Blaue Blume nægtede at være et popband i Store Vega – indtil de omfavnede rollen som popband
Er Blaue Blume egentlig et popband?
Det tog jeg mig selv i at tænke talrige gange i løbet af bandets koncert i Store Vega onsdag aften. Langt hen ad vejen var de nemlig snarere et artrock- eller postrock-ensemble.
Jovist, der var alle de genkendelige refræner, man forventede. Men popskabelonen var slet ikke i fokus for lytteoplevelsen. I stedet bød de på fyldige soniske landskaber, der var så bjergtagende, at man mistede pusten.
Allerede fra de første toner til åbningsnummeret ‘Someday’ var det stemningen, der var i fokus.
Bækkenerne blev spillet ganske forsigtigt i noget tid, før en synthesizer hoppede ind og stilfærdigt satte gang i nummeret. Før vi vidste af det, befandt vi os i en kæmpemæssig sky af melankoli, hvis bragende lyd ledte tankerne hen mod artrock-mestre som Mogwai og Sigur Rós.
Parallellerne til sidstnævnte blev ikke mindre, da guitaren blev strøget med en violinbue på den efterfølgende ‘Lovable’ – overordnet set vellydende, men desværre ikke uden noget teknisk knas.
Det var en af den slags optrædener, der gav anledning til musikalsk fordybelse.
‘Morgensol’ blev ganske vovet indledt af en støjende drone-intro, inden en pulserende 808-tromme satte gang i musikken. Forsanger Jonas Smiths skrigende levering af linjen »This is another clusterfuck of thoughts« fra ‘Swimmer’ vakte en gåsehud, der kun vedblev, da en spooky, theremin-klingende synth gik i ét med Smiths videre fraseringer.
Og da den ellers så ømme ‘Vanilla’ mundede ud i koncertens velsagtens tungeste kaos, var både min krop og mit sind fængslet.
Så nej, Blaue Blume er ikke et popband. Det slog de fast. Lige indtil de efter godt 50 minutters støjen og eksperimenteren så pludselig besluttede sig for at være et rigtig solidt popband.
Fire numre i rap fik vi, hvor Blaue Blume ikke var ude på at udfordre eller lege med vores forventninger, men blot på at levere knaldgode, velperformede popsange: ‘Lost Sons of Boys’, ‘Buoyant Forces’, ‘Macabre’ og ‘Crush’. Disse fire sange afsluttede hovedsættet.
Jangly guitarer, godt med fremdrift og øjeblikkeligt tiltalende vellyd var fællesnævnerne for disse tracks. Stemningen blev lettere og mere festlig efter i noget tid at have været ret dyster.
Særligt den nye single ‘Crush’ gav en vidunderlig følelse af ikke blot at være nyforelsket, men at være det på en festivalplads om sommeren, mens en stille brise suser gennem håret.
Pop-udgaven af Blaue Blume var også rigtig vellykket, og efter koncerten faldt jeg flere gange i diskussioner om, hvilken stil der mon havde klædt bandet bedst denne aften. Så højt var kvalitetsniveauet begge steder.
Overgangen mellem de to var dog ret brat. Da først ‘Lost Sons of Boys’ begyndte, var det som om, at Blaue Blume totalt brød vores ellers veletablerede kontrakt om, hvilken slags koncert vi var til. Og jeg tror, jeg ville have nydt koncerten endnu mere, hvis den havde turdet holde sig til at være enten artrock eller pop hele vejen.
Det emotionelle piskesmæld var dog hurtigt tilgivet, da bandet vendte tilbage for at levere et fænomenalt ekstranummer.
Den ellers ret så poppede ‘Sky’ blev fremført totalt i ånd med koncertens tidlige opvisninger, hvor filmiske soundscapes, bleepy synthloops og tålmodigt fremadskridende trommer gjorde mig forelsket i nummeret på ny. Det er lige før, at jeg forlanger, at de skal udgive denne version af ‘Sky’.
Den efterfølgende ‘Thinking of Roxy’ fulgte praktisk taget samme etos, bare tilsat et af aftenens mest medrivende lysshows og et vidunderligt smadret klimaks, hvor alle instrumenter hamrede løs.
Hermed var gåsehuden godt og grundigt tilbage, og det satte et fremragende punktum for koncerten.
Kort sagt:
Godt 50 minutter inde i deres Vega-koncert skiftede Blaue Blume pludselig deres stemningsmættede artrock ud med knaldgod popmusik. Det føltes som to usammenhængende koncertoplevelser, som begge var medrivende og velspillede. Blot på hver deres måde.