KOMMENTAR. Kærlighedssange er en af de helt grundlæggende discipliner i sangskrivning. Det er et emne, man altid kan sige noget nyt om.
En anden muligvis lige så omfangsrig musiktradition, er dansemusikken. Kulturer verden over har fundet fællesskab, sammenhold og gode stunder gennem musik, man kan danse til.
De to traditioner mødes på Kelelas andet album ‘Raven’.
Udgivelsen byder på rækkevis af kærlighedssange, og, ligesom på hendes foregående album, ‘Take Me Apart’, er instrumentationen sammensat af en række elektroniske klubgenrer – denne gang primært breakbeat, UK bass og downtempo.
Det er to af de mest universelle slags musik, der her sammensættes til en fælles pakke. Men ‘Raven’ er ikke et universelt album. Det kommer fra et meget bestemt perspektiv.
‘Raven’ er nemlig intet mindre end et frigørelsesprojekt. En udgivelse, der manifesterer kærlighedsfuld klubmusik som et safe space for marginaliserede stemmer.
For der er unægtelig kræfter i samfundet, der gør, at vi ikke alle kan elske eller danse på lige vilkår.
Kelela er en sort, queer kvinde, der er placeret i en verden, der historisk ikke har været god til at rumme queerpersoner, sorte eller kvinder – og især ikke en person, der er alle tre ting.
I kraft af hvem Kelela er, er hun stillet over for unikke udfordringer i sit liv – herunder sit kærlighedsliv – som samfundet ikke lader hende løbe fra. Men marginaliseringen af hendes identitet betyder også, at kærligheden er en tilflugt.
Hør blot et nummer som ‘Contact’. Kærligheden på dansegulvet på det nummer sættes direkte i kontrast med den stress og ubehag, Kelela møder i sin hverdag:
»We’re workin’ hard every day / Don’t need your help, I can pay / You’re stressin’, that’s not allowed« synger hun. Og måske netop fordi disse tanker er i hendes baghoved, er det så meget desto mere katarsisk, når hun i omkvædet endelig giver slip på sine hæmninger.
Slogannet love is love er et vidunderligt opråb om, hvordan verden ideelt burde være indrettet. Men faktum er, at samfundet har forskellige betingelser for kærlighed, alt efter hvem man er.
Derfor ender Kelelas kærlighedssange med ikke blot at være musikalske erklæringer af romantiske følelser – de ender med ligefrem at være frigørende.
Det er diskret, og hvis du ikke lige ved det, kan det være meget let at misse, at der er en politisk dimension på albummet. Men den er meget bevidst fra Kelelas side.
I et nyligt interview med The Guardian sagde hun (frit oversat): »Jeg kan se, at mit publikum virkelig forstår mine politiske standpunkter, og hvor jeg kommer fra. De forstår hvad det vil sige at være Kelela. Selv i crowds til koncerter, hvis du opfører dig upassende dér, så reagerer alle med ‘hvad laver du?’. Det føles som om der har dannet sig en kultur«.
Den kultur, Kelela her beskriver, har vi set fylde meget i klublandskabet de seneste år.
Klubmusik som et politisk frigørelsesprojekt er selvfølgelig intet nyt fænomen – tidlig disco opstod som et frirum, hvor især sorte queerpersoner fandt mulighed for at udtrykke sig selv i en verden, der ikke gjorde plads til dem. Men de seneste par år har det fyldt mere og mere.
Vi så det i høj grad ramme mainstreamen sidste år med udgivelsen af Beyoncés klubbede storværk ‘Renaissance’ – et album med en stærkere politisk dimension, end de fleste lagde mærke til ved første øjekast.
I København har vi også set det gennem natklubben Den Anden Side (tidligere Ved Siden Af), der med eksplicit safer space-politik har som målsætning at gøre rummet til et særligt trygt sted for minoritetspersoner.
Kelelas ‘Raven’ er en masterclass i at kommunikere, hvor meget sådanne frirum kan betyde for marginaliserede stemmer. For ved siden af sangene om dans, sex og kærlighed, hører vi sange om slid, pinsel og hjertesorg.
Ti sker disse opråb til tonerne af dancebeats (‘Bruises’), men andre gange skruer hun helt ned for tempoet for at kommunikere sin melankoli gennem en slags ambient-r’n’b (‘Divorce’, ‘Far Away’) – og denne stilhed gør det blot tydeligere, hvor meget et natklubfællesskab kan betyde for folk som Kelela.
‘Raven’ er altså et album, hvor flere lag begynder at eksponere sig, når man bliver bevidst om hvilke dybere ting, der er på spil.
Det er et manifest over, hvor vigtigt et safe space kan være for en marginaliseret stemme – og det er en hyldest til, hvor fantastisk forløsende det kan være at befinde sig i et frirum, hvor man for en stund får en pause fra undertrykkende systemer.