Brimheims Roskilde Festival-koncert startede med dårlig lyd, men til sidst stod folk fandeme og græd i Avalon-teltet

»Får du også ’Twin Peaks’-vibes af det her?«, spurgte en mand i sin bedste alder sin kammerat et sted nede bagved.

Badet i blodrødt lys trådte dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff frem i en art æresport på toppen af en hvid trappe og vadede ned i et hav af overdimensionerede hvide roser til tonerne af en vrælende barytonsaxofon.

Klædt i rødt steg hun ned til sit fire personer store backingband, ligeledes klædt i forskelligartede røde gevandter. Jo, de hvide roser, det røde tøj og den sorte nat lignede klart noget fra kultseriens mareridtsdimension ‘The Black Lodge’. Et passende sceneshow til Brimheims semigotiske univers.

Sidste år spurgte hun »skal vi ikke ses på Orange næste år?« efter sin koncert på den hedengange Rising-scene.

Nu er det lige pludselig næste år. Orange blev det ikke til, men mindre kan også gøre det. Et Avalon-telt, godt fyldt med forventningsfyldte mennesker er ikke at kimse af.

Brimheims store force er hendes vokal. Jeg kan ikke komme på en bedre rocksanger herhjemme lige nu. Hun kan hulke som en grædekone, brænde som et bål og vræle som … hvad ved jeg? Ve-ørnen fra Johannes’ Åbenbaring?

Men det bedste af det hele er, at hun er forholdsvis nærig med de store vokaludskejelser. Her sent onsdag aften spredte hun med stort overblik sit talent på sporadisk vis, så numrene forblev interessante og dynamiske.

Måske er det grundet netop vokalens centrale placering at hendes band ikke ligefrem brillerede på deres instrumenter. Fokus hører til andetsteds, og det kan jeg godt respektere.

Men livet er ikke altid en dans på (enorme hvide) roser.

Desværre blev en betragtelig del af første del af sættet martret af lydmæssige problemer. Af og til druknede basfrekvenserne vokalen. Andre gange feedede en mikrofon, og Rebensdorffs egen guitar var nærmest ikke til at høre.

Heldigvis blev der rettet op på det i tide til et af sættets store højdepunkter – titelnummeret fra debutpladen ‘I Can’t Hate Myself to a Different Shape’. Det er egentlig en ‘lille’ sang, men i denne version blev den pumpet helt op, og især omkvædet fik virkelig substans.

Brimheims sange kredser ofte om en skrøbelig selvbevidsthed, men den skal endelig ikke forveksles med selvmedlidenhed. Følelserne er uden på tøjet, men uden at det bliver forceret.

Fortællingerne er så ærlige og ind til benet, at folk fandme stod og græd til den smukke ‘This Week’s Laundry’.

Vi fik smagsprøver på tre nye sange, som alle varsler en værdig opfølger til debutpladen. Et af dem, som jeg desværre missede titlen på – en up-beat lidt Bruce Springsteen-agtig sag, i mangel af en bedre reference – blev hjulpet på vej af en gæsteoptræden fra den fremragende Eee Gee, som gav andet vers ben at gå på.

Brimheim kæmpede med de dårlige lydforhold, men sejrede til sidst og vandt publikums kollektive blodrøde hjerte.