egen ret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På ‘Been to the Mountain’ er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hun står med rank ryg, når stemmelejet stiger fra tilbageholdt coolness til et skrig af emanciperet fryd. Ligesom fraseringerne i den groovy sump-rocker ‘Change of Heart’ vidner om en kunstner, der i høj grad har fundet sin egen røst.

Musikalsk drejer hun ned ad nogle nye landeveje på ‘Strays’. Hvor særligt hendes to første album ‘Midwest Farmer’s Daughter’ (2016) og ‘All American Made’ (2017) ærbødigt dyrkede countrygenrens kardinaldyder, viser hun på sit nye udspil en større instrumental og genremæssig spændvidde.

‘Radio’, en duet med Sharon Van Etten, er gødet på en subtil elektronisk klangbund, hvorfra den rustikke countryrock-vibe blomstrer i fuldt flor. Den fine fornemmelse for quiet-loud-dynamik hører man ligeledes i ‘Light Me Up’, og ‘Anytime You Call’ har sågar en aura af The Beatles’ senere år.

Margo Price. (Foto: Alysse Gafkjen)

Margo Price slipper dog ikke helt sit udgangspunkt, men pepper det klædeligt op.

Med sin insisterende fremdrift og diskret brug af pedal-steel er ‘County Road’ en veloplagt fusion af country og heartland rock, der viser, at Price bestemt ikke står i skyggen af hverken Bruce Springsteen eller Neil Young.

Man får tilsvarende vind i håret på ‘Hell in the Heartland’, hvor temposkiftet og den sfæriske aura er endnu et vidnesbyrd om, at hun tør ryste fundamentet. 

Margo Price lægger grundlæggende en selvsikkerhed for dagen hele albummet igennem og har tydeligvis iklædt numrene, det som deres respektive karakter og fortællinger kalder på.

Det klæder hende at nuancere udtrykket og frigøre sig lidt mere af country-konventionerne, men selvom ‘Strays’ er en positiv oplevelse, mangler man lige den sang eller to, som for alvor kan manifestere og forløse det talent, hun åbenlyst besidder.


Kort sagt:
En af countryscenens nyere stjerner udfordrer på sit fjerde album genrens kardinaldyder, og det klæder hende.

Margo Price. 'Strays'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af