The Minds of 99 havde en sjælden mulighed for at skeje ud på Loppen – men de brugte den ikke
The Minds of 99 har altid haft en ting for den tid, der er gået.
De er blevet til generationsstemmer med poetiske, men gammelkloge tekster. Var det Knud, som var død? Ja, i 1933.
Deres musik gemmer på en næsten hidsig længsel mod 80’erne, krystalliseret i Niels Brandts bitter-nostalgiske klang. Når han er allermest intens, føles det, som om han river et hul i tiden. Som om den eneste vej ud af melankolien er en flugt ud af nuet.
I år er det ti år siden, solstormerne vandt Karrierekanonen. Og aldrig har et forår stået så meget i nostalgiens tegn for The Minds of 99.
Først udgav de en ep med b-sider fra sidste års ’Infinity Action’, siden et livealbum med den historiske koncert i Parken fra 2021.
I denne måned har de så været på tour i Sverige og Norge med et intimshow, der har søgt tilbage mod rødderne. Til tiden før arenaer, festivaler og stadioner.
Og også til tiden før ’Infinity Action’. Da The Minds of 99 fredag aften spillede den første af to udsolgte koncerter på Loppen i København som afslutning på touren, var det med kun én sang fra det seneste studiealbum.
I stedet var fokus rettet mod ’Liber’ fra 2015. Klogt træk.
For det var den smadrede punkenergi på en dyrisk utøjlet ’Familie’ og den kolde klubpuls på ’Drømmer om livet’, der stod stærkest i de lavloftede omgivelser.
Her mærkede man den helt direkte drift i Niels Brandts vokal og bandets rå spil, som jo i begyndelsen af karrieren gjorde, at man først og fremmest talte om The Minds of 99 som postpunk.
Den musik passede fortrinligt til et tætpakket lokale, hvor vi stod 400 mennesker omkring en scene, der ikke var højere end en lineal.
Men for størstedelen af sætlisten udgjorde de ydmyge rammer på Loppen et problem.
For selvom det på papiret ligner en god og groundende idé at sende The Minds of 99 på intimtour, efter bandet de seneste år har fløjet så tæt på solen, lykkedes rejsen tilbage til rødderne ikke helt i praksis.
Ligesom i Parken lagde de ud med ’Solkongen’, ’Ung kniv’ og ’Barn af min tid’.
Niels Brandt stod med lukkede øjne under rødt lys, løftede så blikket og smilede forsigtigt, men varmt, inden de sødlige akkordbrydninger i ’Solkongen’ blev revet over af et voldsomt bastryk og blinkende lamper.
Det var som en trykkoger. Energisk, men også klaustrofobisk. Som koncerten skred frem, mærkede man, at de store armbevægelser i Brandts musik bogstaveligt talt havde brug for højere til loftet.
Under ’Stjerner på himlen’ skreg den druknede lyd efter plads at folde sig ud på, og også ’Det er Knud, som er død’ balancerede på kanten af et kaotisk mix i mødet med de lavthængende loftsbjælker.
Stor musik presset ind i et for lille rum. Og en stor frontmand på en for lille scene.
Da Brandt i ’Stor som en sol/Flad som en pandekage’ lænede sig ud over publikum i et nøgent lys, mens musikken stoppede, lignede han en poetisk sjæl, der stirrede ind i evigheden.
Karismaen var cinematisk, hvor de intime rammer egentlig fordrede jovialitet. På samme måde var afviklingen af sangene stram, selvom den usædvanlige setting sagtens tålte en løsere og mere eksperimenterende tilgang.
Koncerten var jo udmærket, og som liveband er The Minds of 99 altid knivskarpe. Men mærkede jeg den løsslupne tænding, som formatet kunne have fremprovokeret hos Brandt? Nej, dertil var risiciene for få.
The Minds of 99 er for længst vokset fra steder som Loppen. Og selv ikke Niels Brandt kan løbe fra tidens gang.
Kort sagt:
Et dårligt liveband bliver The Minds of 99 aldrig, men ved koncerten fredag aften på lillebitte Loppen fik de ikke nok ud af en sjælden mulighed for at skeje ud.