Barselonas rastløse frontmand gjorde det eneste rigtige, da teknikken svigtede i Store Vega
Rud Aslak var nået til Barselonas næstsidste punktum for en på mange måder fremragende koncert i Store Vega.
Publikum havde måske været en anelse distraheret i løbet af aftenen. Flere omkring mig stod med YouSee-appen fremme og forsøgte at multitaske mellem dansk rocks fremtid og den simultane landskamp mod Kasakhstan i Parken.
Sådan er der så meget.
Men koncerten havde lige peaket med fejlfri fællessang til akustiske og intime ‘Har været på vingerne’. Barselonas fem mand store liveband var i gang med ekstranumre, efter trommeslageren som afslutning på sætlisten havde slået sin lilletromme til blods i dunke-energiske ‘1 dag er vi 1 minde’.
Og så – fordi noget jo ligesom skal gå galt til en stor Barselona-koncert – besluttede Aslaks mikrofon sig for at gå amok. Hele den triumferende oprørsklang på ‘Ind i mørket ud af det blå’ blev forpurret af konstant, hylende feedback.
Det er der kun ét svar på som frontmand for det, der i løbet af de kommende år ikke kan andet end at blive et af landets største livenavne. Aslak ignorerede feedbacken, stillede sig op på det lille hegn foran publikum og crowdsurfede problemerne væk.
4-0 til Barselona.
Da teknikken fungerede igen under afslutteren, ‘Bankende hjerter’, kastede den 23-årige generationsstemme al sin rastløse energi ud mod en skov af klappende hænder. Han lignede en, der kunne være fortsat halvanden time mere.
Koncerten i Store Vega var andet stop på Barselonas ‘Væbnet hjerte’-turné. Og det nye album, som altså er et af årets bedste, var selvfølgelig i fokus.
Med ubegribelig coolness indledte bandet med albumåbneren ‘Griber ud griber intet’, mens Rud Aslak stod med hænderne på ryggen og ledsagede sangens ru guitarfigur med en dyb, poetisk vokal.
Den ulmende energi gik i udbrud på teknologikritiske ‘Real Love’. Aslak løftede hænderne i sejrsgestus, gulvet gyngede til det trillende synth-riff, og hans slæbende stemme søgte for første gang op i højderne.
»Du’ så langt væk«, klagede han, mens vokalen lod sig sænke ned i rumklangen og helt ind i sangens store lyd. Stærkt.
Det er en af Barselonas trumfer, at Aslak på den ene side behandler sine ord med poetens sensibilitet, men på den anden side ikke er bange for at lade dem opsluge af musikken og blive til ren følelse.
Det ene øjeblik fortabte jeg mig fuldstændig i hans evne til at smage på ordene, det næste havde de morphet sig ind i lyden og blev til en lille del af noget større.
Til gengæld mangler Aslak stadig noget fylde i sit øvre register. Det hørte man for eksempel i omkvædet på ‘Månen’, der blev lidt for svagt over de fire dunk i gulvet.
Den ellers vidunderligt festlige ‘Lyse nætter’ lettede heller ikke helt så meget, som jeg havde regnet med. Dels fordi vokalen savnede bid, dels fordi mixet virkede ufokuseret. Den bærende synth var længe om at få plads, og Barselona virkede et kort øjeblik ikke helt til stede.
Det var de til gengæld under resten af koncerten.
Aslak luskede gestikulerende rundt under ‘Fra Wien til Rom’ med den glidende guitar, og bandet slog ring om Rasmus Theodors pianette i en tårevældende ‘Væbnet hjerte’ med backing-strygere og evigt hyggende ‘Barcelona’ med en enkel, men forførende guitarsolo.
Hvor ‘Lyse nætter’ havde manglet fokus, var den anden helt store basker på det nye album, ‘Lyden af livet’, stram og rammende med sine fortryllende 80’er-ekkoer af A-ha.
»Vegaaaaa!«, råbte Aslak i et energisk break før sidste omkvæd, som overdøvede, hvad end der foregik i Parken.
Den energi er guld værd. Barselona ligner et band, der kun bliver bedre og bedre herfra.
Kort sagt:
Rud Aslak er født til at være frontmand for sin generations største rockband. Det viste han i Store Vega, hvor Barselona luftede sangene fra ‘Væbnet hjerte’ og overkom de obligatoriske tekniske problemer.