ANALYSE. Hvis man var klubmoden i 90’erne, har man helt sikkert danset til nogle sange med skarpe synthesizerlyde, plastiske house-trommer og kvindelige vokalister, der sang nogle tvivlsomme tekster, mens mænd i armybukser stod og råbte med en dyb stemme i baggrunden.
Genren hedder eurodance. Og selvom 90’erne og 00’erne er in, er det som om den genre ikke til fulde har fået sin revival. Der er navne som Charli XCX, Hannah Diamond og de evigt postironiske PC Music, der har leget med genremarkørerne. Men en fuldbyrdet mainstream-revival er det ikke blevet til.
For eurodance er nok lige så forhadt, som den er ikonisk. Den er let at afskrive som overfladisk og musikalsk intetsigende. Måske er det derfor, at eurodance også nogle gange kaldes eurotrash.
Den er bare også skidesjov. Det synes komiker Kyle Gordon i hvert fald. Han er gået viralt med sangen ‘Planet of the Bass’, der er en parodi på et eurodance-hit
I slutningen af juli delte han et videoklip med titlen ’Every European Dance Song in the 1990’s’.
I klippet ser man karakteren DJ Crazy Times (Kyle Gordon med rødt hår, dykkerbriller og camovest), stå bag en lyshåret sanger, mens de to synger linjer som »When the rhythm is glad / There is nothing to be sad«, og »Women are my favorite guy«.
Folk på TikTok og X (det tidligere Twitter) var hurtige til at dele sangen. Kyle Gordon har siden delt flere klip, og nu en fuld single med tilhørende musikvideo. Og hvis man er flasket op på ‘Barbie Girl’ og Vengaboys er det ret sjovt.
For Kyle Gordon rammer plet på eurodance-genren og dens charmerende latterlighed.
Pangfarver, et halvdårligt produceret beat, et vagt budskab om verdensfred og tyk accent. Han har også optrådt med sangen, blandet andet til en Jonas Brothers-koncert, og der er klart mulighed for at sangen ender på hitlisterne.
Selv har Kyle Gordon udtalt til Slate, at han »nyder at lytte til genren«, at han især har en forkærlighed for Aquas ‘Aquarium’, og at det altså er derfor han har skabt karakteren DJ Crazy Times.
Men Kyle Gordon er ikke den eneste, der flirter med eurodance.
Da David Guetta og Bebe Rexha sidste år udgav ‘Im Good (Blue)’, der genfortolker Eiffel 65-sangen ‘Blue (Da Ba Dee)’ tror jeg, folk groft sagt kunne deles i to grupper.
Dem, der tænkte »fuck, hvor lol, den her sang skal jeg høre i byen senere« og dem, der tænkte: »Ikke igen!«
Vi ved alle, hvordan det gik: ‘I’m Good (Blue)’ røg til tops på hitlisterne. Lidt under et år efter udgav David Guetta sangen ‘Baby Don’t Hurt Me’, og man behøver ikke skrive hvilken sang, den fortolker.
De to sange peger tilbage på eurodance, der havde sin storhedstid i 90’ernes centraleuropa.
Det samme gør hans nyeste single ‘One In a Million’, der udkom i starten af august. David Guetta giver eurodance-lyden en 2023-overhaling: Produktionerne lyder moderne og sangskrivningen er mere, skal vi sige, kyndig. Han beholder 90’er-klaveret, de pumpende trommer og synthbassen.
Hvor David Guetta virker seriøs, er Kyle Gordon/DJ Crazy Times tydeligvis det modsatte.
Men memes kan hurtigt blive mere end en uskyldig vits. Og ting, der er seriøse, kan komme farligt tæt på at være komiske (ærligt talt er jeg ikke sikker på, at David Guettas eurodance-fascination ikke er halvt en joke).
Så lur mig, om ikke ‘One in a Million’ og ‘Planet of the Bass’ ender med at blive spillet til de samme fester. For sådan fungerer popmusik – især lige nu.
En mands punchline er en anden mands kulturarv. Fortidens skrald bliver nutidens hits, og forskellen mellem parodi og nostalgi, comedy-sketch og megahit kan nogle gange være forsvindende lille.