Hvad er din kontroversielle holdning?
Man kan ofte fornemme en slags kollektivt suk gå igennem publikum. En masse mennesker er mødt op for at se en amerikansk rapper. De har glædet sig. De har ventet. Og så starter koncerten endelig.
Men ikke med en rapper. Med en dj.
»Are you ready?«, skråler den oftest mandlige dj, mens han spiller cirka 30 sekunder af hver sang, afbrudt af massevis af råb til publikum, mens personen udstråler en energi, der er mere selvovervurderende stjernenykker end opbyggelig hypeman.
Sådan starter de fleste rapkoncerter med internationale artister, både på spillesteder og på festivaler. Og jeg elsker det.
Faktisk er det nogle gange min yndlingsdel af koncerten, hvis jeg skal være helt ærlig – og det skal man jo i en skriftestolsartikel som denne.
Jeg elsker at blive bombarderet med den faste besætning af prekoncert-hits, der altid spilles til sådan et opvarmningssæt, og som efterhånden udgør en lille kanon i sig selv.
Det skyldes måske også, at min yndlingskunstner nogensinde, Chief Keef, har bestyret en række af de største prekoncert-klassikere i form af ’Don’t Like’, ’Love Sosa’ og ‘Faneto’. Nogle (mig) ville i virkeligheden sige, at han er prekoncert-kunstneren over dem alle.
Andre sikre vindere inkluderer XXXTentacions ’Look At Me!’ og Kendrick Lamars ’M.a.a.d. City’. Af en eller anden grund spilles der også tit en del ASAP Ferg, selvom han ellers er røget lidt i glemmebogen. ’Mercy’ af Kanye West er også fast inventar.
En del af nydelsen ved de her ofte ultrakorte set, hvor sange kun fylder 20-30 sekunder, er netop, at de samme numre går igen. Det er et ritual.
Tag for eksempel Central Cees nylige koncert på Roskilde Festival. Hele Arena-teltet sang med på prekoncert-nyklassikeren ’Dior’ af Pop Smoke og nye numre af Ice Spice, der snildt kunne blive en del af kanonen på sigt.
Stemningen var fantastisk. Alle var stadig fulde af forventning. Alt kunne stadig ske. Energien summede under teltet. Det bliver ikke bedre!
Den efterfølgende koncert var også god, men for mig peakede det hele med ’Love Sosa’ under dj-settet.
Hvorfor er holdningen kontroversiel?
Jeg forstår godt, hvorfor mange hader de her dj-sets.
Til koncerter på spillestederne har man tit ventet virkelig længe på at se en kunstner, der så bliver yderligere forsinket af en dj. Til festivalkoncerter er situationen endnu værre: Her æder dj’en ind på artistens egen spilletid, da der er faste tider. Mere dj betyder mindre rapper.
Det er heller ikke altid, det lige er verdens bedste dj, der er med. Nogle gange lugter det lidt af, at rapperen skulle bruge en tjans til sin ven, så denne kunne komme med på turné.
Der er også et element af kulturclash over situationen.
I Danmark er vi ikke vant til, at en dj råber og skriger, mens sangene spiller, og vi er måske heller ikke vant til at gå grassat på kommando – medmindre det er aftenens hovedperson, der står på scenen og giver ordren.
Teknikken med at spille små bidder af hver sang er udbredt i USA, men for mange danskere er det nok en tilvænningssag. Man når først lige at komme ind i sangen, så er den slut. Det giver sure miner.
Helt grundlæggende tror jeg, mange føler, de så at sige skal have noget for pengene til en koncert. De er kommet for at se en artist spille sine sange ordentligt på scenen. Ikke for at se en random dj. Det her klubbede kaos-element kan virke fremmedgørende.
Hvad tænker du om fænomenet i dag?
Jeg har brugt latterligt meget tid i 2010’erne på at lytte til hiphop-mixtapes (blandt andet på grund af en månedlig klumme hos Soundvenue), hvor dj’en råber nonstop.
Derfor er jeg faktisk blevet så tilvænnet, at jeg knap kan høre gamle sange af Gucci Mane, Young Thug, Chief Keef eller Future, hvis ikke en dårligt mikset dj skråler sit navn hen over sangene.
Så måske har jeg fået Stockholm-syndrom: Jeg er blevet hjernevasket til at synes, det er fedt.
Jeg kunne eksempelvis også virkelig godt lide, når dj’en til Lattos koncert på Roskilde Festival i år var integreret gennem hele koncerten. Det var som at se et mixtape opført i en livesetting.
Men jeg synes faktisk også, der er en tradition og et ritual i de her dj-sets, der har en større værdi.
Jeg elsker, når dj’en står og gejler et publikum af halvsløve skandinaviere op med en energi, som stod de på stripklubben Magic City i Atlanta, hvorefter de bombarderer sanserne med sytten sange i minuttet.
Den her seance med dj’en er nemlig et af de få steder, man som dansker kommer i kontakt med den udenlandske hiphopscene på en måde, som jeg i mangel på bedre ord vil kalde autentisk. Man hører musikken, som det er meningen, at man skal høre den.
Altså ikke bare på Spotify i sine høretelefoner eller i en organiseret live-opvisning til en koncert. Men i en ægte uregerlig, højenergisk, klubbet setting. Man får sangene tyret i hovedet af en dj med opfordringen om at gå amok.
Det er ikke nok til, at man føler, man er i USA, men det er det tætteste, vi kommer.
Så ja: Det kan du jo tænke på, næste gang en dj forsinker din koncertoplevelse ved at skråle med på ’Don’t Like’, mens han manisk fader beatet ind og ud.