Cykelturen fra mit hjem i Nordvest til Sydhavnstippen er en af de længere cykelture, man kan køre indenfor Københavns grænser, før man kommer ud i decideret forstadsterritorie.
Jeg brokker mig ikke, for jeg elsker at cykle, men med modvind hele vejen ankommer jeg fuldstændig forpustet til en af Barbros foretrukne caféer, Café Syd. Døren er låst. Der er lukket om mandagen.
Der går ikke mange øjeblikke før Barbro dukker op i nærheden med en løsning lige ved hånden. Jeg bliver vinket over til et tekøkken på havnen. Vi får hurtigt fikset os en kande kaffe og tager den med på gåtur i de smukke omgivelser, der som så mange andre grønne områder i København er truet af de tiltagende boligbyggerier.
Det er grunden til at vi mødes her i området. Vi skal huske at bruge byens oaser, før de forsvinder. Magthavernes dårlige beslutninger skal ikke forhindre os i at nyde, hvad vi har, så længe vi har det.
Anledningen til interviewet er Barbros debutplade ‘Bad Choices’, men vi kommer hurtigt til at snakke om mange andre ting. Heriblandt strukturelle problemer i det danske musikmiljø, og de tilhørende løsninger.
Ingen plads
Barbro, der er nonbinær og bruger de/dem-pronominer, oplevede fra et tidligt tidspunkt i livet, at de var anderledes end de fleste andre i den lille flække Sønder Stenderup ud for Kolding:
»Der var ikke vildt meget plads til mig, hvilket fik mig til at søge hen mod musikalske communities«, forklarer de.
Barbro gik på musikskole fem gange ugentligt og var med egne ord »en kæmpe nørd«: Spejder, violinist og kirkekorsanger.
Oplevelsen af fremmedgørelse gentog sig senere i deres musikalske virke. Der var ikke plads til deres slags. Så i 2018 startede Barbro det queer-feministiske kælderateliér Dødis i Østerbro-enden af Jagtvej.
Kollektivet blev etableret som en reaktion på alle de mandsdominerede communities der, i kraft af en række mere eller mindre bevidst indlejrede strukturer i samfundet, indsnævrede de kreative muligheder for alle, der ikke er hvide cis-mænd.
»Jeg fik en masse hån af flere af de mandlige musikere, jeg før havde spillet med i andre sammenhænge, som ikke kunne forstå, at der ikke var plads til dem«, fortæller Barbro. »Til dem kunne jeg ikke sige andet end, at der var masser af steder de kunne gå hen, men det her var altså ikke et af dem«.
Til gengæld mødte Barbro en lang række ligesindede, og startede blandt andet bandet Jenny – en kortlivet synthpoptrio sammen med Emma Ottsen Knudsen (Nemo) og Sophia Hage (Debbie Sings), som blandt andet blev interviewet hos Soundvenue inden opløsningen i 2020.
Men det var dengang, og siden da er der sket en masse. De nævnte strukturer diskuteres mere nu end nogensinde før.
Vi lever nu i en post 2020-verden, hvor der, muligvis foranlediget af corona-lockdowns, og helt sikkert med diverse politiske opvågninger som bagtæppe, er sket en eksplosion i den danske musikundergrund.
Den politiske dagsorden er blevet mere eksplicit, og der er generelt kommet flere forskelligartede stemmer til – om der er tale om køn, etnicitet eller klasse.
Også den musikbranche-interne forståelse af hvad der konstituerer en scene er i forandring. Der bliver ikke brugt de samme samlende kendetegn og genrelabels som før. I stedet må man prøve at se på menneskerne bag musikken.
»Jeg kan ikke se pointen i at genredefinere alting«, siger Barbro. »Folk har meget travlt med at sætte alting i kasser, både når det kommer til køn og seksualitet – men også når det kommer til musik. Især queer og kvindelige musikere skal passe ind i et puslespil, og spille den musik, der forventes«.
Fastfrysningerne i forskellige genrebetegnelser har muligvis noget at gøre med udseende og hvilken krop, der performer musikken, mener Barbro.
»Til en af mine helt tidlige koncerter blev jeg annonceret som ’electropop’, og jeg fattede det ikke – altså havde de overhovedet hørt musikken? Det skyldtes, at jeg på mit pressebillede måske så kvindelig ud, og havde makeup på og så videre. Der blev simpelthen klistret et mærkat på mig på grund af min krop og ikke på grund af min musik«.
Hjernerystelse og »flere måneders ingenting«
Spørger man Barbro om, hvilke lokale bands og kunstnere de føler sig kunstnerisk beslægtet med, nævnes hovedsagelig kvindelige og queer kunstnere som Debbie Sings, Ydegirl, Jura, Melodi Ghazal, Francesca Burattelli, Mija Milovic og Baby In Vain.
De ni sange på ‘Bad Choices’ afspejler denne sammenblanding. Den føles som en mosaik af stilbilleder med hver deres unikke kvaliteter. Pladen er én stor blanding af indtryk, med inspiration fra Joni Mitchell, Miley Cyrus, PJ Harvey.
