Fængslende Hyd satte ild til Hotel Cecil med sit sidste nummer

Fængslende Hyd satte ild til Hotel Cecil med sit sidste nummer
Hyd på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det var lørdag aften på Hotel Cecil. Hyd, det nyeste navn til at blive ramt af hyperpop-hypen, var klar til at gå på scenen. Scenegulvet var praktisk taget tomt. Der var ingen instrumenter eller lignende klar – blot fire store vanddunke og nogle kabler.

Jeg forstod aldrig helt hensigten bag vanddunkene. Hyd skubbede lidt til dem sent i koncerten (under introen til ‘Trust’), men de endte aldrig med at blive en integreret del af sceneshowet. Ser vi bort fra dette lidt sære påfund, var det spartanske setup udtryk for, at Hyd var fuldt ud klar på at bære hele koncerten på egne skuldre.

Det var noget vovet at gebærde sig helt uden live-musikere – og altså med vokalen som eneste livekomponent. Som vokalist var Hyd heldigvis fængslende hele vejen igennem, og stedvise uperfektheder kunne aldrig distrahere fra den emotionelt potente performance.

Hyd på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Jeg savnede dog øjeblikke, hvor instrumentationen afveg lidt mere fra studieudgaverne. Det var sonisk en lettere forudsigelig aften, hvis man har lyttet Hyds studieoutput til døde.

Hyd var dog så fascinerende at iagttage på scenen, at det ikke gjorde det store. De var i stand til at gøre hver sang rigere gennem velvalgte koreografiske greb. Allerede åbningsnummeret ‘Afar’ havde et nyt dansetrin til hver linje, og der var et vidunderligt lag af mystik over ‘Only Living For You’, idet de valgte at synge første vers og omkvæd med ryggen til publikum.

Det var crowdpleasing for alle pengene at gå ned på alle fire og derefter bevæge sig ud blandt publikum under ‘Chlorophyll’. Da de startede den efterfølgende ‘So Clear’ i liggende tilstand, gik ømheden også rent ind.

Men selv med den slags styrker in mente, er jeg ikke sikker på, at det var det helt rigtige valg at optræde alene. Jovist, var der et stærkt lysshow til at assistere stemningen. Men selv med dette for øje var der momenter, hvor scenen ikke blev fyldt helt ud.

Et af de værre eksempler var ‘The Look on Your Face’. Forstå mig ret, jeg elskede at se Hyd spankulere bramfrit rundt under omkvædene, men i c-stykket stod de nærmest helt stille, som om de ikke vidste, hvordan de bedst bragte en fysisk dimension til den del af musikken. Dertil er et af sangens afsluttende omkvæd båret meget af en akustisk guitar, og instrumentets fravær på scenen var svært ikke at bide mærke i, når det var så markant på playback-sporet.

Hyd på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Når det fungerede, så fungerede det dog. Dans, lysshow og pulserende stortrommer gik op i en højere enhed. Aggressionen på den hviskerappede ‘Skin 2 Skin’ satte kraftigt gang i hjerterytmen, og det hastigt blinkende lysshow hjalp rigtig fint på stemningen.

Afslutningsnummeret ‘Breaking Ground’ var også særdeles velvalgt. Det euforiske omkvæd satte ild til salen, og hvis jeg ikke tager meget fejl, blev der leget lidt med instrumentationen, så vi kort fik et beat, der (ulig studieudgaven) klingede lidt af hittet ‘Hey QT’, signatursangen for Hyds tidligere alias som popstjernefabrikationen QT.

Flere tiltag som dette havde jeg sat pris på. Men det var stadig en fornøjelse at få sat en kropslig dimension på musikken. Og netop denne kropslige dimension lod da også til at være Hyds førsteprioritet som performer.


Kort sagt:
Hyd havde ingen musikere med på scenen på Hotel Cecil. Det var ikke altid, de var i stand til at fylde hele scenen ud selv, men oftest lykkedes de ganske habilt med at tilføre sine sange en fysisk dimension.

Hyd. Koncert. Hotel Cecil.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af