Jeg var skeptisk over AiaSounds hovednavn – men Ne-Yo formåede at forvandle Amager til Las Vegas
Ne-Yo stak lidt ud på årets AiaSound-plakat. Størstedelen af bookingerne var topaktuelle hitmagere. Nogle af dem har ganske vist lidt flere års erfaring, end andre har, men modsat eksempelvis Smukfest var der ikke mange has-beens.
Men Ne-Yos hitlistedominans hører lige så meget fortiden til, som hans nylige udtalelser om transkønnede børn gør. Så jeg var egentlig lidt bekymret for fremmødet til aftenens sidste koncert. Især da det havde regnet så gevaldigt, at man nok var taget hjem, hvis Ne-Yo kun havde mild nostalgisk interesse.
Men der var skam stadig masser af mennesker klar til at give 00’er-r’n’b-hitmageren udelt opmærksomhed. Og han var tillige klar til at give et brag af et show.
Der var total Las Vegas-stemning fra første øjeblik. Ne-Yo var iklædt et velstrøget jakkesæt og en rød fedora, og omkring ham var fire kvindelige dansere iklædt matchende røde hatte. Han startede med megahittet ‘Miss Independent’, og allerede her imponerede han som performer.
Hele vejen gennem koncerten både dansede og sang han lige så godt, som man turde håbe på. Selvfølgelig var det begrænset, hvor ofte han fik lov til at danse, da han ikke kan bevæge sig det store, når han både skal håndtere en mikrofon og kunne få vejret til at synge godt. Men der var overordnet en god balance.
Ne-Yos band havde også forstået deres opgave til fulde. Instrumentationen var lækker og kropslig. ‘Because of You’ fik noget fræk slap-bas, trommerytmerne var yderst funky på ‘One in a Million’, og ‘Sexy Love’ fik en rigtig fed guitaroutro, der lød lige så sensuel som Ne-Yos vokal.
Én ting savnede jeg dog virkelig. Og det var korsangere. Der var masser af korvokaler, men de var indspillet på forhånd, og det lød mest som overdubs af Ne-Yos stemme.
Fraværet af livekor er ikke nødvendigvis en dealbreaker, men flere steder skulle Ne-Yo lige lire nogle dansetrin af (‘Closer’) eller fyre nogle imponerende fraseringer afsted (‘So Sick’), og så var det korets ansvar at holde melodien kørende imens. Og når det kor så blot er en tracket vokal, mens alt andet er live, føles lydbilledet for en stund ret fladt.
Men Ne-Yo kompenserede ved at være en fremragende entertainer.
Med et kækt smil i øjet, erklærede han sine gamle hits for »classic classics«, mens han prøvede at sælge de nyere, knap så velkendte sange som »future classics«, og selv om der næppe var nogen, der troede på, at 2022-skæringen ‘You Got the Body’ var en fremtidig evergreen, fik han ubesværet folk til at være med på lidt fællessang.
Under 2018-sangen ‘Push Back’ inviterede han tre kvinder fra publikum op til en dansekonkurrence, hvilket løftede stemningen. Ne-Yo formåede at gøre det hele, uden at det på nogen måde afbrød koncertens momentum. Han osede af professionalisme og overskud i løbet af hele koncerten.
Derfor kunne han snildt tillade sig at være lidt selvfed. Det kulminerede i, at han mod slutningen skulle fortælle alle, at han jo også har været sangskriver på andre stjerners megahits.
Så fik vi en flot optræden med Mario-hittet ‘Let Me Love You’ – men de øvrige sangskriver-hits blev blot kørt som et track, mens danserne fyrede den af. Jeg ville ellers gerne se Ne-Yo synge ‘Irreplaceable’, ‘Take A Bow’ og ‘Knock You Down’, men vi fik den billige løsning.
Koncerten sluttede med et potpourri af Ne-Yos store festhits – »The turn up section« som han kaldte det. Hele pladsen hoppede op og ned til ‘Let’s Go’, ‘Closer’, ‘Play Hard’ og slutteligt de to Pitbull-samarbejder ‘Give Me Everything’ og ‘Time of Our Lives’. Her fik vi også nogle af Ne-Yos flotteste, mest Michael Jackson-kanaliserende danseopvisninger.
Det var underholdning for alle pengene. Jovist, Ne-Yo er et fortidslevn. Men fortidslevn kan altså også sagtens give rigtig gode koncerter.
Kort sagt:
En selvsmagende playback-medley og fraværet af et livekor forhindrede Ne-Yos koncert i at være helt oppe at ringe, men overordnet fik vi en entertainer i topklasse, der både dansede og sang fremragende.