En anden, måske mere generel, inspirationskilde er to af den unge Barbros helt store pejlemærker: Alicia Keys, hvis plade ‘Songs in A-minor’ fra 2001, og navnlig åbneren ‘Piano & I’, sparkede døren ind for Barbro til, hvordan man kan bruge klassiske elementer i rytmisk musik, og omvendt.
Og så Pink – en af samtidens få mere androgyne superstjerner, som i 00’erne blev et forbillede for unge, der ikke følte sig hjemme i de generelle kønsstrukturer i samfundet. For selvom musikken i farens pladesamling – Lou Reed, Joy Division, Talk Talk og så videre – var »rigtig god«, var det svært for Barbro at genkende sig selv i den:
»Selvom jeg ikke var helt vildt opmærksom på, hvad det var for nogle strukturer, der var i spil, så var jeg bevidst om, at jeg ikke kan lave den slags, for jeg har ikke den krop, den stemme, der er nødvendig. Det her kommer aldrig til at være mig«.
Barbros tidlige overvejelser skulle vise sig, at være definerende for deres måde at tænke sin egen plads i både musikken såvel som i den omgivende verden.
‘Bad Choices’, som er produceret og mixet af fænomenet Aase Nielsen, lyder af mange ting, men gamle hvide cis-mænd er ikke det første, man kommer i tanke om. Det hele behøver ikke at have et uniformt lydbillede. Det hele behøver ikke at være én samlet ting.
Pladen beskrives i pressematerialet som alt fra power folk til symfonisk slacker rock. Jeg selv hører både middelalderlige melodier som hos Meredith Monk, indestængt inderlighed som hos Sinead O’Connor, og vrængende vokaler som hos Baby In Vain.
Kontrolbehov og kontroltab
Denne fragmenterede sammensætning af numre er dels et produkt af, at sangene er skrevet over lang tid, men også et symbol på et opgør med det kontrolbehov, som Barbro altid har haft.
Kontroltrangen viser sig også i Barbros ukuelige behov for at gennemføre, hvad der bliver startet. I sommeren 2022 spillede de en koncert på Heartland Festival, selvom de havde mistet stemmen fuldstændig samme morgen.
Senere på sommeren væltede de på cykel, og pådrog sig en slem hjernerystelse, men spillede alligevel Roskilde Festival et par dage efter.
Til gengæld var konsekvensen stor, og Barbro blev sat ud af spillet i »flere måneders ingenting«, som de beskriver det.
»Jeg fandt frem til at min hjerne var meget hjernerystelsesparat. Min hjerne var simpelthen på overarbejde og under konstant pres, og det betød at den var mere sårbar over for slag, end hvis jeg ikke havde presset mig selv lige så meget«, fortæller Barbro.
Den dag i dag står Roskilde-koncerten som en tåget, uformelig masse og kulminationen på halvandet års overarbejde.
Barbro har ikke lyst til at se optagelser og billeder fra den, da det er tydeligt, hvor dårligt de havde det på det tidspunkt. Det betød også at det var virkelig svært at få koncertmaskineriet tilbage i omdrejninger, da de atter var raskmeldt.
Set i lyset af den hårde tid, står det klarere, hvorfor albummet delvis handler om self care og om at slippe kontrolbehovet.
»Før i tiden har jeg virkelig haft travlt med at skulle styre alt. Som barn skulle jeg være dygtig til det, jeg gjorde. Som voksen har jeg skullet være både politisk og musikalsk. I stand til at se systemerne i alting udefra, hele tiden. På ‘Bad Choices’ har jeg prøvet at gøre op med det. Jeg har stillet mig i midten af det hele og bare sagt: ’KOM!’«
Karpen og dragen
Titlen ‘Bad Choices’ refererer både til de dårlige valg, vi har taget, og de gode valg, vi ikke har taget.
Alt det, vi har gjort, og alt det, vi burde have gjort:
»Man skal ikke gå rundt og banke sig selv for meget i hovedet. Jeg har forsøgt at indkapsle alle de her følelser. En stor pøl af self pity, samtidig med at alting faktisk er ret hårdt«.
Pladens tilblivelsesproces har ikke altid været lige let, men har sat gang i en masse personlig udvikling hos Barbro, hvilket leder mig til en konkluderende tanke.
Da vores gåtur når sin endestation ved en bådebro i Sydhavn står vi, og kigger lidt på vandet og snakker løst om lystfiskeri.
Pludselig udbryder Barbro, at de natten forinden har drømt om at fange en stor, orange karpe, der endte med at forvandle sig til et menneske. En drøm der deler fællestræk med den japanske Koi no Takinobori-myte om en karpe, der svømmer op ad et vandfald og forvandles til en drage.
Myten er en lignelse om indsats, udholdenhed og succes. En fortælling om, at man kan komme langt med viljestyrke og dygtiggørelse. Det samme er ‘Bad Choices’ jo faktisk. På albummet er Barbro karpen, der bliver sat fri.